Skal en billedkunstner kunne tale for sig?

For snart seks år siden skrev jeg om et omdannet strandhus, der lignede kunst, fordi nogen havde gjort noget ved det efter stormens hærgen, der havde blæst døre og vinduer ind og møblerne ud. Nogen havde malet på væggene, hængt indrammede fotos op og bygget videre på den smadrede arkitektur.

Jeg vidste ikke, hvem ’nogen’ var, men jeg kaldte huset i Odsherred, på stranden nær Korshage, for en kunststorm, en art squat, og sammenlignede med installationer af Thomas FOS Poulsen og Kaspar Bonnén.

Læs artikel: Kunststorm

Der gik et par dage og jeg fik en besked. ”Det er os, der har lavet det. Skal vi mødes?” Da de så deres værk omtalt, turde de godt stå frem. Frederik Næblerød og Casper Aguila talte engageret og længe. Ikke om kunsthistoriske referencer, men om møder med virkeligheden. Om de utilfredse ejere af huset, den positive respons fra bedsteborgerne i sommerlandet og kunstnervennerne i København, omtalen i lokalavisen, genbrugsstationen i Vig, svalereden, vinterfrosten og islænderne på græs.

De holdt huset oprejst med nødtørftige reparationer og lavede skiftende udstillinger frem til 2018, da huset blev jævnet med jorden og erstattet med et nyt. I al den tid havde det været en kunsthal uden entré, et trodsigt og generøst indslag midt på en strand. Folk kom langvejs fra for at se huset, som et stykke landart, der skal ses, før det dør.

Ham alle har en mening om

Næblerød & Aguila lavede også andre ting sammen i sommerlandet. Jeg fulgte dem gennem årene, skrev om dem og har netop udgivet en bog om deres projekter, så ja, jeg så med, da DR2 i forsommeren viste Ufortyndet, en portrætserie om Næblerød, hvor Aguila også var med i to afsnit. Serien førte til, at Næblerød blev både hyldet og udskammet på sociale medier og pillet ned i kunstkritikk.dk (Fortyndet kaos-modernisme skrevet af Næblerøds tidligere medstuderende fra Kunstakademiets Billedkunstskoler, Louis Scherfig).

Hvorfor? På tv fremstår Næblerød som en charmerende spradebasse, en kliché på den ambitiøse unge kunstner, der ufortrødent arbejder løs. Den unge mandlige kunstner, forstås. Han bliver kritiseret for at være en hovedløs, ureflekteret, selvoptaget karriererytter, der laver kunst, fordi han virkelig godt kan lide at lave kunst. Men det må man ikke.

Hvad blev der af kunst for kunstens egen skyld? Det er naivt, jovist, men der er også kunstnere, der slår knuder på sig selv eller får kunsthistorikere som mig til at tale for sig, så deres energifyldte udladninger eller forfinede æstetik får en fernis af intellektuel legitimering.

En maler der maler

Næblerød prøver ikke på at være noget, som han ikke er. Han er bare maler. Han kan ikke, som Farshad Farzankias gjorde i et stort opsat nyligt interview i Weekendavisen, tale om, at hans malerier er som sarte snegle, der flygter ind i deres sneglehus, hvis man pådutter dem et budskab eller en poetik. Næblerød kan ikke, som Farzankia, tale om kunstneriske forbilleder som Andy Warhol, Asger Jorn og Jean-Michel Basquiat og være fortaler for et umiddelbart kunstsyn.

Men Næblerød kan godt, som han faktisk har gjort, male sammen med Farzankia og få fine billeder ud af det. For det er dét, han kan. Behøver vi forvente andet?

Billeder før ord

En billedkunstner burde ikke behøve at kunne læse, skrive og tale for sig. I den bog, som jeg har lavet om Næblerød & Aguilas Odsherred-projekter, fravalgte jeg det klassiske kunstnerinterview, fordi deres billeder er mere relevante end deres ord.

