Helle Behrndt fratræder stillingen som direktør for Kunstforeningen GL STRAND

Helle Behrndt fratræder stillingen som direktør for Kunstforeningen GL STRAND

Afgående direktør for GL STRAND Helle Behrndt. Foto: Tobias Valentin.

Direktør Helle Behrndt har valgt at fratræde sin stilling efter 32 års virke for at gå på pension. Under Helle Behrndts ledelse har Kunstforeningen GL STRAND siden 1990’erne udviklet sig til en markant, moderne kunstinstitution.

”Jeg fylder 74 næste gang og føler mig utroligt heldig over at have fået lov til at stå i spidsen for GL STRAND siden 1990″, fortæller Helle Behrndt. “I samarbejde med inspirerende bestyrelser, medarbejdere, kunstnere, samarbejdspartnere og sponsorer har vi udviklet, udfordret og udbygget institutionen, til det GL STRAND er i dag. Og altid med kunsten og kunstneren i centrum. Det er både med ydmyghed og også stolthed, at jeg nu giver direktørposten videre.”

Institutionens historie går tilbage til 1825, da en gruppe borgere og blandt andet kunstprofessor C.W. Eckersberg grundlagde Kunstforeningen efter tysk forbillede. Formålet var at udbrede det almene kendskab til kunsten og skabe et bindeled mellem det elitære Kunstakademi og den bredere befolkning. Indtil midten af det 20. århundrede har Kunstforeningen haft adresse flere steder i Københavns centrum. Siden 1952 har Kunstforeningen haft til huse i gaden Gammel Strand.

I 2010 gennemgik Kunstforeningen GL STRAND en gennemgribende modernisering og renovering. Udstillingsprogrammet favner den unge, danske kunstscene, internationale strømninger og nye sammenstillinger af kunsthistoriske emner.

Bestyrelsen i GL STRAND vil nu påbegynde arbejdet med at finde en afløser. Helle Behrndt forbliver i sin stilling indtil videre.

Kilde: GL STRAND

Del artiklen

'Helle Behrndt fratræder stillingen som direktør for Kunstforeningen GL STRAND'

Facebook