Hannah Arendts æstetik

Virkelighed er et centralt begreb i Hannah Arendts politiske teori. Gang på gang vender hun tilbage til virkelighedens verden som en, vi skal skabe og bevare i fællesskab. Arendts kærlighed til verden – hendes amor mundi – bunder i den overbevisning, at virkeligheden er et kollektivt anliggende; at det er virkeligheden, der binder os sammen og gør os til sociale væsner. Men det er yderligere en advarsel om, at vi ikke må tage den virkelighed, som vi deler, for givet.

Virkelighedssans betyder for Arendt, at vi føler og erkender verden som den fælles grund for vores identitet og vores samliv med andre. Derfor er den også en nødvendig forudsætning for den organisering af samfundet, vi kalder politik. Hvis vi ikke erfarede de samme fænomener, ville der ikke være noget at diskutere, og det politiske som sådan ville forsvinde.

Når Cecilia Sjöholm med afsæt i virkelighedssansen griber fat i Arendts læsning af Kant, er det for at fremhæve en æstetisk dimension i denne opfattelse af politik. Det æstetiske hos Arendt viser sig på tre niveauer: i den almene sanseerfaring, i den refleksive smagsdom og i mødet med kunsten. Når verden fremtræder for os, gør den det igennem vores sanser. Det er i den konkrete erfaring af at se, høre eller lugte vores omverden, at vi erkender den. Vores relation til vores omgivelser er altså grundlæggende æstetisk.

Kant spiller en vigtig rolle for Arendt, når det gælder det andet æstetiske niveau; nemlig erkendelsen af den sansbare verden – og de domme vi fælder om den – som en social udfordring. Vores virkelighedsfornemmelse opstår først, idet vi indser, hvordan erfarede ting eller fænomener samtidig erfares af andre anderledes situerede mennesker. Verdens realitet afhænger med andre ord af de forskellige perspektiver, som rettes imod den. Sjöholm viser, hvordan Arendts fortolkning af den kantianske sensus communis (fælles sans) bliver et politisk værktøj, der giver os muligheden for at diskutere og forhandle disse divergerende syn på verden.

Kants æstetiske dom, som gør den fælles sans mulig, er samfundsmæssigt relevant for Arendt på to måder. Først fordi dommen ikke er objektiv men subjektiv; hver enkelt dom er partikulær i den forstand, at den ikke refererer tilbage til nogle universelle regler, som vi har aftalt på forhånd og som på logisk vis lader os skelne mellem sandt og falsk, rigtig og forkert. Når disse regler mangler, er vi nødt til at lytte til vores følelser og vores refleksion. Denne refleksion nødvendiggør for det andet en inddragelse af de andres opfattelser af den givne situation. De andres sansninger trænger så at sige ind i min egen sansning og udvider min tænkemåde. Det er en fordring om at se virkeligheden igennem deres øjne.

For Sjöholm viser samtidens politiske landskab os relevansen af Arendts analyse. Konkret slår hun ned på fænomenet Donald Trump, der i sin manglende anerkendelse af realiterne, netop viser os vigtigheden af en fælles virkelighed, en fælles platform at diskutere politik ud fra. Det uhyggelige ved tv-debatterne mellem Trump og Joe Biden omhandlede mindre de holdninger, der blev udtrykt, og mere umuligheden af at tale sammen ud fra en delt præmis. Der eksisterede ikke et fælles grundlag for en meningsgivende samtale.

Virkelighedssansen skal ifølge Arendt forebygge, at vi isolerer os i vidt forskellige virkeligheder. Som vi har set, er denne sans æstetisk funderet, men Sjöholm går videre endnu og udpeger, hvordan kunstværker kan være med til at skærpe vores sans for virkeligheden. Det gør kunsten helt konkret ved at forme vores erfaring af verden i et stofligt materiale på en uvant måde.

Som eksempler nævner Sjöholm blandt andet Franz Kafkas tekster og Abdel Abdessemeds skulpturer. Deres værker underliggør vores hverdagslige omgang med verden – i deres abstraktion og anonymitet tvinger de os til at rette blikket mod verden med fornyet opmærksomhed.

Cecilia Sjöholm er professor i æstetik ved Södertörns Högskola i Stockholm. Hun arbejder i krydsfeltet mellem kunst og politik, æstetik og filosofi, og blandt hendes udgivelser kan nævnes Kristeva and the Political fra 2005 og The Antigone Complex fra 2004. I den intense reception af Hannah Arendts forfatterskab, der har fundet sted de seneste par år, er Sjöholm en vægtig stemme. Ved siden af et imponerende antal artikler om Arendt står hun bag bogen How to see things. Doing aesthetics with Hannah Arendt fra 2015, der også er kommet i en revideret svensk udgave i 2017.

Når Arendts forfatterskab for tiden er genstand for en ekstraordinær bevågenhed, ligger en del af forklaringen i måden, hvorpå hendes politiske tankegods er blevet vakt til live og præsenteret som indeholdende mulige svar på nogle af de udfordringer, vi står over for i dag. Eller mere præcist: hvordan Arendts analyser af alt fra totalitære bevægelser og flygtningestrømme til forsvindende offentligheder ikke er mindre påtrængende, end da hun i sin tid skrev dem.

Med Virkelighedssans: Hannah Arendt om Kant og æstetik lægger Sjöholm sig i forlængelse af denne tendens ved at aktualisere Arendts tænkning i lyset af vores historiske samtid.

Her fremhæver hun Arendts begreb om virkelighedssansen som en fælles sans, der yder modstand imod de autoritære grupperinger, som forsøger at så tvivl om verdens realitet ved at fabrikere fiktive virkeligheder. Hvad der især kalder på opmærksomhed i Sjöholms tekst, og hvor hun adskiller sig fra størstedelen af forskningslitteraturen, er dog hendes argument om, at kunsten besidder en særlig evne til at artikulere og højne denne vores sans for det liv, vi i fællesskab lever.