Udstillingen breder sig ud i museets renskurede white cube i en blanding af videobokse og værk-øer. Umiddelbart er der lidt legeplads over det hele. Hertil bidrager Jeppe Heins Rainbow Modified Social Benches: 7 ukonventionelt svungne bænke i stærke farver i det store sidegalleri. Hein tager afsæt i, hvordan hans egen stresshistorie blev en positiv game-changer for hans personlige udvikling.

Han inviterer publikum til at benytte bænkene og reflekterer over en række spørgsmål, som retter sig imod, hvem vi er som mennesker, frem for hvad vi er rent professionelt. Hein er selv i færd med at afrunde en workshop, da jeg træder ind i rummet, og det er nok først og fremmest gennem den personlige tilstedeværelse, at hans værk får dybde og resonans som fortjent, tænker jeg.

Absurd mekanik og imødekommende apel

I nærheden larmer Hannah Totickis RE:RE:RE:RE:RE:RE:RE:; en interaktiv installation, hvor en amorf gulmalet form danner et stort arbejdsbord, hvorpå ”der er mulighed for at arbejde med egen laptop”. Du kan også træne på en stepmaskine eller tage en lur på den dertil indrettede hvileplads. Et transportbånd med utallige slaskede plastichænder, klaskende mod et tastatur leverer værkets monotone lydside. Blandingen af absurd mekanik og imødekommende appel gør værket tvetydigt, og det er nok tvivlsomt, at arbejdspladsen her kan tiltrække en ’medarbejder’, selvom den lægger op til det. Det er værkets svaghed, at det forudsætter en genforhandling af beskuer/værkkontrakten, og af den grund forbliver det en gimmick.

Vilkårene i samtidens frakoblede og abstrakte arbejdsliv

At arbejdslivet spiller en central rolle i vores forbrugs- og konkurrencesamfund er ingen hemmelighed. Præstationspres, individualisme koblet med bevidste og ubevidste forventninger om selvaktualisering samt ydre og indre krav om optimering, fleksibilitet og robusthed i en globaliseret kapitalisme, der ubønhørligt tømmer alle fællesskaber og kapitaliserer deres sociale rum, er tilsyneladende uundgåelige vilkår i samtidens mere og mere frakoblede og abstrakte arbejdsliv.

Teknokrati med et køligt fokus på selvoptimering, omstillingsparathed, effektivisering, bureaukrati, kontrol og øget digitalisering, forårsager sammenbrud, stress og ængstelse i et omfang vi ikke tidligere har set. De fleste sunde mennesker reagerer netop på disse vilkårs fortsatte radikalisering med fysisk og psykisk sygdom. Work it Out italesætter nogle af de udfordringer arbejdslivet byder os at tackle og så gøres der også forsøg på at pejle sig ind på, hvordan fremtidens arbejdsliv kunne se ud.

En ekstra formidlingsindsats

For at få øje på dybden, er det afgørende at du bruger tid på at læse de kortfattede tekster, som ledsager værkerne. Personligt er jeg fortaler for, at netop denne type temaudstillinger i særlig grad kræver en ekstra formidlingsindsats fra museets side. Særligt fordi kunstværkerne i en sådan kontekst nødvendigvis er tæt forbundne med ikke kun museets egen ramme, men i lige så høj grad betjener sig af og forbinder sig med andre kontekster, data og anden relevant research.

Det faktum forudsætter en formidling, der nøjagtig som her, kontekstualiserer og perspektiverer. Som beskuer må du derfor acceptere at gå i en udvidet dialog med værker, tekster og en lang række kendte eller ukendte begreber og referencer, som du bliver mindet om eller gøres bekendt med undervejs gennem udstillingen.

Jobcentret og venteværelset

Den udvidede dialog bringer i Work it Out beskueren gennem en række møder med værker, der formelt, geografisk og indholdsmæssigt taler om vidt forskellige aspekter af, hvad arbejde og arbejdsliv er. Vi møder den strukturelt kontrollerende konditionering af arbejdstageren via jobcenteret gennem Torben Ribes to blandformsværker: Untitled (Jobcenter), 2019 og Untitled (Mig og min angst / Jobcenter Esbjerg), 2019 og klientgørelsen i Elmgreen og Dragsets totalinstallation Meldeamt, 2003, der mimer et sterilt og trøstesløst venteværelse med en række stole, et digitalt nummerdisplay, en lukket dør og en halvvissen palme i det ene hjørne.

Heroverfor står SUPERFLEXs lysskilt We Are Having the Time of Our Lives, 2021 fastholdt med orange sandsække og strålende politiblå LED-farve, som et larmende advarselssignal!

