Reuter Christiansens omfattende værkproduktion spænder fra film og performance til skulptur, installation og maleri. Fra værkerne, som involverer hendes engagement i den feministiske kvindebevægelse i Danmark i 1970’erne frem til hendes nyeste storskala-malerier, som bearbejder coronapandemiens mørke og ensomhed, forvandles indre konflikter til almengyldige fortællinger i Reuter Christiansens kontrastfyldte, symbolske og eventyrlige univers.

Reuter Christiansen blev født i 1943 i Trier i Tyskland. I 1969 blev hun uddannet fra kunstakademiet i Düsseldorf, hvor hun studerede under professor Joseph Beuys. Samme år bosatte hun sig i Askeby på Møn sammen med sin mand, den danske komponist Henning Christiansen (1932-2008). Da Reuter Christiansen kom til Danmark fik hun tilknytning til miljøet omkring Eks-skolen. Hun fik samtidig kontakt med den nye kvindebevægelse og spillede en væsentlig rolle i den tidlige feministiske kunst i Danmark.

Skarpretteren

Reuter Christiansens politiske engagement er indlejret i hendes værker fra 1970’erne, hvor de kvindelige kunstnere i øget grad var med til at præge og udvikle kunstscenen. Forandringen af og opgøret med de gængse kvinderoller ulmer i hendes filmværk Skarpretteren fra 1971, som markerer sig som et af Reuter Christiansens hovedværker fra den tid.

Her spiller hun selv hovedrollen i fortællingen om en kvinde, hvis liv må ofres for at et nyt kvindeliv kan opstå, frigjort fra de snærende historiske kvinderoller som mor, hustru og biprodukt til manden. Filmens univers er symbolfyldt og malerisk – vi følger kvindens vej, forfulgt af skarpretteren gennem valmuemarkernes blodrøde flor og den mørke skov til den uundgåelige henrettelse. ”Fat mod! Det næste store øjeblik i historien tilhører os” lyder det som afslutning – eller ny begyndelse – på historien.

Valmuen er et af de mange motiver, som går igen på tværs af tid i Reuter Christiansens værker. Mens valmue-serien fra 1970’erne knytter sig til Skarpretteren, har Reuter Christiansen genoptaget motivet i en serie af malerier fra 2018, hvor blomsterne, som kunstneren selv har udtrykt det, genopstår som en slags dødsmaskiner. Valmuen, som er en sart og skrøbelig blomst, næres af den ondskab, som har fundet sted på slagmarkerne, hvor den gror. For Reuter Christiansen bliver blomsten et billede på livets begyndelse og ophør, forgængelighed og transformation i hendes værker.

Tvetydige heltinder

Reuter Christiansens motiver optræder ligesom valmuen ofte ikonisk i skildringen af noget eviggyldigt. Ofte er udspringet kunstnerens eget liv, som synes at smelte sammen med den større fortælling i skildringen af kvindefigurer, som hører hjemme i virkeligheden, myter eller eventyr. I værket Leporello fra 2013 skildrer Reuter Christiansen en række fiktive og virkelige kvinder som idoler eller heltinder.

De kvindelige karakterer, hvoraf mange går igen gennem kunstnerens livsværk, er malet i naturlig størrelse på transparente akrylplader, som er hængslet sammen til et album, hvor figurerne kan betragtes fra begge sider i et udfoldet forløb. Kvinderne – heriblandt Ulrike Meinhof, Susanna i badet, Amazon-dronningen Penthesilea, en burkaklædt kvinde med sin søn, kunstneren selv, som ammer sin mand (et motiv, der optræder første gang i Skarpretteren) – står i kontrast til endimensionelle stereotype kvindeskildringer ved alle at være gengivet som tvetydige personligheder. Ulrike Meinhof er terrorist, men også frihedskæmper, amazonen Penthesilea er både kriminel og hævnerske, og kunstneren selv, portrætteret med sin mands hoved i sine hænder, er både morder og offer.

