Kørner debatterer døde soldater på HEART

Kørner debatterer døde soldater på HEART

John Kørner gav artist talk på HEART. Foto: Lasse Oxbøll

Billedserie

artist Talk

24 nov 2009 24 nov 2009

John Kørner

HEART Herning Museum of Contemporary Art
Se kort og tider

Ved en artist talk på HEART slog billedkunstneren John Kørner fast, at hans Afghanistan-billeder ikke er politiske statements. Kørner insisterede på maleriets æstetiske position og kunstens opgave som debatskaber.

I september 2008 viste John Kørner for første gang sine Afghanistan-billeder på kunstfestivallen U-Turn. Billederne vakte stor debat med holdninger både for og imod.

En skarp kritik leveret af Lisbeth Bonde i Weekendavisen affødte en debatartikel på KUNSTEN.NU, hvor Uwe Max Jensen beskyldte John Kørner for at "slå plat på de 16 faldne soldater".
LÆS ARTIKLEN HER
.

Mens kunstanmelder Kasper Lie mente at malerierne "sparkede politisk røv".
LÆS ANMELDELSEN HER

Den 24. november 2009 kunne man på HEART høre John Kørners egen udlægning af Afghanistan-billederne, og hvorfor de skulle males.

John Kørner, Brian. Pressefoto
John Kørner, Brian. Pressefoto

Afghanistan: En ny situation
John Kørner fortalte indledningsvis, hvad der i 2008 blev afsættet for serien af Afghanistan-billeder:

"Danmarks krigsdeltagelse i Afghanistan, og hændelsen hvor 4 soldater mistede livet på én gang, satte gang i idéen og projektet. Jeg synes, de fire soldaters død var en tragisk og skræmmende oplevelse. Der var tale om en ny situation for vores deltagelse i krigen og for vores forståelse af velfærdssamfund.

Her var en ny situation, som samfundet havde behov for at diskutere, og maleriet kunne problematisere denne ny situation."

Maleriet skal vække debat
For John Kørner er problematiseringer aldrig entydige. Tværtimod. Skønt hans maleri har kunstnerisk afsæt i en aktuel debat eller situation, så har kunsten sine egne abstrakte og konkrete problemer, der kræver at blive forløst.

"Jeg forsøger altid, at skildre ‘noget’ man kan debattere, noget aktuelt. Jeg ønsker dialog omkring det, jeg skildrer. Derfor forsøger jeg også at arbejde med velkendte situationer, symboler og tegn.

Tidligere har jeg bl.a. arbejdet med velkendte offentlige institutioner som for eksempel banker og museer. De institutioner fungerer som omdrejningspunkter for det sociale liv, de er fundamentet for vores velfærdssamfund.

Selv om jeg tager fat i institutioner og reelle situationer, der kan vække til debat, er mine værker altid i sidste ende fiktive. Det æstetiske spørgsmål ‘hvordan-kommer-maleriet-videre?’ tager over."

John Kørner svarer på spørgsmål fra publikum. Foto: Lasse Oxbøll
John Kørner svarer på spørgsmål fra publikum. Foto: Lasse Oxbøll
Intet politisk ståsted
Flere blandt publikum ville vide, om et realistisk afsæt og emne som Afghanistan ikke nødvendigvis er ensbetydende med en politisk stillingtagen. Dette afviser John Kørner bestemt.

"Det aktuelle afsæt i virkeligheden er vigtigt for, at maleriet efterfølgende kan ‘få liv’ og skabe debat. Mine Afghanistan-malerier er med til at åbne for en dialog omkring Danmarks deltagelse i krigen. Men jeg har ikke et konkret politisk ståsted!

Emnet er interessant og berører os alle. Det er det største fællesskab, vi har i tiden. Mit medie er maleriet, og det berører et aktuelt politisk moment. Men hvis jeg vil sige noget politisk om den danske krigsdeltagelse, kunne jeg jo skrive et læserbrev.

Det er især journalister, der gerne vil se mine malerier som politiske statements, men jeg ser det KUN som maleri!" pointerer Kørner.

Virkelighed og fiktion
Afghanistan-emnets realisme til trods er ‘det æstetiske’ John Kørners egentlige maleriske ærinde.

"Jeg har ikke villet følelsesporno – men derimod det æstetiske. Jeg har undladt at bruge kraftige symboler. Der er en lang tradition for krigsmaleri, så jeg ved, jeg risikerede at blive kaldt krigsmaler.

For at give malerierne en grad af seriøsitet valgte jeg at give dem fornavne som titler, men motiverne er helt fiktive. Maleri har noget magisk over sig: det lader noget virkeligt og noget fiktivt mødes.

I mit første maleri – Christian – i serien af soldaterbilleder valgte jeg at male et landskab med en stor palme og mørk himmel. Palmen er et symbol på noget fjernt. I værket har jeg søgt at skabe og skildre en dramatisk situation med en camoufleret soldat – et ensomt univers.

Billedets komposition er meget enkel. En så enkel komposition er besværlig. Intet er ubevidst, og hver detalje må vægtes meget nøje."

John Kørner ved artist talk. I baggrunden ses Afghanistan-billederne Christian (venstre) og Sebastian (højre). Foto: Lasse Oxbøll
John Kørner ved artist talk. I baggrunden ses Afghanistan-billederne Christian (venstre) og Sebastian (højre). Foto: Lasse Oxbøll

Problemer og udsyn
I Sebastian er motivet en soldat liggende på jorden uden for en bygning eller skyttegrav. I maleriet er de maleriske virkemidler også helt fremme i skoen – hvert skridt, hvert penselstrøg, hvert farvelag og hver bevægelse er synlig.

"Motivet er løsnet for farver. Elementerne i kompositionen er sat op som et skakspil og med et abstrakt råderum. De mørke pletter – malerklatter – kan både være granater og maleriske ‘problemer’.

Jeg udforsker maleriet som medie og har skabt en ‘ramme’ inde i billedet. En ramme, der skaber udsyn. Udsyn er selve indbegrebet af landskabsmaleri. Rammen er en konstruktion som stadfæster min position og mit udsyn", siger John Kørner og understreger endnu en gang, at Afghanistan-billederne er et æstetisk-malerisk projekt.

John Kørner var inviteret til artist talk på det ny museum blandt andet på baggrund at to nylige donationer fra Ny Carlsbergfondet til museet, nemlig Afghanistan-malerierne Christian og Sebastian. Endelig har HEART selv erhvervet et tredje Afghanistan-billede Brian.

Billedserie

artist Talk

24 nov 2009 24 nov 2009

John Kørner

HEART Herning Museum of Contemporary Art
Se kort og tider

Del artiklen

'Kørner debatterer døde soldater på HEART'

Facebook