Blomsten i kunsten
4 sep 20219 jan 2022

Anbefalet under Det skal du se! Uge 35.

Efterårets store udstilling på ARKEN fortæller historien om menneskers fascination af blomstens verden. Den undersøger, hvordan blomsten som motiv i kunsten spejler skiftende tiders verdensbilleder, natursyn og samfundsforhold – fra 1800-tallets voluminøse blomstermalerier til samtidskunstens økokritiske strømninger.

Emilia Bergmark: Nature Morte, 2019. Courtesy kunstneren. Foto David Stjernholm.

Blomster – vi indretter vores hjem med dem, bruger dem som budbringere for vores inderste følelser og finder heling i deres dufte og livskraft. Blomster har til alle tider fascineret mennesket og fundet vej ind i kunsten. Dette efterår indtager blomsterne ARKEN med udstillingen Blomsten i kunsten, som belyser de mange relationer mellem blomst og menneske, der er på færde i kunsten med værker af 52 internationale og danske kunstnere.

Museumsinspektør og kurator på udstillingen Dea Antonsen: ”Blomster har til alle tider været et centralt motiv i kunsthistorien, men netop I disse klimakritiske tider får blomsten ny relevans i takt med, at vi må gentænke vores relation til naturen. I udstillingens møde mellem ikoniske, historiske værker og den toneangivende samtidskunst opstår nye perspektiver på, hvordan vi mennesker ’forbruger’ blomster, iscenesætter os selv med blomster og former verden gennem vores relationer til blomster.”

Historiske rødder og fremtidsfrø

Som motiv i kunsten har blomsten haft flere storhedstider. Blandt andet i 1800-tallets sjælfulde skildringer af blomsters skønhed og grokraft, der var en del af en søgen efter at forstå naturens væsen og verdens sammenhæng. Blomstermotivet optræder på nye måder i kunsten i dag, hvor forskere advarer om biodiversitetskriser og de unge går på gaden for klimaet. Den romantiske forestilling om den uspolerede natur er gået tabt, og samtidskunstnerne gentænker relationerne mellem blomst og menneske med værker, der er fulde af sensibilitet, humor og kritik.

Fra Claude Monet til Melanie Bonajo

Udstillingen er i sig selv en mangfoldig buket af sanseoplevelser med mange og forskelligartede værker, der skildrer blomster i så forskellige medier som maleri, skulptur, fotografi, film og installation. Mødet mellem kunstnere som Odilon Redon, Claude Monet og Hilma af Klint og Melanie Bonajo, Tony Matelli og Petrit Halilaj & Alvaro Urbano skaber nye forbindelser mellem blomstermotivets historiske rødder og samtidskunstens kritiske dagsordener.

Kilde: ARKEN Museum for Moderne Kunst

ARKEN Museum for Moderne Kunst

Skovvej 100
2635 Ishøj

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Ons-søn 11-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 43540222

Del

'Blomsten i kunsten'

Facebook