Julie Edel Hardenberg: “Som kunstner bidrager jeg til en samtale, som belyser det postkoloniale menneske”

Du har flerkulturel baggrund. Hvilken betydning har det i dit kunstneriske arbejde?
Som barn af en dansk mand og en grønlandsk kvinde, og dertil efterkommer af både grønlandske Inuit og danske missionærer, er min identitet og historie præget af 300 års kolonisering af Grønland.

Det har igennem min opvækst affødt en ambivalens og en slags ‘skizofren’ tilstand, præget af et miljø af køns- og kulturkampe og modsatrettede paradigmer. Som kunstner og menneske bærer jeg på menneskelig erfaring, som kan bidrage til en bredere diskurs, særligt igennem kunsten.

Hvordan ser du på forholdet mellem Danmark og Grønland?
Jeg er et produkt af en tid efter 1953, hvor Grønlands nye status som dansk amt fik unge danske mænd i hobetal til at valfarte til Grønland for at være med til at udvikle det grønlandske samfund.

De indtog det nye arbejdsmarked og overtog efterfølgende ledende positioner i samfundet, som var med til at organiserede en ny parallel virkelighed/struktur i Grønland efter dansk model. Det gjorde dem attraktive for de lokale grønlandske kvinder, som mere eller mindre bevidst blev draget af det sociale løft, det indebar at date og etablere en familie med en dansk mand. Det betød for manges vedkommende et, mere eller mindre bevidst, fravalg af den grønlandske mand og dertil deres eget sprog, kultur og familie.

Jeg har altid følt mig fremmedgjort i eget land, for som borger i Grønland bliver man født ind en samfundsstruktur, som er kopieret efter det danske system. Det betyder, at mange borgere, som ikke har rod i det danske, føler sig fremmedgjort i eget land i forsøget på at passe ind i det danske tankesæt, sprog og kultur.

Hvad synes du kunst ‘kan’ i forhold til aktuelle debatter om ‘identitet’ og ‘det postkoloniale’?
I 2006 deltog jeg som kunstner i det nordiske udstillingsprojekt Rethinking Nordic Colonialism, iværksat af kuratorgruppen Kuratorisk Aktion. Det var året efter, at jeg havde afleveret mit kandidatspeciale på Det Kongelige Danske Kunstakademi med titlen Etnoæstetisk Spændetrøje, materialiseret med et værk i form af en spændetrøje bestående af det danske flag på den ene side og det grønlandske flag på den anden side. Min deltagelse i Rethinking Nordic Colonialism blev et vendepunkt i mit liv, som vendte op og ned på det dansk-grønlandske verdensbillede, som jeg igennem hele mit liv havde tilpasset mig.

Efterfølgende gennemgik jeg og min familie en mental afkoloniseringsproces og et paradigmeskift, som ændrede vores liv, særligt da vores datter på 5 år gav udtrykt for, at hun opfattede det danske sprog som det inuitiske/grønlandske sprog. Vi fandt ud af, at det var fordi, det var det sprog, som blev benyttet mest i børnehaven, derhjemme og ude. Det inuitiske/grønlandske sprog havde hun opfattet som et fremmedsprog.

Det gjorde, at jeg igangsatte et kunstprojekt Ikioqatigiilluta (ved at hjælpes ad), hvor jeg igennem et halvt år i 2008/09 udelukkende talte grønlandsk. Projektet var et sprogligt, psykologisk og kulturelt eksperiment, hvor jeg ville efterprøve styrken af de postkoloniale effekter med udgangspunkt i tanken: Hvad sker der, hvis jeg beslutter mig for udelukkende at klare mig med mit modersmål kalaallisut/grønlandsk, i Grønlands hovedstad Nuuk?

Igennem 6 måneder observerede og nedskrev jeg mine refleksioner og blev igennem processen opmærksom på de sproglige, sociokulturelle og kognitive effekter, der er ved udelukkende at tale mit grønlandske modersmål i min hjemby Nuuk. Under processen fik jeg større bevidsthed om de udfordringer, der eksisterer i den dansk- grønlandske relation – ikke mindst de økonomiske og sociale afhængighedsforhold, der eksisterer imellem de to lande.

