Er du klar til at give slip?

Er vores kriser et spørgsmål om attitude? Det er faktisk det grundlæggende spørgsmål, som den webbaserede tv-serie Are You Ready? af norske Gitte Sætre og danske Frans Jacobi rejser. Seriens syv episoder – alle udgivet ved de seneste syv fuldmåner – beskriver en proces fra to kunstneres forholdsvis private, lokale og kunstneriske synsvinkel om verdenens tilstand, der udfordres, overvåges og gradvist forløses gennem mødet med en lige så forvildet pind, The Living Unliving Surveillance Poet.

Denne poet fra Ludwig Wittgensteins refugium i en norsk fjord skal forståes som en tærskelfigur, måske en trickster, der er landet midt i vores eksistens for at møde vores besynderligt destruktive natur og komplekse kultur og sind på ny.

Jean Fisher skrev i 2001 en fantastisk tekst om kunstneren som ‘trickster’, Storying Art (The Everyday Life of Tricky Practices) i Art Criticism 16, med denne opsummering:

1) “Tricksteren er helt igennem amoralsk i sine handlinger og ytringer, og henter sin drivkraft fra de nederste drifter i bevidstheden, der knytter sig til appetitten, begæret og latteren. Ved den form for uciviliseret handlen udfordrer tricksteren, hvad vi helt fundamentalt forstår som etik i sociale og kreative sammenhænge.”

2) “Tricksteren fungerer lig traditionen som en mediator mellem den menneskelige og guddommelige sfære og en oversætter mellem forskellige tanke- og sprogsystemer. Ved således at italesætte ‘andethed’, udfordrer tricksteren systemernes sammenhæng og lovmæssighed – ved at indbyde det ekskluderede eller afviste udfordrer den vores helt grundlæggende evne og vilje til at håndtere andethed.”

Denne beskrivelse passer glimrende på vores poet-pind, men også på seriens grundlæggende agenda og mange af de figurer, der optræder i Are You Ready?, der om noget handler om at bryde vaner og strukturer for at genforbinde systemer, der er blevet afmonteret af vores kulturelle, sociale og økonimske uligheds-strukturer, der netop er fostret af idéer om andethed.
Serien og dens rammesætning giver et indtryk af en akut og kritisk situation, som vi skal gøre os beredte til at møde i fællesskab, men ‘you’ er i store træk Gitte Sætre og Frans Jacobi. Det er i hvert fald de ret private personer med deres særlige træk og tilbøjeligheder, der står for skud og analyseres kritisk. Det er der noget sympatisk men også indsnævrende ved. Og målet er vel større?

Vores kære pind, The Living Unliving Surveillance Poet, drager godt nok også ud i verden for at finde svar, primært blandt mere obskure, spirituelle og kreative figurer, og diagnosen er lidt groft skitseret, at vi farer i blinde, udvinder og udnytter, forbruger og forulemper, imens vi ikke forstår dybden af det, der foregår. Vi er “rootles cosmopolitans” uden grounding, som er spundet ind i en rod- og kærlighedsløs eksistens. Efter et besøg på Kunstakademiet i en søgen efter kritisk tænkning, må vores poet lade sig spise af med en abstrakt dans.

Episoderne i denne “geo-body storytelling” tæller en lang række indslag fra tænkere, kunstnere og åndelige figurer, der på forskellig vis søger svar på livets gåder og verdenens krisetilstande. Ved dels at lade seriens hovedperson være en pind og blotlægge de to kunstnere som vildfarne og tvivlende aktører, der må finde en vej ind i naturens bæredygtige systemer ved at fralægge sig selvets begrænsninger, slår serien en dagsorden fast, der gør op med ego-systemer til fordel for øko-systemer. Og det er argumentet om menneskets forbundethed (eller connectedness, som man siger for tiden) til verden og naturen uden for selvet, der leder os fra start til slut. En relationalitet, der ikke lader sig begrænse til mennesker, men rækker ned og ud i naturens bevægelser, cykli og transformationer. Vi kan vel betragte denne bevægelse som et forsøg på at personlig- og kropsliggøre geo-politikken – forbinde mennesket med dets indre og ydre verden.

“Den dag, vi begynder at fortælle vores egen dybe historie, kan vi måske begynde at forstå den verden, vi er en del af – en verden af forbindelser og inter-relationer. En verden hvor klimaet former skoven, og skoven former klimaet. En verden hvor vi er både årsag og konsekvens. At se os selv i verden, er som at se ind i et kaleidoskop af skiftende roller, paradokser og kontraster mellem modstandsdygtighed og sårbarhed, mellem ritualistisk gentagelse og uoprettelig forandring. Igennem kaleidoskopet kan du ane forbindelserne mellem havets duft, bjergets form og hjertets rytme – der slår.” Så smukt forklares den tilstand vi må erkende af biologen Bjarte Hannisdal i episode 4. I mine øjne seriens smukkeste og mest klart opbyggelige tekstpassage.

