Næste år fejrer Ringsted Galleriet 40-års jubilæum. Mange dagsordensættende udstillinger har fundet sted i den tidligere lagerbygning i Ringsted, der ellers ikke har markeret sig nævneværdigt som kulturby.

I modsætning til de nærtliggende syd- og vestsjællandske byer, Næstved med kunsthallen Rønnebæksholm og Sorø med det fine kunstmuseum og nu også Korsør med kunsthallen Kongegården, så har Ringsted ingen offentligt støttede kunstinstitutioner – lige bortset fra Ringsted Galleriet, der pt. ledes af billedkunstnerne Heidi Hove og Morten K. Jacobsen på frivillig basis. Stedet er en hel lille kunst-ø, hvor skole- og gymnasieelever kan lære om kunsten, men også de almindelige lokale kan her få sig byens eneste kunstfix.

I hele 2021 kan man opleve projektet Sammenstød med seks ambitiøse udstillinger, hvor nogle af dansk samtidskunsts ypperste navne deltager. Det har været et meget stort organiseringsarbejde, så det er glædeligt, at kuratorerne i planlægningsfasen har fået megen lokal og kommunal opbakning og også har følt en markant velvilje fra fondene. Pandemien var det benspænd, som fik galleriet til at åbne sig mod Ringsted by. Også sites et godt stykke udenfor byen indgår, hvorfor rundturen gøres bedst på cykel eller i bil.

Konceptet er inspireret af decennalen Skulptur Projekte Münster, som siden 1977 har eksisteret som en spydspidsudstilling for kunst i det offentlige rum med deltagelse af nogle af verdens mest markante billedhuggere og konceptkunstnere i den tyske by, som ligger i delstaten Nordrhein-Westfalen. Skulpturudstillingen er kendt af mange, fordi de ser den i forbindelse med documenta i Kassel.

Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og et benspænd kan kickstarte nye og andre udstillingstiltag og -formater. Forårets tre Sammenstød-udstillinger er kurateret af Morten K. Jacobsen og Jonas Kjeldgaard Sørensen, mens efterårsprogrammet kurateres af Heidi Hove og Jens Axel Beck.

Man har indrettet en såkaldt Formidlingscentral i galleriet. Her bliver publikum klædt på til at møde kunsten derude. 26 Europapaller ligger spredt rundt i den forhenværende lagerbygning, hvoraf den første halvdel er indtaget af de kunstnere, som allerede har deltaget. Dermed betones lager-konteksten. Titlen adresserer det sammenstød, som finder sted, når mange forskellige kunstneriske fortællinger, materialer, koncepter og medier støder sammen med hverdagens prosaiske rum.

På kunstvandring i byrummet

Således rustet bevæger man sig ud i byen. Dog er udstillingens første værk installeret lige uden for bygningen. Den unge, norske billedkunstner Lydia Hauge Sølvbergs (f. 1989) værk blir veldig fort sliten i hendene henviser til de kastanjeblade, som hun har modelleret i beton, så de danner et relief på en af siderne af en minimalistisk formet, lettere skævvredet betonkasse. Faktisk ligner kastanjebladene store grønne hænder, som vinker til os, når vinden tager fat i dem.

På jorden ligger nogle håndmodellerede betonbeslag, der skal illudere, at man kan sætte sejl til kassen, når der kommer god vind, men det er ikke noget, som giver sig selv. Det må man læse sig til, hvilket er en svaghed. Det poetiske værk, der er en form for fysisk tegning i rummet, er undtagelsesvis installeret ved galleriet, eftersom det blev beskadiget – hærværk? – da det var installeret i byrummet.

Nanna Debois Buhl (f. 1975) fortsætter sin spændende dialog mellem kunsthåndværk og avanceret teknologi i værket Sunrise Patterns, som kan opleves gennem vinduet på en nedlagt tatovørbutik på Nørretorv 22. En mængde forretninger er lukket i Ringsted i de senere år. Det gælder generelt for mange provinsbyer, at livet suges ud af dem på grund af de store og åndløse indkøbscentre, der efterlader byernes tidligere så livlige centrum som ghost-town-kulisser.

