Aktivismens strategier for en bedre verden

Aktivisme og kunst kan nogen gange være svært adskillelige størrelser. Og selvom Gallery Poulsen normalt er et kommercielt galleri, er der ikke noget til salg i galleriet i disse dage. Tværtimod. The Yes Men udstiller politisk hykleri og Colonel har inviteret internationale kunstnere og aktivister fra hele verden til at deltage. Gallery Poulsen er med en anden term et kunstaktivistisk Head Quarter (HQ som udstillingen hedder).

Fokus uden for kunsten
Alle arbejder de uden for kunstens rum og vil helst ikke associeres til kunsten. Og det er der selvfølgelig også en form for hykleri i. For kunsten er deres platform, talerstol, det priviligerede sted hvor de taler fra.

Men affejelsen af kunstbegrebet illustrerer på fin vis, hvor fokus ligger for disse kunstnere: Nemlig ikke i kunsten, men i den politiske virkelighed.

Colonel (med det franske borgerlige navn Thierry Geoffroy) forklarer:

“Det typiske ved disse kunstnere er, at de ikke proklamerer sig selv som kunstnere. Det gælder for eksempel The Yes Men (Igor Vamos og Jacque Servin).

I dag kan kunstnere lave suppe, være dj’s og så videre, men de her kunstnere laver strategier for at ændre tingenes tilstand. Og det er sådanne kunstnere vi fokuserer på i HQ. Vores mål er jo at starte en revolution,” lyder det. Intet mindre.

I konfrontation med Goliat
Og der er The Yes Men oplagte gæster. De har mange gange før hacket sig vej til de store medieflader, hvor de har talt på vegne af både mastodonter som DOW Chemicals, som var skyld i utallige forgiftninger og dødsfald i Indien i 1984, WTO (World Trade Organisation) og senest den canadiske delegation ved COP15.

“Vi konfronterer firmaer og organisationer, som vi ikke nødvendigvis holder af eller er enige med. Vi kalder det ‘identitetskorrektion’. Vi antager disse firmaer eller politikeres identitet og optræder i medierne, men portræterer dem altså, som man kunne ønske at de var, hvor de tager de kloge valg. Eller også portrætterer vi dem som endnu mere ekstreme, endnu mere skandaløse.

Så håber vi, at folk kan genkende det og erkende ondskaben, når de ser den. Vi udstiller deres mørke sider, og tvinger dem til at afsløre deres hensigter og sande identitet,” forklarer Laurel Whitney, der er assistent for The Yes Men.

Aldrig mere Coca-Cola
På Rådhuspladsen under Hopenhagen havde The Yes Men allieret sig med den indiske ungdomsdelegation (Indian Youth Delegation) og afholdt fredag en pressekonference i samarbejde med kunstfestivalen New Life Copenhagen, hvor folk kunne komme og aflægge en ed på, aldrig at drikke Coca-Cola igen.

Igor Vamos, en af de to Yes Men, forklarer:

“Coca-Cola (der er en af sponsorerne bag Hopenhagen, red.) er jo ikke ligefrem ‘a bottle of hope’ (en håbets flaske) som de selv påstår… Der er tale om grønvaskning af kapitalisme, og det er virkelig bull-shit, og værd at notere sig. Det har været en af aktionerne. Senere vil vi benytte os af den strategi, som vi ofte benytter os af, og som vi kalder ‘identitets-korrektion’, hvor vi går ind og optræder i en andens sted og typisk mere positivt end vanligt.”

Så ruller snebolden…
Og mandag den 14. december rullede nyheden så ind, at Canada, der sammen med Rusland indtil videre har ført en tilbageholdende og bredt kritiseret klimapolitik med beskedne løfter, havde ændret strategi over natten og nu ville reducere CO2-udslippet betydeligt (40 procent i 2020 og hele 80 procent i 2050).

Nyheden fik især internationale medier til at springe på (Environment Canada og Wall Street Journal fx).

Canadisk blotlægning i fire akter
1. akt: The Yes Men laver yderst gennemført og manipuleret pressemøde med klip fra Bella Centret, hvor ‘Canadas delegerede’ lover nye og yderst markante CO2-mål.

2. akt: ‘Ugandas delegerede’ udtaler sig i yderst rosende vendinger efter Canadas progressive udmelding.

3. akt: Canadas delegerede (denne gang de RIGTIGE) går ud officielt og tilbageviser deres nye og progressive mål, og forsøger samtidig – ret håbløst – at positionere sig positivt trods tilbagevisningen af ‘den gode nyhed’.

4. akt: The Yes Men og en aktionsgruppe under Mellemfolkeligt Samvirke tager ansvaret med argumenter for manglende vilje til handling og med ordene: “Det var, hvad politikerne burde gøre i vores øjne.”

Reelt ansvar
Colonel forsøger at forklare det ansvar, de føler som kunstnere, når aktionerne antager disse realpolitiske dimensioner:

“Når folk bliver en del af vores projekter, så har vi selvfølgelig også et ansvar for, at virkningen har reel effekt og behandler det rigtige problem,” erkender han og forklarer videre:

“Der er brug for kunstnere, der er nyttige for samfundet. Der er for eksempel et stort behov for at undervise kunstnere i statistik, så de kan gennemskue de ‘sandheder’ som politikerne kommer med. The Yes Men formår som få at gennemskue disse konflikter og fungerer som en pegefinger, der får dig til at indse det dysfunktionelle i samfundet.”