Jacob Lillemose: “Min bog handler om, hvordan mennesker og samfund reagerer i katastrofale undtagelsestilstande”

Jacob Lillemose har siden midten af 1990’erne arbejdet som en kurator, der ikke er nem at sætte i bås, og som ikke mindst har bevæget sig frit mellem kunst, forskning og populærkultur. Fra 2015-17 drev han projektrummet X AND BEYOND, hvis aktiviteter og udstillinger kredsede om katastrofer i tilknytning til et forskningsprojektet Changing Disasters på Københavns universitet.

Katastrofescenarier spiller en helt dominerende rolle i moderne kultur, og aktuelt har vi det under huden med klimakrisen og Covid-pandemien, der har sanktioneret en form for permanent alarmberedskab.
Lillemose mener i den sammenhæng, at det er vigtigt at sætte kunsten og fiktionen i spil. Med dens komplekse refleksioner og visioner kan den adressere den tomhed, forvirring og frygt, som hersker i en tid, hvor katastrofer – eller present frygt for katastrofer – er et dominerende vilkår.

I et statement for X AND BEYOND hed det eksempelvis:
“I stedet for at fastholde sondringen mellem katastroferne i kunst og populærkultur og katastrofer i det virkelige liv og sige, at førstnævntes fiktioner ikke er til nogen nytte i forhold til sidstnævntes realiteter, er vi nødt til at forbinde de to for at blive mere “katastrofekyndige””.

Nu har han så udgivet romanen Architecture Zero, som han betragter som en forlængelse af udstillingen Society Z på X AND BEYOND i 2015 – og tillige et bud på, hvordan man kan arbejde kuratorisk i et udvidet felt.

Ole Bak Jakobsen (OBJ): Jacob, kan du til en start fortælle lidt om, hvad bogen handler om?

Jacob Lillemose (JL): Romanen handler om hovedpersonens – som er mig selv – besøg på et institut for katastrofearkitektur i en afsidesliggende del af staten Montana i det vestlige USA. Det er en slags rejse ind i mørkets hjerte, hvor jeg møder en både skræmmende og fascinerende vision om, hvordan vi mennesker skal bo, leve og overleve, i en fremtid hjemsøgt af usikkerhed og uro.

Idéen til romanen udsprang af udstillingen Society Z, som jeg kuraterede på X AND BEYOND. Den handlede om, hvordan mennesker og samfund reagerer i katastrofale undtagelsestilstande, som for eksempel et ”zombieudbrud”.

Udstillingen var en slags open research, en associativ sammensætning af en masse materiale, fotos, tegninger, film, reporter osv., som jeg redigerede undervejs. Jeg fandt frem til noget ret vildt materiale, som jeg vidste, jeg måtte arbejde videre med. Det blev så i første omgang i form af en performative lecture og så siden i form af en roman.

(OBJ): Bogen forudsætter altså en usikker, urolig, måske ligefrem katastrofisk fremtid. Hvordan er det så at være menneske i den situation – og hvilke bud giver fiktionen på, hvordan mennesker kan leve i sådanne katastrofiske tider?

(JL): Det er ikke til på forhånd at vide, hvordan mennesker og samfund reagerer i undtagelsestilstande som en katastrofe er. Står vi sammen eller bliver vi splittede? Lader vi håbet eller frygten guide os? Det er de helt store, eksistentielle og sociale spørgsmål, vi må stille os selv, og i den sammenhæng tilbyder fiktionen tusinder af års erfaringer – både forestillede og levede – med at leve i katastrofens vold. Det er ikke entydige erfaringer. Nogle er dystopiske, andre visionære. Men det er ikke desto mindre alle erfaringer, vi kan lære af i forhold til at forstå og håndtere en katastrofe.
Min roman er heller ikke entydig i sit bud på, hvad katastrofearkitektur er eller skal være. Den lader det snarere være op til læseren at fortolke og tage stilling til den arkitektur, der præsenteres.

(OBJ): Kan du komme med nogle eksempler på, hvad det er for en katastrofearkitektur, bogen fortæller om?

(JL): I Society Z viste jeg en del såkaldt ”zombiearkitektur”, et online fanfænomen, hvor zombienørder konkurrerer om at designe den ultimative overlevelsesarkitektur til zombieapokalypsen. Det er vilde og voldsomme sager. Siloer og boreplatformen ombygget til højteknologiske borge. Fragtskibe med zombier som brændstof. Elaborerede underjordiske bunkerbyer. Ren fantasi – fan fiction kunne man sige. Jeg viste også faktisk arkitektur, fra historiske borge til nutidige beskyttelsesrum. Pointen var, at afstanden mellem zombienørdernes idéer og den virkelige verden ikke var så stor. Eller sagt på en anden måde: At den virkelige verden rummer uhyggelige arkitektoniske tendenser. Det er samme materiale, der indgår i bogen.

(OBJ): Hvis vi køber præmissen om, at vi har udsigt til en fremtid hjemsøgt af usikkerhed og uro, hvordan forholder du dig så personligt til den situation?

(JL): Jeg synes godt man kan sige, at ”præmissen” er en realitet med de aktuelle klimaforandringer, globale og sociale konflikter og accelererende teknologisk afhængighed. I den sammenhæng er det personlige perspektiv mindre vigtigt. Det handler meget mere om, hvordan vi som samfund vælger at forholde os til fremtiden. Men som jeg også skriver i romanen, så er jeg meget bevidst om ikke at lukke frygten for langt ind, for så kan den blive til et altopslugende mørke.

Og som en af mine absolutte yndlingsfilm i den sammenhæng – Jeff Nichols’  Take Shelter fra 2011 – viser, så er balancen mellem frygt og fornuft, fortvivlelse og håb, prekær. Det er en balance, jeg tror mange mennesker – helt forståeligt – kæmper med at finde i en usikker verden.

(OBJ): Hvad håber du, vi som læsere af din bog sidder tilbage med efter endt læsning?

(JL): Med en kritisk nysgerrighed over for fremtidens arkitektur, og hvad det – på godt og ondt – vil sige at bygge og bo i den verden, vi lever i i dag. Eller sagt på en anden måde, at den arkitektur, vi skaber, er afgørende for hvilken fremtid, vi skaber som mennesker og samfund. Og så selvfølgelig med en nysgerrighed over for selve handlingen. Det er jeg i hvert fald selv, og derfor er jeg også allerede i gang med en 2’er, der følger op på romanens slutning. Det bliver et lille indstik, som man enten kan købe i printet udgave fra mig og forlaget eller selv printe ud derhjemme.

Endelig håber jeg mere kunstverdens-internt, at romanen kan være med til at udvide horisonten for, hvordan man kan skrive rundt omkring kunstudstillinger hinsides den klassiske katalogtekst.
For det er der brug for, hvis kuratoren ikke skal ende som en diskursiv kvalificeret kunsthistoriker. Og for mig at se er fiktionen en oplagt form at udforske i den sammenhæng.

Fiktionen repræsenterer en mulighed for, at kuratoren kan slippe fri af teoriens spændetrøje og omfavne fantasien som en drivkraft i sit arbejde.