Vi indleder med udstillingen eller nærmere forestillingen Peter Petersen 1953-2020 – et sørgespil i Astrid Noacks Atelier på det ydre Nørrebro. Denne lille tidslomme er på grund af den omsiggribende gentrificering i København efterhånden blevet trængt fra alle sider som følge af nogle store, nye etagebyggerier, der er skudt op helt tæt på den – som musen og elefanten.

I åbningsdagene performede billedkunstneren og aktivisten Joen Vedel her live tre gange dagligt. I resten af udstillingsperioden kan man opleve hans performance som videodokumentation. Ud over selve teksten indgår et stort antal fotografier og videoer, der bliver projiceret på en rå bræddevæg. Billeddelen giver forestillingen en vigtig visuel dimension. Bræddevæggen er en hilsen til kunstnerens far, der var BZ’er i 1980’erne og deltog i besættelsen af Allotriahuset i Korsgade. I sin monolog med indledende dyster klavermusik lader Joen Vedel den bristede utopi om et frit ungdomsliv i punkens æra bære en del af ansvaret for hans fars sociale og menneskelige deroute: Allotriahuset blev rømmet af politiet i 1983, men da havde BZ’erne i en af Danmarkshistoriens mest poetiske og fredelige aktioner forladt det gennem en underjordisk tunnel og var pist væk. I forestillingen indgår farens egne fotos fra den tid.

Joen Vedel beskriver sin fars sidste to årtier ud fra hans egne bittersøde erindringer. Han moraliserer ikke, men fremsætter en række betragtninger over farens liv i elendighed og den rollefordeling mellem far og søn, der undervejs blev byttet om, efterhånden som farens liv gik i opløsning. Imidlertid sættes farens individuelle skæbne ind i en større strukturel sammenhæng med adresse til det globaliserede samfunds ensidige fokus på effektivitet og fleksibilitet, omstillingsparathed og stabilitet hos borgerne. Mange af dem, der ikke kan leve op til disse krav, går til bunds. Velfærdssamfundet, som egentlig burde samle de utilpassede op og hjælpe dem, taber dem, fordi sikkerhedsnettet under dem ikke er fintmasket nok til at gribe dem.

Den teatrale performance udgør en form for sorgarbejde for Joen Vedel, der dels har anvendt farens egne VHS-optagelser fra 1980’erne og frem, og dels selv har taget en mængde fotografier fra farens bo, hvor der var et væld af objekter, som den storsamlende far havde fundet på lossepladser og i containere, og som han satte i stand for at bringe dem til ære og værdighed efter devisen andres skrald er mit guld. Måske en måde at dæmme op for sit eget menneskelige forfald?

I en lille folder forklarer Joen Vedel, at et sørgespil er en dramatisk genre, som hidrører fra barokkens tragedier. Ved at benytte denne dramatiske framing gør Vedel sin sorg mere tålelig. I monologen bliver den af-individualiseret og måske også nemmere at forholde sig til, fordi han giver den en kunstnerisk form og deler den med publikum. Det er en modig performance, hvor kunstneren sætter noget personligt på spil.

Joen Vedel er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og Whitney Independent Study Program. For tiden er han kandidatstipendiat ved NTNU – Kunstakademiet i Trondheim. Han anvender redigeringsudstyr, som normalt bruges i tv-transmissioner til at skabe live in situ-videoværker. I hans praksisbaserede kunstforskning med titlen In Search of Now-Time: Live-Editing as a Mode of Research anvender han et stort arkiv med materiale, indsamlet fra steder rundt om på kloden, der har været hjemsted for store kriser, folkelig opstand og sociale omvæltninger, såsom Grækenland, Brasilien, USA, Tyrkiet, Kurdistan og Frankrig.

Joen Vedel: Peter Petersen (1953-2020). Astrid Noacks Atelier. Til 24. oktober.

Dystopiske materialeeksperimenter

Sixtyeight Art Institute i Gothersgade kan i år fejre 10 årsjubilæum. Et stort antal nyskabende udstillinger er i løbet af perioden blevet vist i dette nonprofit projektrums intime lokale. Nu blænder stedet op for første del af en udstilling i to dele, der er kurateret af Rebekka Elisabeth Anker-Møller (f. 1984). Titlen er Above the Sky, Beneath the Ground med deltagelse i første omgang af tre kunstnere: Anna Samsøe, Anne Guro Larsmon og Linné Gad. Den første del har fået titlen Biting the Nest og forholder sig direkte til den forestående klimakrise i den antropocæne tidsalder, hvor menneskets destruktive ageren truer økobalancen og dermed også menneskehedens overlevelse. Dette tema optager mange kunstneres opmærksomhed i disse år, ligesom det fylder meget i den politiske debat.

De tre kunstnere er valgt, fordi de i deres kunst arbejder med ”ny materialisme, posthumanisme, animisme og dyb økologi”, som der står i pressemeddelelsen. I modsætning til den hurtige og intensive, globale vareproduktion arbejder de i en langsommere kadence og udforsker materialer, som de afæsker nye kunstneriske muligheder. Det drejer sig om danske Anna Samsøe (f. 1987), norske Anne Guro Larsmon (f. 1981) og svenske Linnéa Gad (f. 1990).

