Næste stemme i serien er Jacob Fabricius, leder af Malmö Konsthall. Han sammenligner de danske og svenske mediers omgang med billedkunsten, og peger på en manglende seriøsitet i den danske presse.
Kunsten legitimerer sin eksistens i alliance med underholdningsindustrien, vurderer professor i Kunsthistorie, Jacob Wamberg. Kunstudstillinger skal helst brage ud til publikum, så de ikke keder sig et øjeblik, og det kan føre til forsimplede læsninger af samtidskunsten.
Urovækkende alliance
Når der i dag bliver sat spørgsmålstegn ved kunstens eksistensberettigelse, er det ikke en tendens, der er bundet specifikt til kunsten, mener Jacob Wamberg, som er professor i Kunsthistorie ved Aarhus Universitet. Han ser en generel legitimitetskrise for de værdier i samfundet, der ikke kan gøres op økonomisk. Som selvforsvar orienterer kunsten sig mod oplevelsesøkonomien.
”I nogle år har der været en urovækkende alliance med underholdningsindustrien,” lyder det fra Wamberg. ”Det er blevet den måde, kunsten legitimerer sig på. Der er en opfattelse af, at hvis kunsten og kulturen har nogen værdi, så er det, at den kan give os et underholdnings-kick.”
Wamberg mener dog stadig, at der ligger et oplysningsideal nedenunder alt det sjove, for man kan heldigvis kradse i lakken, og så er der noget mere nedenunder også.
”Men museerne skal godt nok løbe hurtigt, for at lokke folk ind. Det skal helst være sådan, at udstillingen brager ud til publikum, så de ikke keder sig et øjeblik. Det skal være super underholdende og letfordøjeligt.”
Rindalisme-symptom
Et sideløbende symptom på legitimitetskrisen er Pia Kjærsgaards udfald mod avantgardekunsten og en aktuel opblussen af rindalistiske tilbøjeligheder, påpeger Wamberg.
Han mener, at der er tale om en spidseksponering af nogle tendenser, som har været længe undervejs, og kunsten savner i høj grad en tryg opbakning fra politikerne.
”Der er jo hele tiden trusler om, at nu skærer vi ned hist og her, selvom det er peanuts i sammenligning med ethvert andet politisk budget. Folk får meget hurtigt ondt i røven når det handler om kultur.”
Med oplevelsesøkonomien som legitimering af kunsten siger man derimod, at hvis folk vil betale for det, så fint nok, så må vi endelig undersøge, hvad det er folk vil have, så vi kan give dem lige præcis dét, forklarer Wamberg.
Gav oplevelsesøkonomien svaret?
Wamberg ser en interessant parallel mellem avantgardens ambition om at nå ud til folk, og oplevelsesøkonomien, hvor det faktisk er lykkedes.
”Men er oplevelsesøkonomien egentlig svaret på det begær, eller er det en falsk måde at forbinde kunsten med publikum?” spørger han.
Han mener, at der i et vist omfang er tale om et vellykket opdragelsesprojekt:
”Stille og roligt er der sneget sig nogle avantgardistiske logikker ind, som før var meget kontroversielle, men som folk nu har accepteret. De er egentlig med på, at kunst ikke nødvendigvis er noget, der hænger på en væg.”
Spørgsmålet er så, om det kun er nogle overfladiske sider af avantgardens projekt, der er blevet folke-eje, eller om det blot er de højpandede kunstfaglige, der insisterer på, at folk ikke forstår kunsten dybt nok.
Kunsten er et historisk fænomen
Selvom Wamberg ikke mener, at kunsten egentlig har mindre plads i dag end tidligere, mener han heller ikke, at kunstbegrebet bare står stille, eller at kunsten nødvendigvis vil blive ved med at have den meget centrale position i kulturlivet, som den har haft.
”Jeg tror, kunst er et historisk fænomen med nogle bestemte potentialer,” forklarer han. Gennem hele det 20. århundrede er der sket en udvikling fra den højmodernistiske kunst, der kun handlede om kunst, til en kunst der i dag i langt højere grad tematiserer noget uden for sig selv, ifølge Wamberg.
”Der er en gradvis tilnærmelse mellem kunst og samfund. Det er meget vigtigt, at det er kunsten selv, der sætter dagsordenen for den tilnærmelse. Truslen er hele tiden, at det sker for meget på institutionernes præmisser.”
Det mener han, kan føre til en forsimplet læsning af samtidskunsten, der sigter efter laveste fællesnævner.
Den lurende kedsomhed
Wamberg mener, at de oplevelsesøkonomiske tendenser også har sneget sig ind i journalistikken – på kulturområdet såvel som alle andre. Der skal helst være en god sort-hvid historie, gerne en skandale, som kan få folk til at interessere sig for emnet.
Han synes dog ikke, man kan tale om, at kunsten ligefrem er fraværende. Folk beskæftiger sig gerne med kunst, og han mener, at læsere og publikum i et vist omfang forholder sig langt mere nuanceret til kunsten i dag end tidligere.
”Det er et meget kompliceret regnskab, som hele tiden flytter sig. På den ene side kan man sige, at vi bliver mere kyndige, men samtidig bliver vi også mere blaserte.”
Kunstpublikummet er altså på sin vis blevet mindre modtagelige overfor kunstens udtryk, og søger det hurtige adrenalin-kick i værker, der er helt umiddelbart forståelige. Ellers venter kedsomheden lige om hjørnet.
Næste stemme i serien er Jacob Fabricius, leder af Malmö Konsthall. Han sammenligner de danske og svenske mediers omgang med billedkunsten, og peger på en manglende seriøsitet i den danske presse.
