Da Sergej Jensen (f. 1973) var ti år gammel, flyttede han med sin danske mor til Tyskland, og efter at have eksperimenteret nogle år med punkmusik blev han uddannet som billedkunstner fra Städelschule i Frankfurt.

Nu udstiller han en suite af nye, blå malerier på sin anden soloudstilling i Avlskarl Gallery. Billederne akkompagneres af hans egne kompositioner, der fungerer som en art lydskulpturer i rummet.

Det er fem meget enkle sange i popstil. De kredser først og fremmest om den vanskelige kærlighed. Sergej Jensen synger selv – og på dansk – med en messende, mørk stemme. Her er nogle tekststumper: ”Du er en syg vampyr, et skrøbeligt dyr,” ”du tror stadigvæk på, at jeg er din ven,” ”hænderne ryster, når jeg mister dig” … Det fremgår også, at armene er for korte til, at de elskende kan nå hinanden. Det er en art blues – sørgesange – der akkompagnerer udstillingens blå billeder.

Sergej Jensens nye oliemalerier er udelukkende variationer i blåt. Nogle af dem kan minde om Mark Rothkos malerier, der består af to forskelligfarvede billedfelter, der interagerer med hinanden, mens andre har et mere organisk motiv, hvor kunstneren synes at have sat mikroskop til de indre organer. Men alt er blåt.

Og så maler han på pengesække, som han har syet sammen. Sammensyningerne er tydelige, da de udgør en slags grid, der inddeler fladen i felter. Der ligger selvfølgelig en kritik i brugen af disse pengesække. En kritik, der retter sig imod det finansielle system og kapitalismen, som er altdominerende i den globaliserede verden, og som også er dominerende på kunstmarkedet, hvor der spekuleres i kunst som aldrig før.

Sergej Jensen udstiller mest i udlandet og er repræsenteret på blandt andet Tate i London og MoMA i New York, men i 2014 optrådte han solo for første gang hos Avlskarl Galleri, og i 2016 havde han en soloudstilling i X-rummet på Statens Museum for Kunst.

I 2010 blev han nomineret til Carnegie Art Award. Her viste han to overraskende nye værker med figurative og fortællende motiver foruden nogle af sine typiske nørdede ikke-malerier, hvor han syer forskellige tekstiler sammen uden at male på dem. Det er han vendt tilbage til nu, om end han nu også maler motiver på dem.
Sergej Jensen. Avlskarl Gallery. Til 2. juli.

Sig det med levende lys

Jeppe Hein (f. 1974) viser pt. en udstilling, hvis omdrejningspunkt er levende lys. Her i Norden er vi ret vilde med at bruge levende lys, især om vinteren. Ved juletid pynter vi op med stearinlys både i hjemmet og på juletræet. I den katolske verden er denne skik nærmest ikke-eksisterende, bortset fra i kirkerne, hvor man tænder lys for de døde.

Levende lys har altid været en spændende og også vanskelig udfordring i malerkunsten. Vi kender motivet langt tilbage i kunsthistorien fra de gamle hollandske genremalere over den franske maler Georges de la Tour, ikke at forglemme Hammershøi og i vores tid Gerhard Richter, Preben Fjederholt og Olafur Eliasson.
Et tændt stearinlys symboliserer bl.a. sjælen. Det er et stærkt symbol. Når et menneske ligger for døden, og lyset går ud, mener mange, at det et tegn på, at sjælen har forladt den dødes legeme.

Udstillingstitlen Your Light is the Light in Me er en ode til den Anden: At vi er hinandens lys som sociale og elskende væsener. Modsætningen er mørket. Og sjælens mørke er at leve et liv i ensomhed og uden kærlighed.

I udstillingen hænger tre fascinerende spejlværker med form som rombe, cirkel og kvadrat. De bærer henholdsvis titlerne Your Innner Glow, With or Without You og In the Circle of Light.
Et øjeblik tror man måske, at der er tale om en filmoptagelse af et tændt stearinlys på en skærm, indtil det går op for en, at det er et virkeligt levende lys, der blafrer bag det mørkt tonede glas. Det er bevægende. En stille andagt stemning breder sig nu.

Den befæstes yderligere længere inde i udstillingen, hvor man selv kan støbe et lys, som man tænder og sætter i en sandbunke midt i galleriets store sal. Man folder uvilkårligt hænderne og trækker vejret dybt ind under denne seance.

Det er faktisk også det, udstillingen handler om: At vi alle trækker vejret og ånder den samme luft. Væggene, der er malet med brede, blå striber, er en udløber af Heins ugelange publikumsinddragende værk Breathe with me (2019) i Central Park i New York, hvor folk blev inviteret til at male en lang blå streg med en pensel, hver gang de åndede ud. Et tema, som også performancekunstneren Sophie Dupont (f. 1975) har arbejdet intensivt med i mange år.

Det er en rørende og højst seværdig udstilling i en tid, hvor mange har haft og stadig har vanskeligt ved at finde lys i mørket og trække vejret ordentligt.
Jeppe Hein: Your Light is the Light in Me. Galleri Nicolai Wallner. Til 19. juni.

Horror, uhygge og en antropocæn dagsorden?

Maria Rubinke (f. 1985) er aktuel med en række nye bronze- og porcelænsskulpturer. Her har den dygtige modellør virkelig skruet op for skalaerne. En tre meter høj isbjørn, der bliver angrebet af små sangfugle, som har hakket en del af dens pels af for at bygge rede i den, optræder på udstillingen foruden et enormt, tonstungt bronzerelief, der fylder en væg, og mange andre værker.

Detaljerne er rige i disse skulpturer, der synes sprunget direkte ud af nogle af de mest spooky eventyr fra Wilhelm Busch til Brødrene Grimm. En række mindre, hvide porcelænsskulpturer af harer understreger livets allerblodigste realiteter. De har bloddryppende sår, fordi de har lemlæstet sig selv eller hinanden. Det er virkelig slemme sager. Denne artikels forfatter kan ikke rigtig klare at se på dem.

Det er too much of a good thing – som man siger på engelsk – og for lidt, der overlades til betragterens fantasi. Jo, måske med lidt god vilje, hvis vi oplever værkerne som metaforer for den altoverskyggende naturødelæggelse, vi oplever i denne antropocæne æra, hvor man ikke kan dreje hovedet uden at opleve menneskets destruktive aftryk på naturen.

Er det naturen, der endelig tager hævn over mennesket, når små piger forsvinder ind i fæle skrubtudsers gab, eller når en fisk næsten er færdig med at æde en anden lille pige? Måske er der en dybere mening med det, også når en lille bronzeskulptur af en pige, der hiver så hårdt i sine fletninger, at skilningen åbenbarer hendes hjerne? Hos nogle kan dette horrorunivers måske kalde latteren frem, men ikke hos denne anmelder.

Det er et perverst univers, som Rubinke har skabt. Men spørgsmålet er, om vi bliver klogere af at opleve det, eller om det blot er makaber underholdning?
Maria Rubinke: Ever. Martin Asbæk Gallery. Til 26. Juni.