Marlon Wobst: New Paintings

8 okt 20217 nov 2021

En komplet tidevandscyklus tager cirka 24 timer og 50 minutter. Det betyder, at lav- og højvande begynder på et forskelligt tidspunkt hver dag. Forskellige faktorer påvirker på forskellig vis stærke strømme – indbyrdes forhold mellem måne, sol og klode er de vigtigste faktorer i undersøgelsen af fænomenet tidevand. Og selvom der næppe er noget, der er så sikkert som den evige tilbagevenden af ​​lav- og højvande, er de aldrig ens og altid til en vis grad uforudsigelige.

I de ni værker, Marlon Wobst viser på Galleri KANT, fremstår netop variationerne meget tydeligt. Som om de i deres form symboliserede de samme grundbetingelser, er alle malerierne af samme størrelse. Vi præsenteres for havets varierende stemninger: nogle gange er det nat og nogle gange er det dag, nogle gange uklart og mørkt, andre gange nærmest overblændet med lys og azurblå. Farven og dynamikken i havet – eller er det himlen? – synes aldrig det samme : her i uro og ubehageligt, dér glitrende turkis og roligt. I Wobsts malerier smelter rumlig dybde, over og under, og alle retninger sammen til en nærmest udefiner masse. Og alligevel aner man detaljer: et par både, en fiskestime, lyserøde skyer, en gammel cykel. Som i et overfyldt billede for børn hjælper kunstneren os ind til det væsentligste.

Uregelmæssige lag maling visse steder på lærredet peger på, at der her var elementer, som Wobst malede over. Således afslører kunstneren for beskuerne en del af sin malerproces og synliggør de fortløbne ændringer i maleriet. Han fremhæver hermed det, der var og viser fortid og nutid i eet maleri, som om det skete på samme tid.

Med en næsten undersøgende interesse spørger Marlon Wobst: Hvordan ser en svømmer ud nedefra? Eller fra siden? Hvordan viser man vægtløshed? Menneskene på lærredet forbliver anonyme, de ser ud til at synke ned i de enorme farvefelter. Man er som betragter ude af stand til at skelne et fast punkt – ganske som kroppene og deres lemmer på malerierne; de driver afsted. Derfor er det ikke overraskende, at det at se på Wobsts malerier fører til en vis tilstand af afslapning.

Gennem menneskelige indgreb som havne og moler kan virkningerne af tidevandet begrænses og til en vis grad kontrolleres. Wobsts værker formidler det modsatte af denne tilgang: TIDES er dokumentationen for noget, der er svært at begribe. Menneskene giver afkald på kontrol, de svømmer simpelthen med strømmen. Og selvom de flyder rundt formålsløst, er ingen helt fortabt. Kroppene er individuelle maleriske markeringer i et form for tilfældigt samspil. For et kort øjeblik kan det se ud som orden – indtil den næste bølge.
Kilde: KANT