Forunderlige hybridvæsener

Førstnævnte arbejder med det naturlige materiale porcelæn, som hun har frembragt nogle foruroligende kloninger mellem mennesker og dyr af. Et af værkerne sidder fast inde i et hjørne og ligner en flagermusart. En anden hænger i loftet og er et hybridvæsen – et sælsomt vanddyr med krabbeklør og med en forunderlig lyserød snabel. En tredje, der er hudfarvet, har tentakelagtige, sorte ben eller arme, som stritter ud fra en rund krop med en snabellignende ekstremitet, der formodentlig er det særegne væsens fødekanal. Disse meget uhyggelige væsener er på én gang figurative og abstrakte og er et produkt af en fantasi om kommende arter, der måske afløser de eksisterende, når katastrofen har ramt os.

Anne Guro Larsmon viser en serie arbejder i glas. Det største hviler på et stålstativ og rummer et udefinerbart materiale indeni. Glas er skabt af bl.a. sand eller lava og repræsenterer således den jord, vi går på, og som bærer vores kroppe oppe, når vi bevæger os rundt. Til udstillingen har Larsmon specifikt studeret planters intelligens, inspireret af Charles Darwins tegninger af planters bevægelsesmønstre fra 1880. Hendes glasbeholdere indeholder både giftige og helende planter som et billede på menneskets evne til på den ene side at agere konstruktivt/empatisk og bestræbe os på at helbrede og gavne, og på den anden side destruktivt eller endog dødbringende i relation til naturen og vores egen art.

Linnéa Gad har eksperimenteret med kalksten, hvor man finder østersskaller og lapis lazuli. Lapis lazuli er en sjælden og eftertragtet smykkesten og samtidig et mineral, som man også fremstiller farven ultramarin af. Lapis lazuli “vokser” på kalksten. Det samme gør østersskaller. Gad eksperimenterer også med sameksistensen mellem menneske og kalksten, der i årtusinder har fungeret som et vigtigt byggemateriale. De to azurblå sandstensskulpturer virker organiske og lettere amorfe – og ligner ikke rigtig noget af denne verden. Det er en konceptuelt skarp og visuelt foruroligende udstilling.

Above the Sky, Beneath the Ground. Del I: Biting the Nest. Sixtyeight Art Institute. Til 23. oktober.

Absurde hændelser i filmmusical

Mark Tholander (f. 1988) er både forfatter og billedkunstner. Han er uddannet ved Det jyske Kunstakademi og ved Det russiske Statsakademi, og han har i en længere videoproduktion kredset om begrebet desorientering – den nye video er tredje del i en trilogi. For at undersøge dette fænomen lader viser han nogle af de absurditeter, som præger det moderne (hverdags)liv, hvor destabilisering af det normale hele tiden ligger og lurer under overfladen, fordi vi egentlig bevæger os på tynd is.

I sin nye to-skærms animationsfilm med titlen There is a Gun in the Exoskeleton of the Car forener han lyd og billede. Et eksoskelet er en ydre skeletramme, som nogle bilmærker er forsynet med. Det er sædvanligvis fremstillet af aluminium, stål eller kulfiberrør som en ekstra afstivning, der beskytter bilen under for eksempel sammenstød. Skaldyr har også eksoskeletter, dvs. skaller, der beskytter dem og holder sammen på deres krop i stedet for et skelet. Men det er en anden historie. At der er en pistol inde i dette eksoskelet er for mig som en af de mange gåder, der står i kø i Tholanders univers. Det ændrer ikke ved, at filmen er elementært underholdende og ekstrem mærkelig – både på en drømmeagtig og en lettere gakket måde.

Metronomens diktat

Lydsiden spiller en vigtig rolle, og den rytmisk pulserende musik, som følger metronomens smældende lyd, akkompagneres af amerikansk tale, der kommer fra en tjener, nogle der vasker op, en pianist, en bookmaker m.v. Det lyder som en amerikansk spillefilm, men al fornuft er suspenderet: Tallerkener flyver rundt i luften, en syngende tjener henvender sig til det samme bord og beder igen og igen gæsternes om at bestille, og på racerbanen er den røde bil fyldt med passagerer inklusive en stor, gul tiger. Det, der binder scenerne sammen, er tilsyneladende et fælles savn efter en ”jordbær-tiger”, der er blevet væk. En absurd metafor for et mere omfattende meningstab i det moderne liv?

Metronomen understreger den gentagelsesrytme, som kendetegner det daglige trummerum. Også racerløbet er præget af gentagelser. Her gælder det altid om at komme først over målstregen, ligesom der i alle motorvæddeløb skal findes en vinder, og et publikum, der satser og vinder eller taber. ”Med løbet som musisk figur roterer udstillingen omkring forestillinger om kollektive kroppe, desorientering, opvask og død,” hedder det i pressemeddelelsen.

I rummet ved siden af ligger bl.a. nogle diminutive figurer med form af dyrepoter i bivoks. Er det mon reminiscenser fra den bortkomne jordbærtiger, som er blevet skudt med pistolen fra bilen? Måske er der for mange gåder og betydninger ude at gå på Tholanders udstilling.

Mark Tholander: There is a Gun in the Exoskeleton in the Car. OK Corral. Til 23. oktober.