Hvem har ansvaret for de døde børn?

En politisk problemstilling
I Where is where? tager Ahtila udgangspunkt i den virkelige historie om to algeriske drenge, der – som reaktion på hvad der skete under den algeriske krig – slår deres franske kammerat ihjel.

Historien fortælles af en nutidig kvindelig europæisk poet, der martres over de fortidige hændelser. Gennem en psykologisk tidsrejse forsøger hun at forstå det – for vestlige øjne – meningsløse drab.

Tankerne ledes hen på terror, og de ulykkelige menneskelige konsekvenser, der følger med krig.

Det er svært at være uenig i Athilas politiske budskab, og man bliver heller ikke mindre enig med hende, når hun skruer op for følelserne med dokumentariske billeder af børnelig.

Psykologisk drama
Men der er meget mere at hente i Ahtilas film end forfærdelsen over døde børn.

Det er formen, der bærer historien, og via visuelle og auditive virkemidler giver filmen flere lag, der vikler sig om fortællingen om de algeriske drenge.

Den finske kunstner har sin styrke i evnen til at skildre menneskelige dramaer, og det er det, der har givet hende en fremtrædende plads på den internationale kunstscene.

De psykologiske lag gennemsyrer hendes fortællinger, og viser hvordan virkelighedsbilleder krakelerer for det enkelte individ.

Dette visualiserer hun igennem flerskærmsprojektioner og en smuk og stemningsfuld billedside, der brydes op af flyvende figurer og forvirrende vinkler.

På tidsrejse med Døden
Selvom udgangspunktet er den fransk/algeriske konflikt, er filmens egentlige omdrejningspunkt den kvindelige poets trængsler med at forstå hændelsen og finde et sted at placere ansvaret.

Det bevidste og ubevidste blandes sammen, når Poeten fører lange samtaler med Døden, tilkalder Djævlen og rejser gennem tiden.

Skildringen af hendes psykologiske kvaler giver beskueren fra vesten mulighed for at spejle sig i hende. Dette tilfører filmen et mere alment menneskeligt perspektiv, idet problemstillingen hermed bliver mere vedkommende.

Fragmenteret fortællerkunst
Ahtila arbejder i sine værker med flerskærmsinstallationer. Således er Where is where? også delt op i fire skærmbilleder, der giver mulighed for en anderledes og eksperimenterende historiefortælling.

Ahtila benytter sig af en bogstavelig sammenblanding af genre. Dokumentaren, dramaet og teaterforestillingen udspiller sig på en og samme tid i de fire skærmbilleder, for derefter pludselig at flette sig ind i hinanden fra skærm til skærm.

Særligt kommer formen til sin ret, når kunstneren lader en menneskejagt starte i Algeriets gader og fortsætte ind gennem poetens stuer.

Ved at de to tidszoner overlapper hinandens skærmbilleder, udfordres beskuerens opfattelse af handlingens tid og sted. Og med ét bliver drengenes historie aktuel.

Stof til eftertanke for en vesterlænding
Det er den fragmenterede form og skildringen af den menneskelige psykologi, der hæver filmen op over det politiske budskab.

De mange lag i Ahtilas fortælling lægger op til diskussion. Hvordan skal man som vesterlænding forholde sig til krige, der foregår i en fjern del af verden?

Skønt Ahtila ikke siger noget nyt, giver hun beskueren stof til refleksion.