Et af Anne Imhofs helt tidlige værker, fra dengang hun studerede på Städelschule i Frankfurt, udspillede sig på en stripklub under dens ugentlige lukkedag, hvor hun inviterede helt tilfældige mennesker indenfor til at bokse mod hinanden akkompagneret af et punk band. Kombattanterne skulle fortsætte, så længe bandet spillede, og bandet skulle følge dynamikken i boksekampen. Det var sikkert en oplevelse at se på, men selve værket udfoldede sig primært som en dialog mellem de performende. Det handler om magt og kroppen som investeret materiale, og derfor kommer det også til at handle om modstanden som potentiel form. En form for spænding genereret i selve værket og dets indlejrede kræfter.

Imhofs nye standarder

Siden har Imhofs performance-installationer (totalteater kunne være et mere anvendt begreb) benyttet sig af nogenlunde de samme ingredienser: en spraglet flok unge modeller, dansere, musikere, koreograferet ind i store ofte post-industrielle rum, tilsat messende sang, distortion-guitar, skulpturelle elementer og arkitektoniske indgreb, der mimer en kold industris tomme vokabular. Derudover diverse dyr og ingredienser som for eksempel hunde, falke, droner, sprut, maling, vand og i det aktuelle tilfælde: blomster, ild, sukker, øl, e-cigaretter, mobiltelefoner, madrasser og sexlegetøj.

Koreografien er altid afvisende, kølig som et kurbad i Stevns. Udtryksløse blikke, stilstand og tyste kollektive bevægelser veksler over i et kampmodus med skærende march gennem suppen af iPhone-tilskuere, voldelige antrit, kroppe i klinch, og legemer trukket hen ad gulvet.

Man kan let få associationer til mindre kampenheder, der afventer, overvåger, er i dvale, til pludselige udfoldelser, der hele tiden vipper mellem ømhed og vold, ensomhed og fællesskab. Forløbene har en stærk og markant lydside med sang og kompositioner af Bill Bultheel, Eliza Douglas og Imhof selv, der mikser opera, støjrock og ambiente kompositioner.

Værkerne er lange forløb på flere timer ad gangen og ofte i flere akter. Lange passager af stilstand, til pludselige hændelser af mere voldsom og til tider voldelig karakter. ANGST fra 2016 blev det store gennembrud og præsenteret som en opera i tre akter (Basel Kunsthalle, Hamburger Bahnhof og til sidst Montreal Biennalen). Dette værk satte nye dagsordener for Imhofs omfattende performance-formater, og med hendes prisvindende indtog i Den Tyske Pavillon i 2017 og publikums-succesen FAUST var den tyske kunstner uomgængelig.

Billeddannelse over publikum

SEX – værket vi kan opleve nu i x-rummet på SMK – er lig ANGST en cyklus i flere afdelinger, hvor vi kan opleve det første kapitel, der blev performet på Tate Modern i marts 2019. Derudover to ‘scratch paintings’, som Imhof kalder det: højlakerede plader med indridsede ‘landskaber’, og en skulptur – halvt seng, halvt operationsbord – der også indtager en central scene-funktion i SEX.

Videoværket er sammensat af dokumentationer fra hendes Tate-performance og optagelser uden publikum, og værkets fokus er på billeddannelsen, hvor lyd- og billedside har været igennem en markant efter-produktion med klipninger, kropsnære billedforløb, slowmotion, musik og lydeffekter.

SEX præsenteres som Imhofs første store filmbaserede værk. Det giver umiddelbart mening. Filmens præmisser og muligheder er alle i spil og udnyttet hér. Men tre en halv time er godt nok afvisende i sig selv, og der er vel ikke tale om en egentlig film, hvis pointen ikke er, at vi skal se den i sin helhed, oder? Tilbage står spørgsmålet også: Hvem er egentlig publikum? Dem, der investerede knap fire timer på Tate i marts 2019, eller dem der går et smut forbi x-rummet?

Vi er altså ret langt væk fra performanceværket og -begrebets grundlag i live-situationen og sammenspillet med et nærværende publikum. Publikum er i det hele taget et paradoksalt element hos Imhof, der holder den dialog ud i strakt arm, imens publikum nærmest har indtaget hendes værker som fluer om en lort.

Billederne med horder af mennesker, der som lemminger, møver sig rundt med løftede mobiler blandt ganske afvisende performere er blevet synonymet med Imhofs kométkarriere. Forholdet til publikum handler dybest set om at udøve magt og generere en form for underkastelse.

