I næste uge bringer KUNSTEN.NU et interview med professor i kunsthistorie Jacob Wamberg. Han argumenterer for, at folk i virkeligheden beskæftiger sig meget med kunst i dag. Men det sker i en urovækkende alliance med oplevelsesøkonomien.
Kunsten har mistet sin stemme i den offentlige debat, og den må selv tilbageerobre sin platform, siger politisk kommentator Lotte Hansen. Men kunstnerne har tilsyneladende glemt, hvordan man laver kunst til offentligheden, og offentligheden har glemt, hvorfor kunsten er vigtig.
Samfundet har glemt kunsten
”Jeg mener, at det burde være en slags blodbank for samfundet, at vi hele tiden har kunstens refleksivitet på sidelinjen.” Sådan lyder drømmescenariet for Lotte Hansen. Dét er dog langt fra virkeligheden, for kunsten er blevet skubbet væk fra den offentlige debat.
”Når man ser på de store agendaer, som politikere og avisforsider beskæftiger sig med, så er kunsten fuldstændig fraværende,” vurderer Lotte Hansen. Det er et stort tab, for kunsten har en særlig evne til at vække følelser og kommentere på samfundet. Fraværet i den offentlige debat er ifølge hende ensbetydende med, at der ikke er en generel holdning om, at kunsten som sådan har betydning for samfundet. Derfor bliver kunstens rolle stadigt mere marginaliseret.
Debatten er istedet domineret af en modstilling mellem finkultur og oplevelsesøkonomi. Det paradigme overskygger kunstens samfundsmæssighed, mener Lotte Hansen.
Kunsten har glemt samfundet
For at undgå kategorien ’oplevelsesøkonomi’, tænker nogle kunstnere tilsyneladende, at de partout ikke vil beskæftige sig med det, folk vil have – at de ikke vil beskæftige sig med samfundet.
”Men de har misforstået noget. Det grundliggende begreb om offentlighed er jo, at man træder i karakter som borger, og der synes jeg, at kunstscenen har glemt at lave kunst til offentligheden.”
Istedet taler kunsten til privatpersoner, udfordrer museets og værkets grænser og beskuerens rolle. Men Lotte Hansen mener ikke, at kunsten i forhold til samfundet og borgerbegrebet bliver udfordret, og platformen at gøre det fra er ikke-eksisterende.
Når kunsten vil os noget
Hun mener, at udviklingen på en række forskellige felter har medført, at kunsten er blevet skubbet ud af samfundsdebatten, men det er kunsten selv, der må kæmpe sig tilbage.
”Kunsten skal ikke nødvendigvis lægge sig tæt op af den politiske agenda, men den må bare engang imellem prøve at være synlig der.”
Når kunsten i enkeltstående tilfælde går ind og vil samfundet noget, som eksempelvis i sagen med de afviste irakiske asylansøgere, er det Lotte Hansens vurdering, at det bliver opfattet eksplicit politisk.
”Kunstnerne tror, at nu kan de komme med en særlig kunstnerisk observator-rolle og sige, at nu skal I lige tænke jer om en ekstra gang. De forstår ikke, at når de ikke har været synlige og opfattet som en del af samfundsdebatten, så bliver det alt for let at putte dem i bås og afvise dem som noget venstreorienteret yderligtgående noget.”
Forsider i glas og ramme
Mediernes omgang med kunsten bærer også præg af, at kunsten ikke ses som en værdig samfundsdebatør. Når kunsten kommer på forsiden af avisen, er det ifølge Lotte Hansen helt tydeligt, at nu er det 2. sektion, der er på forsiden. Det handler om kunst i glas og ramme, ikke om almindelige nyheder, hvor kunsten spiller ind med et berigende perspektiv.
Her lider kunsten under opgøret med smagsdommerne, lyder det fra den politiske kommentator. ”Hvis du ser på andre lande, er der en langt større dialog mellem politikere, intellektuelle og kunstnere. Deres holdning til samfundet er tydelig i debatten.”
Ikke økonomisk nedprioritering
Politiske prioriteringer spiller også ind på kunstens synlighed, men Lotte Hansen mener, at det er et problem, at kunstverdenen har så travlt med at sige, at de bliver økonomisk nedprioriteret, for det er ikke det væsentligste.
”Jeg tror ikke, at der rent økonomisk bliver skåret mere ned, for der er en politisk konsensus om, at kunstverdenen skal være der,” vurderer hun og tilføjer, at der til gengæld ikke er nogle politiske visioner for hvorfor kunsten skal være her.
De interesseorganisationer og statslige råd, som skal varetage kunsten, diskuterer dagpengeregler, ophavsrettigheder og armslængde. Der er ingen, som kæmper for kunstens platform eller en generel forståelse af, at kunsten er vigtig for samfundet.
Klar tale
”Nu er Pia Kjærsgaard trådt ind i repræsentantskaberne, og det synes jeg egentlig er fantastisk. Hun er en af de få politikere, der siger, hvad hun synes kunstens rolle i samfundet skal være. Man kan jo håbe, at nogle af dem som vil noget andet end hende, nu gør sig mere umage med at sige, hvad det er de vil.”
Lotte Hansen kan naturligvis ikke udtale sig på den samlede kunstnerskares vegne, men hun har dog en forventning om kunstnernes intentioner: ”Man må jo gå ud fra, at de fleste kunstnere netop er kunstnere, fordi de har et budskab til samfundet.”
Lotte Hansen er cand. scient. pol. og journalist.
Hun er direktør for Public Affairs i PR-bureauet Mannov, foredragsholder og ekstern lektor ved Danmarks Journalisthøjskole.
Tidligere har hun blandt andet været erhvervsredaktør på Politiken og kommentator i TV-programmet Jersild og Spin.
I 2007 lavede hun i samarbejde med dramatiker Thor Bjørn Krebs teaterstykket Propaganda om demokrati, manipulation og politiske strategier.
I næste uge bringer KUNSTEN.NU et interview med professor i kunsthistorie Jacob Wamberg. Han argumenterer for, at folk i virkeligheden beskæftiger sig meget med kunst i dag. Men det sker i en urovækkende alliance med oplevelsesøkonomien.
