12 unge kunstnere får tilskud fra Statens Kunstfond

12 unge kunstnere får tilskud fra Statens Kunstfond

Kim Richard Adler Mejdahl: Hour of Moth (Etude no. II). Pressefoto: Statens Kunstfond

For tredje år i træk har Statens Kunstfond udpeget en række kunstneriske talenter, der skal være en del af programmet ‘Den unge kunstneriske elite’. Blandt de udvalgte kunstnere er kunstnerduoen Baum & Leahy, Jules Fischer og Kim Richard Adler Mejdahl.

Karriereprogrammet ’Den unge kunstneriske elite’ giver udvalgte kunstnere mulighed for at fordybe sig i deres kunstneriske arbejde, blandt andet gennem mentorforløb, residencies og internationale samarbejder. Formålet er at bidrage til kunstnernes karrierer, og hjælpe dem på vej mod et nationalt og internationalt gennembrud.

Blandt de tolv kunstnere er duoen Baum & Leahy, der er startet af Amanda Baum Olesen og Rose Leahy. Med base i Danmark og England arbejder de med interaktive installationer, scenografi og oplevelsesdesign i krydsfeltet mellem kunst og videnskab.

En anden udvalgt kunstner er Jules Fischer, der arbejder med billedkunst og koreografi og centrerer den kunstneriske praksis om at gøre plads til en søgen efter flere non-binære narrativer og på at skabe fortællinger, der giver plads til det modsatrettede, det fragmenterede, det queer og det trans.

Kim Richard Adler Mejdahl, der driver projektet Slime Puppy Studio, er også blandt de udpegede kunstnere. Kim Richard Adler Mejdahl arbejder på tværs af medier, og i sin praksis udfordrer han ofte forventningerne til klassiske kunstgreb og genrer, og blander kitsch med finkultur.

De øvrige kunstnere, der med afsæt i mange forskellige kunstarter har modtaget tilskud fra Statens Kunstfond, er: Anders Sigfred Kampmann, David Bendix Nielsen, Emilie Molsted Nørgaard, Marie Sloth Rousing, Patricia Nanziri Bbaale Bandak, Stine Mikkelsen, SVALHOLM, THE NORDIC BEASTS og Ventus.

Kilde: Statens Kunstfond

’Den unge kunstneriske elite’ blev uddelt første gang i 2018 og har til formål at hjælpe unge fremadstormende kunstnere med at få foden indenfor på den danske og internationale scene.

Der er i 2021 blevet uddelt 3,9 mio. kroner fra karriereprogammmet ’Den unge kunstneriske elite’.

Del artiklen

'12 unge kunstnere får tilskud fra Statens Kunstfond'

Facebook