Malerier fra de mørke skove

Opgøret med sociale konstruktioner som køn og identitet er et centralt omdrejningspunkt ikke kun i Reuter Christiansens film- og installationsværker, men også i hendes malerier, hvor forholdet mellem kunstner og værk rummer et performativt aspekt i måden, hvorpå identitet genereres i selve den maleriske proces. Reuter Christiansen portrætterer ofte sig selv i sine malerier og indtager forskellige identiteter som historiske kvinder, mor eller kunstner. Tilgangen til lærredet er ofte kropslig, hvor olie, akryl, sand, metal, skidt, æg, fjer og grene påklistres, smøres, kradses og kastes på lærredet.

Blandt de nyeste malerier er storskala-serien Apocalyptic Landscape fra 2020-21, som Reuter Christiansen har malet under coronanedlukningen. Flere af malerierne fra denne serie kan i øjeblikket opleves på Den Frie, hvor Reuter Christiansen er aktuel med gruppeudstillingen Janaina Tschäpe & Ursula Reuter Christiansen. Das Unheimliche. Ligesom denne udstilling, er Reuter Christiansens værker ofte formet af den tyske forestillingsverden. Reuter Christiansen opvoksede i et krigshærget Tyskland og i årene 1964-65 før hun begyndte studierne på akademiet i Düsseldorf, studerede hun kunsthistorie og tysk litteratur på universitet i Marburg.

Ofte henvises beskueren til det tyske univers gennem Grimms eventyr, Freuds psykoanalyse og de mørke tyske skove i Reuter Christiansens værker. I Apocalyptic Landscape fra 2020 er henvisningen måske ikke eksplicit, men i mødet med det malede landskab i de sorte og giftige svovlgule nuancer, synes beskueren inddraget i et mørke, som er pandemiens ensomhed, men også dødens og krigens. Reuter Christiansens jævnaldrende maler- og landsfælle, Anselm Kiefer, har udtalt hvordan han mener, at ’intet landskab er uskyldigt’, og i Kiefers værker finder man altid en iboende skyld og smerte i jorden, hvor krigens ugerninger har fundet sted. I Reuter Christiansens apokalyptiske landskab skildres tabet af uskylden; menneskets paradisiske uskyld med slangen til venstre og mennesket som spøgelsesagtig, udvisket kontur til højre i billedet. Det omkringliggende landskab synes både at opløses og at males frem af mørket.

‘Das Unheimliche’

Det tyske begreb ‘das Unheimliche’, det uhyggelige, som ligger til grund for titlen på udstillingen på Den Frie, defineres af Freud som det fortrængtes genkomst – når noget trygt vender tilbage i ny, forvreden form. Udstillingen udforsker Reuter Christiansen og Tchäpes værker i relation til begrebet, men også i relation til det slægtskab, der eksisterer mellem de to. Et slægtskab, som helt konkret er funderet i professor-elev forholdet imellem dem. Reuter Christiansen var professor på kunstakademiet i Hamborg fra 1992-97, hvor Tschäpe studerede og fandt inspiration i én blandt få kvindelige undervisere. Arbejdet som professor fortsatte Reuter Christiansen efter tiden i Hamborg, da hun i 1997 blev den første kvindelige professor i malerkunst ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Her underviste hun indtil 2006.

Det er især maleriet, som Reuter Christiansen er vendt tilbage til de seneste år, og til efteråret i år udgives bogen Poppies Mutate into Bats. A 60-year Expanse of Paintings af Reuter Christiansens galleri SABSAY. Bogens fokus er Reuter Christiansens malerier og vil give indblik i hendes arbejde med mediet gennem hele hendes karriere fra 1960’erne frem til i dag. Det er første gang, at en udgivelse centrerer sig om Reuter Christiansens tilgang til maleriet, og bogen vil rumme et omfattende billedmateriale, som viser hendes samlede produktion af malerier gennem årtierne.

Se portfolio nedenfor.