På tærsklen til hinsidan

"Jeg kan godt have fornemmelsen af, at jeg kommer fra en tid og laver en ny eller en anden tid. Det spænd og forhold til fortiden prøver jeg at håndtere i min kunst."

Sådan starter samtalen med kunstneren Truls Melin i hans atelier på Frederiksberg. Man fornemmer, at der er noget på spil, og det mere end bekræfter den følgende time i Melins selskab.

Foran os ligger fotografier af hans værker fra de sidste 23 år, og uden for er vejret nærmest svensk – ligesom Truls Melins accent. Han er født i Malmö, men har været i Danmark siden optagelsen på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1979.

Herhjemme har man kunnet stifte bekendtskab med Melins værker på Overgaden i 1999 og Kunsthal Charlottenborgs Caspar David Friedrich-udstilling sidste år. Ellers er det primært fosterlandet hinsidan, der hylder ham.

Barn af POP
Truls Melins morfar var arkitekt og faderen, John Melin, var en kendt grafisk designer. Han lavede blandt andet kataloget til Andy Warhol-udstillingen på Moderna Museet i Stockholm i 1968. Hjemmefra blev Truls Melin præget af pop-kunsten og dens objekter, og her er der en sammenhæng med de objekter, han stadig bruger.

Men da han flyttede til Danmark i 1979, blev han mødt af professorer som Willy Ørskov og Hein Heinsen, der rettede hans blik tilbage i tiden til klassicismen og modernismen.

"For mig kommer klassicismen i kunsten altså efter pop-kunsten. Og det er det, jeg hele tiden forsøger at forene i min kunst," forklarer han og uddyber:

"Kunst er jo altid en kamp, og jeg gider ikke lave kunst, fordi det kan lade sig gøre. Så enkelt er det," siger han og reflektere lidt over sit tilhørsforhold til den danske kunstscene:

"Det, jeg har tilfælles med de skulptører, jeg gik med på akademiet, er nok, at vi ikke er udprægede avantgardekunstnere, men skulptører der har fundet værdierne i traditionen og forsøgt at bygge den om og skubbe til den, så godt vi kan."

Derfor er mange af Melins tidlige værker fra firserne til midt-halvfemserne sådanne forsøg på at udfordre skulpturen. Her er serien Skærm med stor terrier, tekande, diesel-tank (1991) helt markant og et godt eksempel på den undersøgelse, der foregik i Truls Melins værker.

Sandmanden
Sådan skulle det ikke fortsætte…
En af de kunstnere, som ufrivilligt kom til at betyde rigtig meget for Truls Melins kunst og fremtid, var den canadiske kunstner Stan Douglas. Han havde en udstilling i Berlin i 1995. Her så Melin videoværket Der Sandmann (1995).

Se Der Sandmann af Stan Douglas her.

"Det er et video-loop med to projektioner, hvor kameraet kører rundt og rundt og der fortælles en historie om en drengs fortrængte erindringer om ‘the sandman’ (figuren, der kommer om natten og sprøjter sand i øjnene på børn, der ikke vil sove). Og den her film blev jeg altså syg af. Jeg ved ikke, hvad der skete? Den udløste et eller andet, og jeg fik en psykose, der gjorde, at jeg efterfølgende var indlagt på Frederiksberg Hospital og var syg i næsten tre år."

Den film og efterfølgende sygdom forandrede hans liv.
"Jeg havde jo pludselig oplevet noget, som ikke bare kunne forklares. Jeg havde mødt en eller anden form for mystik, der blev en meget konkret del af mit liv," fortæller han.

Genopstandelsens kunst
Første indskydelse var, at han skulle holde op med at lave kunst. Men kunsten var en alt for stor del af hans liv.

"Men selv når jeg sad med en kop kaffe, fyldte kunsten mit hoved. Den erkendelse gjorde, at jeg tog en beslutning om, at jeg ville være kunstner. Igen. Og denne gang var det på en måde mere alvor for mig," siger Melin med gnist i stemmen.

Favntag med mystikken
Og det er primært denne Melin, som vi kender idag. Ikke en kunstner, der søger grænsen for skulpturen i sig selv, men en kunstner, der fylder skulpturen med et dystert og tvetydigt indhold, samtidig med at han forener det morbide med det humoristiske, det ubevidste med indsigten og mennesket med døden gennem favntag med det mystiske og skjulte.

Rendegraver (Mudderverk), 2000-2004, refererer til Der Sandmann og er Melins første forsøg på at håndtere de ting, der skete i den periode, hvor han var syg. Og det var bare begyndelsen.

Melins værker har lige siden, bag en nærmest tyst og monokrom overflade, indeholdt en mystik og leg med det hinsides eller fortrængte.

"Den her film og følgende sygdom har været den største inspirationskilde i mit liv. Der blev åbnet ind til en mystik omkring det at være menneske," forklarer han.

Kunstens leg med døden
Rendegraverens symbolik som den her forener med (opgravning af) det underbevidste gentager sig i andre motiver som kælderen, de lukkede rørsystemer og hele forholdet til barndommens forsimplede erindring.

I kælderen, i erindringen, i graven og i havets bund findes mørke og ting, man ikke kan se og måske har svært ved at håndtere. I kunsten kan Melin indgå i ordløs dialog med disse afkroge i sindet.

"Den eneste mulighed, jeg har, er mine skulpturer og det udtryk, jeg har i kunsten," erkender Melin.

En af de kunstnere, der for alvor kan håndtere livets mørke sider og det hinsides er filmskaberen Tim Burton. Han har inspireret Melin rigtig meget:

"Da jeg så hans film, tænk bare på film som Corpse Bride (2005) og Nightmare before Christmas (1993), forstod jeg, at han gør det, jeg hele tiden forsøger: At lege med døden."