Nødvendigt arbejde

To videoer af den for mig ukendte italiensk-libyske kunstner Adelita Husni-Bey gør særligt indtryk. Necessary Work (2021) er en installation, der bl.a. består et trefløjet videoværk. Fra loftet hænger metalkæder, og rummet oplyses af et giftiggrønt LED-lys.
Via en række online workshops har Husni-Bey arbejdet med danske og amerikanske sygeplejersker, der talte med hinanden om, hvad det vil sige at have en kritisk funktion i samfundet som nødvendig arbejdskraft eller såkaldt frontline personale.

Videoen er en kombination af optagelser fra deres digitale workshops og sygeplejerskernes egne optagelser. Vi får et billede af sygeplejerskernes arbejdsforhold og udfordringer, der ikke synes væsensforskellige på trods af den geografiske forskel. Værket italesætter sygeplejerskernes grundlæggende behov for at bidrage til noget, der er større end dem selv. Deres frustrationer og kamp for at gøre en forskel for andre mennesker i et kapitalistisk samfund, hvori de reduceres til ressourcer i et stort optimerings- og vækstorienteret puslespil, der ikke sætter menneskets trivsel i centrum.

Husni-Bey er interessant, fordi hun både er pædagog og kunstner. Hun fokuserer på mødet med mennesker og processen er lige så vigtig som det faktiske kunstværk. Hun tror på, at hun med kritisk pædagogik og dialog kan skabe forandring i verden. Hvis værket efterfølgende sælges, deler hun altid indtægten med de mennesker, der har været en del af den kunstneriske proces.

Den perfekte maskine

I videoværket After the Finish Line arbejder Husni Bey med en række unge amerikanske atleter. Filmen benytter to forskellige æstetikker: lækker kælen for de atletiske kroppe i close ups, ledsaget af en lige så laber lydside. Vi ser direkte ind i atletens fokuserede øjne, der lyser af den målrettethed, vi er fortrolige med fra reklamefilm.

Den anden æstetik er dokumentarens, og her bliver portrætterne mere psykologisk rige og tillader os et kig ind i de unge atleters tanker om, hvad konkurrence, præstationspres, kroniske smerter og individualisme betyder for deres liv.

Værket er et portræt af melankolske og i eksistentiel forstand ensomme amerikanske unge, som tidligt i livet presses til sportslig perfektion for at gøre sig gældende i konkurrencen om en plads på et de gode universiteter. Succes kobles sammen med den atletiske krop, der samtidig er et billede på kontrol og på den perfekte ’maskine’.

Arbejdsskadernes kunst

I et tredje værk Encounters of Pain, 2018-2021 har Husni Bey ladet en række mennesker reflektere over de skader, de har fået gennem deres arbejdsliv. Det kan være mentale belastninger og fysiske ar på kroppen. Værket udvides, når Husni-Bey gentager sin proces fra land til land og fra udstilling til udstilling. Gennem en række workshops taler kunstneren med mennesker, der har været på arbejdsmarkedet i længere tid. Under hver ny workshop skabes en række ‘kropsbannere’, der illustrerer, hvor arbejdslivet gør, eller har gjort, ondt.

Vi bruger den bedste tid af vores liv på arbejde, og det er gennem arbejdet mange mennesker skaber deres identitet. Men der sker samtidig også en nedslidning, og mange oplever samtidig stor meningsløshed. Det truer vores mentale sundhed og skaber stresstilstande, der slider kroppen fysisk og psykisk. Den fysiske nedslidning er lettest at få øje på. Derfor er det fortsat vanskeligt mange steder i verden at sanktionere dårligt psykisk arbejdsmiljø. Mennesker, der bukker under for et urimeligt arbejdspres, står ofte alene med følelsen af skam og utilstrækkelighed.

Kapitalismekritik

Der forekommer en gennemgående kapitalismekritik i udstillingens mange værker. Hvis senmoderniteten, i tråd med Anthony Giddens analyser, skal karakteriseres ved kapitalismens undergravning af traditioner og tømning af familierne for deres basale sociale interaktioner og indhold, så er vi nået rigtig langt.

Kritikerne i denne sammenhæng peger derfor også på, hvordan konkurrence og individualisme destabiliserer os som sociale væsener. Vi har som mennesker behov for tryghed, kontinuitet og meningsfulde relationer til vores nære omverden. Idet vi alle er rykket ud på et stadigt mere omskifteligt og uforudsigeligt arbejdsmarkedet, og fordi vores succes i livet måles på vores evne til at tjene penge og forbruge, har vi rykket hele samfundets grundlæggende værdisystem væk fra fællesskabets finmaskede forbundethed og over i markedets symbolske tilknytning. Her fastsættes alt og alles værdi efter evnen til at levere det til systemet, som systemet har behov for på et givent tidspunkt, for at nå de vækstmål, som systemets vedligeholdere løbende fastsætter.

