At kuratere en udstilling fra et specifikt geografisk område har sine faldgruber. Den kan blive fortællingen om et sted, om en national identitet, frem for at de enkelte kunstværker træder frem i alle nuancer og kompleksitet.

Brittle Power på Kunsthal44 Møen viser dog hverken fortællingen om Bulgarien eller kommer med en definition af, hvad bulgarsk samtidskunst er. Derimod står en gruppe stærke værker af bulgarske kunstnere frem, der alle bevæger sig om den skrøbelige magt.

Et par kæmpestore afbrændte tændstikker står med hovederne lænet mod hinanden, som et skrøbeligt menneskepar efter en katastrofe. Matches hedder værket af Mariana Vassileva.
Det nederste af tændstikkerne er endnu ikke brændt; der er stadig noget at give af. Værket udtrykker, ligesom mange andre værker i denne udstilling, på én gang en skrøbelighed og et sammenbrud, men også en udfordring og et mulighedsrum; at noget kunne være anderledes.

Det gør udstillingen til en stærk og eftertænksom samfundskritik. Ikke af et givent samfund, men et indspark til de samfundsfortællinger, vi til daglig bevæger os rundt i. Og så iscenesætter udstillingen det altid relevante spørgsmål om periferi og centrum.

Værkerne på udstillingen spænder fra 2007, hvor Bulgarien trådte ind i EU, og op til i dag. I udstillingsteksten trækkes en parallel mellem kunstscenen i Bulgarien og Danmark. Begge er de lidt perifere, og der formuleres et ønske om at skabe en udveksling mellem denne nord- og sydsakse i Europa. Bulgarien var, som en del af Balkan, under kommunismen indtil 1989, fik siden en republikansk forfatning med parlamentarisk styreform i 1991 og trådte så i 2007 ind i EU.

Periferi er et begreb, der beror på fortolkning. Noget som kan flytte sig. Centrum kan sluge periferien, og periferien kan omstrukturere og skubbe til et centrum. Værkerne på denne udstilling både skubber og omstrukturerer, men udgør også et centrum i sig selv. Værkerne refererer ikke til et bestemt sted, og det er udstillingens kuratoriske styrke .

Skyggen af et flag

Det ser vi blandt andet i Pravdoliub Ivanovs videoværk Untitled (a flag), hvor skyggen af et flag blafrer hen over en plads. Vi kan hverken se flagets farver, dets geometri og symbolik. Det kunne være et hvilket som helst flag, fra et hvilket som helst sted, folk på pladsen træder ind over. Skyggen bliver selve flaget, men også fraværet af flaget. Dermed efterlades vi som beskuere med et spørgsmål om, hvad et flag er og gør – som territorial markering, som identitetsmarkør, som manifestation af tilhørsforhold og som symbolik. Værket kan også ses på Kunsthal44 Møens hjemmeside.

Et gennemgående tema er menneske og samfund og skrøbeligheden herimellem. Menneske og samfund både som et relationelt forhold og som noget givent; som noget vi lever i og som en struktur med ideologier og ismer. Udstillingens værker flirter med det utopiske – med forestillingen om samfundet som noget andet, end hvad det er – og kredser om de to ismer; socialisme og kapitalisme.

Forskellige boformer

To skarpe værker af Rada Boukova sætter de to ismer i spil. I How we live er hvide flamingoplader sat på væggen i et rektangulært grid, sådan som mange storbyer ville se ud oppefra.
How we might live rejser sig som en boligblok på gulvet skabt af håndstøbt glas af flasker fra det tidligere Sovjet. Et grønligt changerende vindue ind til noget andet. Det ene bygger ovenpå, det andet er opdelt i skarpe matrikler uden farve og forskel.

Glasset synes at rumme en nostalgi – at socialismen på trods af fejl og mangler havde kvaliteter, som gik tabt under den altopslugende kapitalisme. Og værket henleder opmærksomheden på det frugtbare i at genbruge og bygge noget nyt ud af det gamle og herved skabe nye muligheder.

Skulle jeg vælge boform og samfund, så er det ikke de ensligt hvide matrikelrektangler, men poesien i det grønne buede glas, jeg ville vælge. Glasset som både skuer tilbage til noget før og rækker ud over sig selv, mod drømmen og det utopiske. Værkerne er kuratorisk velplaceret mellem ude og inde på kunsthallens overdækkede ‘terasse’ med udsigt ud mod markerne og Bjørn Nørgaards faste installation Arkitektura Natura, som spiller med og imod Boukovas værker.

Utopiske løsninger for dystopiske byer

Også Luchezar Boyadjiev tager fat på byernes indretning i Cycle: Utopian Solutions for Dystopian Cities. De store byer og deres (stagnerede) fortællinger behandles i værker som Paris needs to reboot ( a new audience), New York City needs to rise (wake up) og Moscow needs a lift (to grow up).

I et fugleperpektivagtigt grid breder Boyadjiev byerne ud i tegninger med humoristiske indslag til en ny infrastruktur. Hermed indskrives et nyt mulighedsrum til steder, som måske synes at have fastlåst idéen om det utopiske. I Jerusalem needs to hover har den indre by revet sig løs og svæver over resten af byen som en alternativ, svævende deling af byen, der tilbyder et andet perspektiv end de nuværende delinger.

Nedko Solakov bearbejder på underfundig vis i en serie på 19 tegninger menneskets små og store illusioner. De får smilet frem, men rummer også denne melankolske alvor; at samfundet bare ikke rigtigt slår til. Den lille mand spørger fra toppen af vandfaldet, hvad der først dør, hvis han hopper: hans illusioner eller hans frygt? En anden tegning består af teksterne Socialism/communism will win and all people will win! og Capitalism will be happy when all people’ll become winners!. Illusionerne findes og vedbliver at findes – imens fortællingen om samfundet både er skrøbelig og stærk.

Et skrøbelige stillads for erindring

Også Pravdoliub Ivanovs store installation Disconnected memories møder én med en skrøbelighed. Stor, men ikke massiv, består installationen af krydsende lægter med påmonterede fotos på de afsavede ender. Fotos af mennesker, ting og steder. Menneskets erindring præsenteres her som en ikkesammenhængende fortælling uden begyndelse, midte og slutning, men som fragmenter af steder, ting og mennesker, som kædes sammen på kryds og tværs – ligesom samfundet, har jeg lyst til at tilføje. Mastodontisk skrøbelig står den midt i rummet og synes at kunne styrte sammen hvert øjeblik.

Kunstnerne, præsenteret i Brittle Power, bor, arbejder og udstiller på tværs af en international kunstscene – og heldigvis nu også i Danmark. Værkerne taler ikke fra en særlig bulgarsk, ‘perifer’ egn, men mere bredt om mennesket og samfundet og de fortællinger, der ligger indbygget heri.

Hermed handler udstillingen om forhold, enhver kan forholde sig til. Ikke om noget andet, men om os selv.