Vore anti-helte, Gitte og Frans, må gå meget igennem, lige fra indledningens smertelige erkendelser om ens egen rolle og blinde privilegier, gennem pandemiens isolerende og udkrystalliserende tilstande til en accept af at vi ikke kan og skal tro at vi er hævet over noget som helst – slet ikke naturen, der har måttet tåle vores almægtige, blinde og decideret ukloge udnyttelse siden opfindelsen af ild. Det er kort sagt, noget af en bagage vore to lidelsesfæller løber rundt med, og der er god grund til at tvivle på udsigterne. Det er klart. Til gengæld er det ganske god underholdning, hvilket fører os frem til manifestet bag serien, som introducerer begrebet Climate Futurism:

1. Climate Futurism is an optimistic proposal to save our planet.
2. Climate Futurism is decolonizing the human mind.
3. Climate Futurism is goodbye to crisis and war.
4. Climate Futurism is a bureaucracy of kindness.
5. Climate Futurism is the end of all capitalisms.
6. Climate Futurism is a just transition.
7. Climate Futurism is seriously fun.
8. Climate Futurism is confronting one’s own blind spots.
9. Climate Futurism is breathing, speaking and living free of censorship.
10. Climate Futurism is geo-political care.

Der er noget super bedaget ved at skrive et manifest – også blot set i lyset af de utallige avantgarder, der på almægtig vis mente, at de havde et forkromet svar. Og hvor var det lige disse manifester førte os? Samtidig er klima-futurismen heller ikke en konkret kunstnerisk dagsorden i selve serien og fremstår egentlig temmelig højstemt og påklistret, også fordi vi ikke ser en praksis udfoldet i serien. Der er snarere tale om en bevægelse mod en frisætning af sindet ved at bryde normer, praktisere en grænseløs kærlighed (“love extended”), afvikle forbrugsfesten (“stop following the money”) og aflægge vores historiske lænker ved at aktivere en dybere tidsopfattelse (“deep time”).

Det synes som en ny spiritualitet skal redde os i mødet med den anden/det andet, en “instant reincarnation”, der aflærer os vore strukturelle mekanismer. Dén igangsættende rolle indtager særligt aktivist, poet og professor CAConrad, der tager vores egentlig ikke særlig poetiske Surveillance Poet på lidt af en druktur, hvor de ender i kanen, og senere – da pinden må en tur på operationsbordet – hospitalsklovnen, der citerer Rainer Maria Rilke og postulerer at vi som menneskehed “er meget bedre tjent uden vores individuelle og kollektive erindring. Tænk bare på racismen, og hvordan den har programmeret os og skabt adskillelse og konkurrence. Hvorfor ikke bruge tiden på at fokusere på noget som for eksempel glæde? Hvorfor ikke stole på livets konstante evne til at flyde, tilpasse og forme sig selv? Hvad er overhovedet virkeligt?”

Jordforbindelsen er forsvindende, kunsten for de privilegerede få, privilegierne blinde, historien slettet, reinkarnationen den eneste vej og tågerne lægger sig tykt i seriens finale, hvor enderne synes at skride længere fra hinanden, imens klovne eller trickster-figurer indtager skærmen med et grin.

Jean Fishers trickster, som nævnt i indledningen her, er netop et forsøg på at koble kunsten med et socio-politisk engagement, der dykker ned i det postkoloniale og kulturelt udsatte som en modstands-æstetik (“Aesthetics of Resistance”, som meget sigende også er titlen på Jacobis Phd-projekt og udgivelse fra 2018, der undersøgte aktivismens og modstandens former). Denne modstands-kunst vil i sin ageren og praksis overskride og afmontere strukturelle og voldelige systemer til fordel for nye socialiteter, identiteter og fællesskaber.

Jeg tror ikke det er helt forkert, at jeg som seer af Are You Ready? ender her, med tricksteren og en følelse af at være skuffet (Hvad for en STOR transition? Hvad for en GOLDEN Repair?) og føle sig skubbet rundt af både en pind med forvrænget stemme og en serie der er mere afmontering end aktivering, mere underholdning end løsning. Jo mere jeg tænker over det, jo mere synes den egentlige pointe med serien at være frigørelsen i sig selv. En kollektiv frigørelse, der er fri, fordi den forstår sin årsag og konsekvens, sin modstandsdygtighed og sårbarhed, som Bjarte Hannidal sagde. Og hvis jeg ligesom de mange adspurgte folk på alverdens gader, der indgår i seriens outro, blev spurgt om jeg var klar til den kollektive frigørelse, ville mit svar også være: Yes!