Ditte Lyngkær Pedersen: Assemblies & Kits
14 jan 202219 feb 2022

Ditte Lyngkær Pedernsen. Pressefoto: Galleri Lene Bilgrav.

Ditte Lyngkær udstiller for første gang solo hos Galleri Lene Bilgrav. På udstillingen præsenterer hun en række helt nye værker i henholdsvis glas og stål, keramik og collager af cyanotopier på papir. Der er fernisering fredag den 14. januar kl. 16 – 19. Kunstneren vil være til stede, og alle er velkomne.

Stabilitet eller opløsninger
Ditte Lyngkær viser blandt andet en række af metal- og glasskulpturer, der er inspireret af modelbygger-samlesæt. Hver skulptur er bygget op af del-elementer i glas, som på hver sin måde er fragmenteret, men som kommer til at repræsentere en helhed, når det opleves i stålrammen. Det handler både om struktur, sammenhold og orden, men også om fastholdelse og ubevægelighed. Det er strukturering af noget strukturløst og en undersøgelse af spændingsfeltet mellem kontrastfyldte materialer som skrøbeligt glas og stabilt stål. Glasmotiverne laves både med cyanotopi på glas og farvet glas. Cyanotopi på glas er en teknik, som kunstneren har udviklet i forbindelse med en udsmykning til Forsvaret.

Social konstruktivisme

Tankerne bag projektet er inspireret af social konstruktivisme, og hvorledes vi bruger sproget og strukturer til at skabe vores meningsfulde virkelighed. Ditte Lyngkær siger, at ”jeg tror, mennesket har et fundamentalt behov for at skabe strukturer og sammenhæng. De elementer, som ikke har en indbygget eller umiddelbar mening, får pludselig mening i en ny sammenhæng. Byggesættene illustrerer denne præmis. Meningen skabes i det blik, man har på tingene, og man leder efter spor for at få bekræftet en ramme, som man allerede kender.”

Collage og montage
Det er kendetegnende for værkerne på denne udstilling, at de er baseret på en formmæssig og indholdsmæssig undersøgelse af montage- og collagearbejde, opløsning og forgængelighed, strenge og stærke præmisser og støttesystemer, samt en undersøgelse af, hvad er inde og ude i forskellige sammenhænge. Kunstneren vil for eksempel vise et vægobjekt i metal lakeret i lyserød neonfarve, der kan associeres med byggesættene, håndmalede keramiske objekter/vaser samt en række collager af cyanotopier i håndmalede trærammer. Fælles for værkerne er, at de på hver deres måde undersøger forholdene mellem flydende og faste strukturer.

Kilde: Galleri Lene Bilgrav

Galleri Lene Bilgrav

Galleri Lene Bilgrav
Vestergade 56
8000 Aarhus C

Ons-fre 12-17
Lør 12 – 15 og efter aftale

Kontakt

+45 2013 8004

Ditte Lyngkær Pedersen: Assemblies & Kits
14 jan 202219 feb 2022

Del

'Ditte Lyngkær Pedersen: Assemblies & Kits'

Facebook