Trods de enkle principper i et projekt, som måske kan forekomme uproblematisk, viste det sig, at jeg blev konfronteret med mange forskellige holdninger omkring sprog og kultur, og jeg fik et tydeligt indblik i de intense spændinger, der kan være imellem dem.

Jeg blev desuden opmærksom på de eksisterende strukturelle (koloniale) mekanismer, folk udfordres med – udfordringer udsprunget af Grønlands tidligere status som dansk koloni, og hvordan det indvirker på grønlænderens selvforståelse; fanget i en delt identitet, mellem magt og afmagt.

Jeg blev bevidst om, at udøvelse af strukturel racisme og ”whitewashing” er udbredt i Grønland. Det betyder, at mange grønlandske borgere er ekstra påpasselige med at ytre deres holdninger og meninger vedrørende Grønland-Danmark relationen, særligt blandt danskere.

Det er en almen opfattelse, at det kan have en indvirkning på folks karriere, hvor de fleste ledelser og ansættelsesudvalg på arbejdsmarkedet består af danskere og dansksprogede grønlændere – mange uden sproglig/kulturel (kalaallisut) tilknytning til resten af samfundet. I medieverdenen er det også udbredt – med danske redaktører, som har danske journalister ansat – nogle bosiddende i DK, ligeledes uden sproglig/kulturel (kalaallisut) tilknytning til samfundet. Det har gjort mig samfundsengageret og nysgerrig på det postkoloniale aspekt, som er tydeligt i mit kunstnerskab.

I sidste ende skabte projektet Ikioqatigiilluta (ved at hjælpes ad) opmærksomhed og resulterede i, at man i 2009 fik indført en sproglov, som påbyder arbejdspladser med mere end 10 ansatte at udforme en sprogpolitik.

Det Grønlandske Selvstyre etablerede i 2013 en forsoningskommission, som havde til formål at skabe en diskurs omkring Grønlands koloniale historie internt i det grønlandske samfund i perioden 2013-17.

I den forbindelse fik jeg til opgave at udforme debatskabende værker, hvor jeg blandt andet brugte det danske og grønlandske flag som symboler. Det fremprovokerede skjulte koloniale kræfter i både Grønland og Danmark, som i forsøget på at nedtone debatten fik mobiliseret en modreaktion af nye stemmer i samfundet, godt hjulpet af Black Lives Matter og MeToo-bevægelsen i de senere år.

Det har åbnet op for den postkoloniale diskurs og styrket den frie tanke og den kritiske røst, hvilket tydeliggøres igennem kunsten og aktivismen. Særligt i en tid hvor kunst/kulturinstitutionerne nedtoner den nødvendige diskurs.

Opfatter du dig selv som en politisk kunstner?
Som billedkunstner arbejder jeg med at materialisere min kunstneriske undersøgelse af den koloniale arv og erindring. Ofte er jeg i dialog med andre oprindelige folk verden over – hvis historier og erfaringer giver adgang til ny viden og perspektiv omkring samtidens postkoloniale samfund. Mange kontinenter bærer på menneskelige erfaringer, som er præget af gamle koloniale magtstrukturer.

Det afføder nye politiske bevægelser, som medfører samfundsmæssige ændringer. I den forbindelse er det mærkbart, hvorledes kunstnere og kulturaktører revitaliserer nye kræfter i det grønlandske kulturliv/samfund – blandt andet ved at genindføre brugen af inuit tatovering, skabe debat via de sociale medier, etablere underskriftsindsamling om flytning af statuen af den dansk-norske missionær Hans Egede i Grønland.

I den henseende bidrager jeg som kunstner til en diskurs, som belyser det postkoloniale menneske og samfund, særligt når de grønlandske medier og kunst- og kulturinstitutioner nedtoner den kritiske røst, som kunsten bidrager med.