Debois Buhl har i sit fascinerende værk taget udgangspunkt i et gammelt vævemønster fra 1800-tallet, der kaldes Sunrise. Dets mindste bestanddele, som man kalder rapporten, har hun muteret ved at ændre rytmen, når hun træder på vævens pedaler.

Disse mutationer har hun bragt over i en algoritme, der ændrer både mønster og farve på en monitor ved siden af de to tekstiler, der hænger ned fra loftet som vævede bannere. Det ældre håndværk møder her cybertidens mønstringer og koder.

Svenske Maria Meinilds (f. 1984) video The Great Game of Power er næsten usynlig. Den kan opleves i Tinggade 9 på facaden til byens nu nedlagte kino, som Sammenstød har fået til at ”spille” lidt igen: Dels lyser biografens gamle, orange neonskilt atter, dels har man bygget en stor, sort glaskasse, der i stedet for at vise reklamer for de aktuelle film, viser hendes video, som kan ses i en lille rund glasrude, der minder om en dørspion.

I videoen har hun instrueret fire politibetjente i at placere nogle stole, således at en af dem får en mere magtfuld position end de øvrige. Det er absurd morsomt. Meinild har hentet inspiration hos den brasilianske teaterinstruktør og aktivist Augusto Boals arbejde fra 1970’erne med De undertryktes Teater. Det lille koreograferede teater virker som et peep-show, og værket sender signaler om både at overvåge og at blive overvåget.

Rhizomeudstilling

Nogle kilometer udenfor byen på Haslevej 174 finder vi den tysk-polske billedkunstner Nina Nowaks (f. 1984) værk MMAB Meet me at the Beach, der er installeret i en kæmpestor, tom og rå lade på en gård. Hendes skrøbelige, hvide silketryk hænger ned som bannere fra loftet og spiller op til den rustikke virkelighed, der omgiver dem. De gyldenbrune såkaldte puff-ink-vævninger rejser sig blødt op fra silken.

De udgør en billedfortælling, der som en tegneserie beretter om et bjerg, i hvis indre mennesket har dyrket minedrift i århundreder. Efterhånden, som mennesket har fjernet tonsvis af bjergets indre, har de skabt et sindrigt tunnelsystem. De dekorative og flygtige motiver bærer derfor på en vigtig fortælling om menneskets rovdrift på naturressourcerne.

Materialets skrøbelighed indikerer, at selv et så solidt, bestandigt og massivt naturfænomen som et bjerg har en skrøbelighedens grænse.

Netop nu udstiller kunstneren desuden solo i Galleri Susanne Ottesen, hvor hun udfolder temaet yderligere i flere formater og medier.

Endelig viser ”veteranen”, den utrættelige koncept- og installationskunstner Jørgen Fog, (f. 1959) et værk i Høm Mølle ved Ringsted Å. Det er designet til – og tager samtidig afsæt i – stedets ånd og funktionalitet på en både poetisk og samtidsrelevant måde.

Titlen er Strømningsrepositoriet, og den eventyrlige installation recirkulerer vand fra åen i én uendelighed gennem et sindrigt system af blå vandslanger. Værket består af fundne materialer, hvorudfra Fog har skabt to menneskelignende figurer ved hjælp af koste og spande, og tørrede burreblomster – disse klæbrige blomster med pigge – er omdannet til store kugler, der udgør figurernes hoveder.

Den performative installation er et spektakle, et teater, som samtidig peger på økosystemets kollaps, da vand som følge af den globale opvarmning vil blive en mangelvare i store del af verden, samtidig med at verdenshavene stiger som følge af de smeltende poler.

Sammenstød 3 er så absolut en tur til Ringsted værd. Værkerne spreder sig rhizomagtigt i byrummet. Der er samtidig grund til at fremhæve kuratorernes glimrende introduktionstekster, som kan QR-scannes ude på destinationerne.