Efterårsguide 2021. Vestdanmark

Efterårsguide 2021. Vestdanmark

Jeppe Hein: Please Participate, (St. Agnes), 2017. KÖNIG GALERIE, Berlin / London, 303 GALLERY, New York, and Galerie Nicolai Wallner, Copenhagen. Foto: Studio Jeppe Hein.

Solen står lavere på himlen, bladene falder af træerne og vind og regn rusker i håret, når man vover sig udendørs. Heldigvis er der masser af spændende kunstoplevelser inden i varmen på landets mange museer og kunsthaller. I vores store efterårsguide kan du finde inspiration til kulturelle udflugtsmål i efterårsferien i Vestdanmark.

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg
24 sep – 16 jan: Work it Out 
Udstillingen sætter fokus på vores fremtidige arbejdsliv og spørger ind til, hvordan kunsten og kunstmuseet kan skabe rammerne for en nytænkning af fremtidens arbejdsliv. På udstillingen finder man også Jens Haanings meget omtalte værk Take the Money and Run.
Læs vores portræt af Jens Haaning her.

Kunsthal NORD
25 sep – 27 nov: Anna Borgman: Skønnede Reserver
Med Skønnede Reserver præsenteres Anna Borgmans kunstneriske arbejde i en omfattende soloudstilling, der tager afsæt i geologiens forbindelser til det politiske og antropocæne.
Læs vores interview med Anna Borgman her.

Ebeltoft Kunsthal
4 sep – 24 okt: Rolf Nowotny: SÅ RÆD SÅ RÆD, SÅRET SÅ SÅRET
I Nowotnys værker bliver selvet bearbejdet som en organisk, processuel fortælling. Ved Nowotnys gentagne brug af strategier og troper fra horrorfilm ønsker han at slå revner i indgribende strukturer, som findes repræsenteret i vores fysiske omgivelser såvel som på dybe psykologiske planer.
Læs vores anmeldelse af udstillinge her.
Se billeder fra udstillingen her.

Kunsthal Aarhus
28 aug – 30 jan: Go Extreme
Gruppeudstillingen handler om, hvordan ekstremsport og kunst sammen tilbyder nye perspektiver på menneskets jagt for at nå hinsides kroppens fysiske og mentale begrænsninger. Med både kunstnere og sportsfolk – og med et omfattende eventprogram.

Randers Kunstmuseum
14 aug – 14 sep: Sven Dalsgaard: Efterskrift
Fokus på Dalsgaards senere værker frem til hans død i 1999. I kraft af værker og dagbøger får vi et hudløst indblik i Dalsgaards kortlægning af den menneskelige forgængelighed – tidens gang, liv og død – der på en gang er subjektiv og dybt almenmenneskelig.

Stine Deja: Dawn Chorus, 2021. Grafiker: Patricia Forbert.

Vestjyllands Kunstpavillon / Arne Haugen Sørensen Museum
16 okt – 14 nov: Stine Deja: Dawn Chorus
Dawn Chorus er en totalinstallation som spekulerer i mulige livsformer for fremtidige arter. En række identiske skulpturer er placeret i en kunstig dam, og via en sti af industrielle stålriste kan beskuere gå rundt om værkerne og opleve dem, som hvis de observerede dyr i zoologisk have eller inspicerede varer på et lager.
Læs vores portræt af Stine Deja her.

Viborg Kunsthal
24 sep – 16 jan: Asger Dybvad Larsen og Christine Overvad Hansen: Traveling thresholds among mundane mutations

Begge kunstnere tager udgangspunkt i kredsløb, både i fysisk og metaforisk forstand. Fælles for værkerne er en undersøgelse af materialers iboende kvaliteter, historie og potentialer. Koncepter og kompositioner i udstillingens mekaniske skulpturer og sammensyede malerier skaber en cyklus, der kan lukke sig om sig selv, krydse hinanden eller smelte sammen gennem udstillingens rumlige forløb.
Læs vores portræt af Asger Dybvad Larsen her.

ARoS Aarhus Kunstmuseum
24 mar – 24 okt: This is not Africa – unlearn what you have learned
Udstillingen præsenterer en række kunstnere primært fra det afrikanske kontinent. Ambitionen er at gribe forstyrrende ind i en traditionel og stereotyp vestlig fortælling om ’det afrikanske’. Udstillingen er sat i værk i samarbejde med kunstcentrene SCCA og Red Clay i Ghana.
Læs vores anmeldelse af udstillingen her.

Esbjerg Kunstmuseum
24 apr – 26 jan: WUNDERKAMMER 3 – DNArt
Udstillingen er en hybrid mellem et museum og et laboratorium, der blandt andet byder på portrætter med levende hudceller, et hætteglas med en kunstners DNA og en skulpturel krydsning mellem en blæksprutte og celler fra en menneskelever.
Læs vores anmeldelse af udstillingen her.

Kunstmuseum Brandts
4 jun – 20 feb: Signe Klejs: Order of things

På et stort cirkelformet podie har Klejs skabt et skrøbeligt og sirligt arrangeret mønster af indfarvet sand. Sandværket er både et billede på kosmos og en gengivelse af Odense centrum set fra oven. En gang i døgnet skælver podiet en smule, så værket gradvist men uigenkaldeligt bliver går i opløsning.
Læs vores portræt af Signe Klejs her.

Del artiklen

'Efterårsguide 2021. Vestdanmark'

Facebook