Ny undersøgelse giver indsigt i menneskers møde med kunsten

Ny undersøgelse giver indsigt i menneskers møde med kunsten

Louisianas udstilling med Yayoi Kusama. Installationsview, Louisiana Museum of Modern Art. (Foto: Poul Buchard)

I samarbejde med ni kommuner har Bikubenfonden undersøgt, hvad billedkunsten og scenekunsten betyder for de mennesker, der oplever den. Indsigterne kan ifølge Bikubenfonden skabe et nyt afsæt for den politiske samtale om, hvorfor og hvordan kunsten skal prioriteres i vores samfund.

Hvorfor opsøger mennesker museer og kunsthaller for at opleve malerier, installationer eller videokunst? Og hvad er det, mennesker får ud af at fordybe sig i kroppe der danser, fortællinger der udfolder sig på en scene eller oplevelsen ved at være del af en performance?

Det er de spørgsmål, Bikubenfonden har forsøgt at finde svar på i to nye undersøgelser af henholdsvis billedkunstens betydning og scenekunstens betydning.

Undersøgelserne viser blandt andet, at kunsten kan give os nye erkendelser eller udvide vores horisont i forhold til samfundsmæssige eller etiske forhold. Den kan være en ventil for vores følelser og give rum for fordybelse og refleksion. Og den kan anspore til samtaler og samvær mellem mennesker.

“Det er vigtige indsigter at have som afsæt for en politisk diskussion af kunsten. For vil man have en nuanceret samtale om, hvorfor og hvordan billedkunsten eller scenekunsten skal prioriteres i et lokalområde eller i samfundet generelt, er det ikke nok at have et grundlag af kvantitative data som billetsalg og aktivitetsoversigter at tage udgangspunkt i. Man må også have for øje, hvad mødet med kunsten betyder for den enkelte”, siger direktør i Bikubenfonden Mette Marcus.

Inspiration fra mennesker der oplever kunst

Sammen med rådgivningsvirksomheden Seismonaut udviklede Bikubenfonden i 2020 en kvalitativ metode til at undersøge billedkunstens betydning, som blev afprøvet i Odense, Vejle og Aalborg Kommune. Siden er undersøgelserne også blevet gennemført i Bornholms regionskommune samt Esbjerg, Holstebro, Ishøj, Viborg og Aarhus Kommune. Datamaterialet er baseret på observationer, interviews og samtaler med i alt 200 besøgende på billedkunstinstitutioner i de ni kommuner.

Sammen med undersøgelserne udgives også metoderedskaber, som frit kan bruges til at undersøge henholdsvis billedkunstens og scenekunstens betydning.

’Vi håber, at metoderedskaber og indsigter kan bidrage og inspirere til den politiske og administrative praksis lokalt og nationalt, så samtalen om kunsten og kunstinstitutionerne også lægger vægt på de tanker, følelser, dannelse og inspiration, der opstår i mødet med kunsten, siger Mette Marcus.

Billedkunstens betydning – hvad viser undersøgelsen?

Undersøgelsen viser, at billedkunst har stor betydning for dem, der oplever den: Både menneskers følelser, tanker, kreativitet og dannelse bliver påvirket af mødet med billedkunst. Oplevelser, der både har umiddelbar betydning i det enkelte møde med værkerne, såvel som en akkumuleret og længerevarende betydning over tid.

Undersøgelsen konkluderer, at samtaler med udgangspunkt i billedkunst skaber adgang til borgernes levede liv – både fortiden, nutiden og fremtiden, og at billedkunsten åbner op for mange emner og særligt det, der ellers er svært at tale om i livet.

Billedkunstens direkte adgang til vores følelsesliv maner ifølge rapporten både til reflektion og eftertanke, men kan også inspirere til nye tanke- og handlingsmønstre, og endelig konkluderer rapporten, at billedkunsten har en social betydning, når den ansporer til samtaler om ligheder og forskelle i holdninger og værdier. Billedkunst kan rejse almenmenneskelige spørgsmål, som kan hjælpe til at nå frem til erkendelser eller udvide ens horisont i forhold til samfundsmæssige eller etiske forhold. Her får kunsten betydning for menneskers dannelse.

Læs hele rapporten på Bikubenfondens hjemmeside.

Kilde: Bikubenfonden.

Del artiklen

'Ny undersøgelse giver indsigt i menneskers møde med kunsten'

Facebook