Psychopathia Sexualis
13 aug 202110 okt 2021

Anbefalet under Det skal du se! uge 32.
Året 1981 spiller en central rolle i udstillingen. I 2021 er det 40 år siden, at homoseksualitet blev strøget fra listen over psykiske lidelser i Danmark*. Det er også 40 år siden, at US Center for Disease Control (CDC) i sin ugentlige rapport Morbidity and Mortality Weekly offentliggjorde en artikel omhandlende en sjælden lungesygdom fundet hos fem ellers raske homoseksuelle mænd i Los Angeles, den første officielle rapportering om, hvad der senere bliver kendt som AIDS (Acquired Immunodeficiency Syndrome).

Niels Nedergaard: Uden titel, ca.1975.

Udstillingsprojektet Psychopathia Sexualis tager afsæt i de to historiske hændelser fra 1981 og undersøger psykopatologiseringen af køn, sex og seksualiteter ved at stille det grundlæggende spørgsmål: Hvor er den del af den hjemlige kunsthistorie som omhandler HIV og AIDS?

Psychopathia Sexualis retter med det spørgsmål en særlig opmærksomhed mod den stadig pågående HIV/AIDS-pandemi og dens udgrænsede historier fra medie-Danmark til kunst-Danmark, fra kabaret til aktivisme.

Udstillingen Psychopathia Sexualis spreder sig i Overgadens søjlesal og indeholder et udvalg af medie- og kampagnemateriale fra 1980erne og 1990erne, plakater og objekter fra blandt andet Bøssehuset på Christiania samt kunstværker hvoraf fotografiske bevægelsesstudier af Niels Nedergaard (1944-1987) spiller en central rolle.

Den danske maler Maria Wæhrens skaber et nyt vægmaleri til udstillingen og en anden væg fyldes af plakater af den kenyansk-canadiske kunstner Brendan Fernandes, som spørger til medikamentet PrEP, der i pilleform fungerer som en forebyggende behandling mod HIV.

Desuden vises blandt andet Elmgreen & Dragsets glasurner Side Effects fremstillet i farver fra medicinalindustriens HIV-medicin; videoværket De Brune Pletter fra 1989 af Maria Thastum om skammen forbundet med AIDS-krisen; et nyt skulpturelt værk af Zoltan Ará; en tegning af Sidsel Meineche Hansen skabt af methylenblåt og en performance i Ørstedsparkens magiske offentlige rum af Cassie Augusta Jørgensen.

Endvidere præsenteres dokumentation fra performancekollektivet DUNST og et ikonisk værk af Nicholas Maxim Endlichers forbinder HIV- og AIDS-krisen med tv-kanalen MTVs popkulturelle fremkomst i 1981.

Deltagende kunstnere:

Zoltan Ará, Karim Boumjimar, Elmgreen & Dragset, Nicolas Maxim Endlicher, Brendan Fernandes, Sidsel Meineche Hansen, Katrine Dirckinck-Holmfeld, Cassie Augusta Jørgensen, Carlos Motta, Niels Nedergaard, Maria Thastum, Maria Wæhrens med flere.

Kilde: Overgaden

O—Overgaden

Overgaden Neden Vandet 17
1414 København K

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej
Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 13-18
Tors 13-20
Lør-søn 11-18

Gratis entré

Kontakt

+45 3257 7273

Del

'Psychopathia Sexualis'

Facebook