Det skal du se! Uge 5

Det skal du se! Uge 5

Eske Kath: Containging Landscapes. Pressefoto.

Har du planlagt weekendens udstillingsbesøg? Redaktionen anbefaler her et udvalg af udstillinger, der enten åbner snart, eller netop er åbnet.

Charlotte Fogh Gallery
5 feb – 12 mar, Eske Kath: Containing Landscapes – In Orbit

Containing Landscapes bærer en dobbelt betydning: Konkret inddæmning og fastholdelse af landskaber eller dét at rumme landskaber i sindet. I udstillingen vrides abstraktioner over vidtstrakte ornamentale landskaber i kredsløb om kraftigt lysende himmellegemer og forsøges kontrolleret på lærreder i form af de tre grundformer: Kvadratet, trekanten og cirklen.

Augustiana Kunsthal & Kunstpark
5 feb – 8 maj, Lisbeth Eugenie Christensen: SPIN

Lisbeth Eugenie Christensen bor og arbejder i naturen og inspireres af denne. I sin praksis har hun gennem årene rendyrket tegningen til et konsistent, forfinet og præcist udtryk. Hendes på en gang formelle og natur-inspirerede værker rammer – i kraft af deres stramme, men også sanselige karakter – en tone, som klinger rent i mødet med Augustianas arkitektur og den omgivne natur.

Det Fynske Kunstakademi
3 feb – 23 mar, Folkets Bibliotek

Med tråde til 1800-tallets etnografiske interesse og fremkomsten af folkebibliotekerne, trækker Folkets Bibliotek på oplysningstidens trang til at udforske verden, og anlægger et kunstnerisk, antropologisk syn på vores egen kultur. På Folkets Bibliotek kan man fordybe sig i billedkunstneriske refleksioner over folkeligheden, dens historie og dens betydning i dag.

Detalje fra Fake children af Melanie Kitti på Tag Team Studio. Foto: Thor Brødreskift.

Art Hub Copenhagen
1 feb – 27 feb, 27DAGE

Udstillingerne i Art Hubs tre atelierer er kurateret af de tre kunstnerdrevne udstillingssteder: SOL (Nexø), Bizarro (København) og den nomadiske kunstinstitution f.eks. (Aalborg). Udstillingerne vil eksistere side om side og på hver sin måde aktivere de tre rum i form af stedsspecifikke installationer og interventioner.

Kastrupgårdsamlingen
5 feb – 6 jun, Cathrine Raben Davidsen: GRAFIK

Den retrospektive udstilling præsenterer et udvalg af Cathrine Raben Davidsens store grafiske produktion fra 1998-2022, og er et studie i, hvordan en kunstner bruger forskellige grafiske teknikker – kobberstik, litografi, monotypi og monoprint – til at opnå nuancer i skildringen af menneskets forhold til naturen og vores forståelse af den åndelige verden.

NILS STÆRK
4 feb – 26 mar, Betamax

Udstillingen præsenterer syv forskellige praksisser, der sammenlagt strækker sig over fire generationer, med værker, der krydser hinanden på tværs af medier. Sammentræf, der, ligesom det nonrepræsentative maleri, aldrig er et resultat af tilfældigheder, men derimod af lagrede bevægelser og forståelsesmønstre, der opererer mellem flere bevidstheder.

Del artiklen

'Det skal du se! Uge 5'

Facebook