Det skal du se! Uge 32

Det skal du se! Uge 32

Still fra Lotte Nielsens film, Letters from St. Petersburg, der vises i Nikolaj Kunsthal.

Mange er hjemme igen efter somerferien, og der lukkes nu op for godteposen med kunstudstillinger. Her er anbefalinger til udstillinger, der åbner lige om lidt.

KØS Museum for kunst i det offentlige rum
14 aug – 26 sep: Hummings: En udstilling i Køges byrum og landskaber
Pilotudgave af en tilbagevendende international udstilling for kunst i det offentlige rum. 25 kunstprojekter og events af kunstnere, forfattere og tænkere. Finder sted blandt ved Søndre Havn og Strand, Køge Marina og Tangmoseskoven.

Nikolaj Kunsthal
12 aug – 22 aug: Lotte Nielsen: Letters from St. Petersburg
I et poetisk og farvemættet billedsprog udfolder billedkunstner Lotte Nielsen et sanseligt portræt af en gruppe unge russere fra LGBTQ+-miljøerne omkring organisationen Coming Out i Skt. Petersborg. Rusland indførte i 2013 en lov, der gør det strafbart at bedrive homoseksuel ’propaganda’.

Overgaden. Institut for Samtidskunst
13 aug – 10 okt: Psychopathia Sexualis
Gruppeudstillingen med blandt andre Zoltan Ará, Nicholas Maxim Endlicher og Elmgreen & Dragset undersøger patologiseringen af køn, sex og seksualiteter ved at stille spørgsmålet: Hvor er den del af kunsthistorien, som omhandler HIV og AIDS?

Sven Dalsgaard: Uden titel, 1998. Fotobog med 15 sh foto og noter. Med på udstillingen Efterskrift på Randers Kunstmuseum.

Randers Kunstmuseum
14 aug – 14 sep: Sven Dalsgaard: Efterskrift
Fokus på Dalsgaards senere værker frem til hans død i 1999. I kraft af værker og dagbøger får vi et hudløst indblik i Dalsgaards kortlægning af den menneskelige forgængelighed – tidens gang, liv og død – der på en gang er subjektiv og dybt almenmenneskelig.

Kunstetagerne Hobro
14 aug – 13 nov: Erland Knudssøn Madsen: Fra Hansted Reservatet til Etna
Kunstneren præsenterer nye raderinger med inspiration fra henholdsvis Hansted Reservatet i Nationalpark Thy, som han har boet nabo til i 54 år, og vulkanen Etna på Sicilien, som han besøgte i 2019.

Galleri Lene Bilgrav
13 aug – 18 sep: Fie Norsker, Anna Samsøe og Lucie Payoux: Double, double, toil and trouble, Fire burn and cauldron bubble
Gruppeudstilling hvor Fie Norsker viser tegninger, Lucie Payoux maleri og Anna Samsøe skulpturer i porcelæn.

Del artiklen

'Det skal du se! Uge 32'

Facebook