Hvert projekt er kort præsenteret i en reklameagtig-tekst, fordi bogen er lavet på en begejstring og et ønske om at gengive eller fastholde noget af den energi, der ligger i kunstnernes virke. Men aldrig har jeg skrevet om kunstnere, der har vist så lidt interesse for teksten.

Faktisk tvivler jeg på, om kunstnerne overhovedet har læst bogen. Måske kommer de aldrig til det, selvom bogen handler om dem.

Forordet, der er skrevet af Mikkel Bogh, fik følgende kommentar med på vejen: ”Fedt det er så langt”. Det er den eneste respons til teksten fra kunstnerne før bogen røg i tryk. Man kunne sige, at det er utaknemmeligt, men jeg er for længst holdt op med at forvente noget af kunstnere. Andet end kunst.

Jeg har forholdt mig til de projekter, som Næblerød & Aguila har lavet sammen.

De rejste et kors for det døde hus, der også havde været Kai Hoffmanns hus hvorfra han ville skrive digte for en ny tid. Næblerød & Aguila kendte til Hoffmann og ville ligesom ham tage væk fra byen og finde ro på landet.

De besøgte Anneberg Psykiatri Museum, lavede en film om stedet og rejste et smiley-flag på en nærliggende gravhøj som mindesmærke for de over 2000 afdøde patienter som, uden pårørendes vidende, i årene 1945-1982 fik fjernet hjernen, der skulle bruges til medicinsk forskning.
Læs artikel: Altid huske aldrig glemme

De fandt et forladt hus i skoven, hvor de kunne rykke ind. De arbejdede fra et faldefærdigt lejet hus, som brændte ned.

De overtog en gammel grisefarm, som de totalt overmalede. Alt sammen i Odsherred. Alt sammen udtryk for, at Næblerød ser verden omkring sig og forholder sig til den ved at arbejde med den.
Læs artikel: Casper Aguila & Frederik Næblerød – There is a farm in Vig

Populær som bare pokker

Jeg vil ikke benægte, at Næblerød også er en drengerøv. Han kan godt lide lækkert tøj og hurtige biler. Han maler fisser og bliver kåd af store, hvide lærreder. Han minder lidt om popduoen Nik & Jay, der heller ikke skammede sig over at være let fordøjelige, overlegent umiddelbare og populære. For det er jo det, han er. Næblerød er populær. Det kan vi ikke komme udenom. Trods al sin uforskammede nævenyttighed er han enhver svigermors drøm. Beleven, imødekommende, nysgerrig, sulten.

Som én skrev om Ufortyndet: ”Så alle fire afsnit ud i én køre i går, ret intenst. MEN drømte i farver om vanvittige malerier i nat så det var det hele værd.” (Bjarne Panduro Tveskov på Torben Sangilds Facebook-væg 27. juni 2021).

Selvfølgelig har vi brug for og skal tale om kunst, der er læsset med referencer og skabt på omhyggelig refleksion og menneskelig såvel som intellektuel indsigt, men jeg vil stadig lade mig blæse bagover af gode billeder, bare fordi de er gode billeder.

Billeder der larmer

Næblerøds gode billeder står stille og larmer. Det er flade figurer med spidse lemmer. Ansigter med prikkende øjne og skæve bryn. En mand i kørestol. En fugl som pøller. En rumraket, en politibil, en flagermus, et højhus, en kran, en haj, en kanyle, en blomstervase, en stige, en hest, en kat, en hund. Skeletter med store hatte. Totempæle med mange ansigter. Aliens og fiskestimer.

Det forestiller altid noget, men det ligner kun sig selv, for billederne har umiskendeligt Næblerøds personlige aftryk.

Billederne forestiller det, som er i hans hoved. Ville jeg gerne være i hans hoved? Nej. Ville jeg gerne være i hans billeder? Nej. Det er ikke et inviterende univers. Det er kulørt og karnevalesk og meget malerisk.

Det er bare billeder, men de er insisterende, og de er blevet bedre gennem årene. Det er befordrende, når han går op i skala og når han laver billedserier. Hvis vi skal tale om Næblerød, kan vi tale om dét. Om at drømme i farver om billeder, der løber løbsk.