Med andre ord er vi efterhånden nået ud på kanten af, hvad mennesket som socialt og tænkende væsen kan holde til i forhold til at kunne balancere mellem personlig frihed og ansvar overfor systemisk kontrol og tvang. Des mere afkoblet og abstrakt verden opleves, des større tab af mening og tilknytning.

Dødedans i informationsstrømmene

Dette problem får hæsblæsende kritisk opmærksomhed i værkerne SocialSim og Dance Mania (2020), af Hito Steyerl, der i sin egenskab af både billedkunstner og teoretiker, længe har påpeget, at verden befinder sig i en form for kronisk borgerkrig.
Vanen tro, har hun skabt en kompleks og visuelt og lydeligt forførende videoinstallation, der denne gang ligner en kloning af et interaktivt videospil og en dansescene. Uniformerede avatarer vrider sig rundt, som styret af en usynlig, digital hånd.

Værket udforsker den sociale ubalance i verden, opstået som en reaktion på en overvældende mængde af information. Informationerne trækker os rundt i manegen og det udtrykkes i værket som en manisk dans. Værket genskaber massepsykosen fra middelalderen kendt som sanktvejtsdans, hvor mennesker dansede sig selv til døde.

Dansen her, er skabt på basis af information og statistiske data, herunder antallet af pandemibenægtere, autonome politipatruljer, demonstrationer, konspirationsteorier osv. Alle de parametre, der påvirker, regulerer og forstyrrer samfundet og den menneskelige adfærd.

I videoinstallationens inderste rum vises en film med et klart narrativ. Æstetikken låner fra computerspil, en tv-serie, en dokumentar og et simuleringsprogram. Handlingen tager afsæt i mysteriet om det stjålne kunstværk Salvador Mundi af Leonardo da Vinci, der i 2017 blev solgt som verdens hidtil dyreste maleri.

Eftersøgningen fører politiet ind på et kunstmuseum, hvor kunsten har taget magten og efterladt de ansatte uden arbejde. Værkerne forsøger på surrealistisk vis at kontrollere deres egen skæbne, da menneskene stilles skakmat af en løbsk markedslogik, en global pandemi og optøjer i gaderne. En dystopi hvor menneskets skæbne er i hænderne på algoritmer i endeløse kriser. Den nye verdens frelser er tilsyneladende en ”deux ex machina” (gud fra maskinen), en kunstig intelligens.

Kunstneren der løb med pengene

En anden kunstner, der udfordrer magten, er Jens Haaning, der som de fleste formodentligt ved, har trukket internationale overskrifter, fordi han har brudt den kontrakt, han i sin tid lavede med Kunsten om at genskabe to af sine tidligere værker til Work it Out. De to værker En gennemsnitlig østrigsk årsindkomst (2007) samt En gennemsnitlig dansk årsindkomst (2010) bestod netop af indrammede pengesedler svarende til gennemsnitslønnen i de to lande. I stedet for at bruge den tilrådighedstillede halve million som aftalt, gav han værkerne den nye titel Tag pengene og løb.

Nu hænger de to tomme rammer og griner hvidt med små klæberester, der hvor de mange tusindkronesedler burde have været monteret, fordi kunstneren er løbet med pengene. Ved at ændre på værker, som han selv har ophavsretten til, udfordrer Haaning på spidsfindig vis, den tillidsbårne kontrakt mellem sig selv og museet.

Som kunsthistorisk klangbund for værket vil jeg nævne Peter Weibel, der sidst i 1960’erne – som oprør mod kunstens kontekstuelle betingelser som medium for socialisation og den statslige konstruktion af den sociale virkelighed – udviklede sin radikale antikunst under titlen Kunst som kriminalitet.

Uden at fortabe mig i alle de allerede eksisterende meninger og teorier om Haanings provokation vil jeg blot nøjes med at udtrykke min begejstring for hans virkningsfulde påpegning af pengenes magt også i en kunstverden, som gerne sælger sig selv som humanismens højborg.

Han peger som en selvbestaltet Robin Hood i øvrigt også på det ulige magtforhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager, som er i spil i forbindelse med det såkaldte prekære arbejdsmarked, som kunstnerne traditionelt tilhører, og som i globaliseringens navn er vokset frem i vesten over de forløbne årtier.

Work it Out er en god og krævende udstilling, når og hvis betragteren er indstillet på at gøre sin del af arbejdet. De værker, som inviterer til aktiv medskabelse, er dog noget upræcise eller overfladiske, så der er plads til forbedring på den front. En stor del af udstillingens styrke skal formodentlig ses i den vifte af foredrag og andre relaterede arrangementer, som finder sted hen over de måneder, den løber.