Maleri og billedteater

Værkerne er en kontinuerlig undersøgelse af maleriet, har hun flere gange insisteret, selvom det giver dårlig mening. Mest af alt fordi værkerne ikke ER malerier og ikke opererer på maleriets præmisser, men de er alle et komplekst billede, der bliver til.

ANGST, FAUST og SEX er omfattende gennemarbejdede og koreograferede performance-installationer med en meget høj grad af overflade, visualitet og atmosfære, men også tid, rum, kroppe, musikalitet, improvisation og interaktion. Ikke interaktion som i reel involvering af publikum, men et forhold til publikum som nærværende faktor og orienteringspunkt.

Jeg kan ikke lade være med at drage paralleller til vores egen progressive performance-dronning Kirsten Dehlholm og Hotel Pro Formas ‘billedteater’ gennem de sidste 40 år. Selv titlerne og deres eksistentielle anstrøg minder om hinanden.
I Hotel Pro Formas virke er det netop kollektive koreografier, overvældende visualitet og markante lydsider og musik, der får opførelserne til at sætte sig mellem stolene og dybt i sanseapparatet. Dehlholm vil dog skabe radikalt nye billeder hver gang, hvorimod Imhof arbejder med en særlig samtidsæstetik, der gentages med blot mindre tematiske variationer.

En kunst der nægter tilfredsstillelsen

Samtidig må vi forstå Imhofs kunstneriske intention som noget, der omhandler performativitet og repræsentation, snarere end performance og præsentation.
Camilla Jalving, der behandlede netop denne sondring i sin bog Værk som handling fra 2011, ville kalde det ‘billedperformance’, men samtidig insistere på at forholdet mellem værk og beskuer stadig er centralt.

Det forhold er vigtigt hos Imhof, men med dette seneste værk nærmere som negation. Man kunne fristes til at erklære, at Imhof nu åbenlyst dyrker værkets refleksion over sin egen tilblivelse – en kunst, der lig modernismens dagsorden undersøger sig selv. Det gør Imhofs værker, men de gør også noget andet i kraft af afvisningen, ved at nægte os tilfredsstillelse.

SEX er et værk om seksuelle koder. Ikke selve akten, men det at indgå i eller dyrke noget seksuelt. For nogle er det kropsligt, æstetisk, præstationsbetonet. For andre er det seksuelle forbundet med motorsport, alkohol, søde sager, blomster. For andre igen er det underkastelse, smerte eller et spørgsmål om tryghed.

Det er alle disse forholdsvis almene, men også komplekse og til tider kulturelle koder, forhold og tilstande, der er omsat til audio-visuelt billede i SEX. Individet opløses som altid i Imhofs hænder. I den kollektive form bliver værket nærmest til en tilstand i sig selv, en undersøgelse af koder, magt, relationer og grænser, imens konventioner omkring køn snarere udviskes end udtales. Det er selve tilstanden, det handler om.

Stærke billeder – dårlig film

Koreografiens stærkeste billeder ligger i en række strobe-sekvenser med brændende buketter og nogle både sarte og voldsomme brydergreb tilsat vals og to performeres skiftevise og gentagende opstigning og fald fra en platform, der gribes af flokken. Vi kan altså sagtens se og genkende sådanne billeder og deres betydning, men der er ingen tilfredsstillelse at spore eller mærke.

Ved at fokusere på seksualdriftens energier og deres ikke-udfoldelse kommer værket på mange måder til at handle om forbrug og en kapital, der er forankret i en søgen efter tilfredsstillelse. Som modeverdenens leg med begær og det uopnåelige.
Og jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med en oplevelse af, at SEX udspiller selve Imhofs drivkraft og tiltrækningskraft: En mode-maskine, hvor selv publikums dedikation handler om en tilfredsstillelse, der aldrig realiseres. Det er i sidste ende dér kritikken også ligger gemt – i forbruget og dyrkelsen.

Kunne man sige det samme på en lidt mindre omstændelig måde? Måske, men det ville ikke blive et ligeså interessant og udfordrende billede.

Men er det så en god film? Nej, selvfølgelig ikke. SEX er en tilstand vi kan træde ind og ud af, og så må vi håndtere – og reflektere kritisk over – vores drifter, og hvad der skaber dem og deres uopnåelige billeder.

Mine tre timer i x-rummet var ikke spildt.