Kunsten at grine i kor

Billedserie

Udstilling

Sense City

9 okt 2009 21 feb 2010

Jeppe Hein

ARoS
Se kort og tider

Jeppe Hein modtog i 2009 et arbejdslegat på 50.000 kr. fra Statens Kunstfond.

Statens Kunstfond

Kunsten at grine i kor

Jeppe Hein i Rotating Labyrinth. Foto: Ole Hein Pedersen.

Jeppe Hein fylder ARoS med lattervækkende traditionsbevidst kunst og skaber en forrygende udstilling, der på en gang engagerer hovedet, kroppen og lattermusklerne.

Kunsten ser tilbage!
Normalt er det os, der ser på skulpturerne, men hos Jeppe Hein kikker skulpturerne tilbage.

De holder øje med os ved hjælp af bevægelsessensorer – når vi går tæt på for at møde værkerne, har de allerede mødt os og reagerer på vores tilstedeværelse.

Sammensunket neonkube, Jeppe Hein, No Presence Presence, 2005. Foto: Kasper Lie.
Sammensunket neonkube, Jeppe Hein, No Presence Presence, 2005. Foto: Kasper Lie.
Opretstående neonkube, Jeppe Hein, No Presence Presence, 2005. Foto: Kasper Lie.
Opretstående neonkube, Jeppe Hein, No Presence Presence, 2005. Foto: Kasper Lie.

Firkantet rejsning
I et af udstillingens værker, No Presence Presence, ligger en hvid neonrørskube sammensunket på gulvet. Træder man tæt på, slukkes de bøjede rør, og i stedet tændes en spændstig opretstående kube.

Vi fornemmer, at det er vores tilstedeværelse, der giver skulpturen kræfter til at fastholde den strenge kubeform – så snart vi træder væk igen, falder kuben sammen på gulvet.

No Presence Presence's bevægelsessensor sidder i loftet over skulpturen. Foto: Kasper Lie.
No Presence Presence‘s bevægelsessensor sidder i loftet over skulpturen. Foto: Kasper Lie.

Minimalistisk slægtsskab
Jeppe Heins projekt er tæt beslægtet med 1960’ernes minimalisme. Som den arbejder han med rene geometriske former, der bevidst er tømt for indhold. Alt er på overfladen, og den dybere mening opstår i mødet mellem værkerne og den krop, der træder tæt på.

I virkeligheden er det den mest umiddelbare og let tilgængelige kunstform, der findes – man skal bare gå tæt på skulpturen, så vil kunstoplevelsen indfinde sig i form af kroppens reaktion på værkets nærvær.

Men minimalismen er aldrig blevet et hit hos det brede kunstpublikum. Mange mistror den for at være en særlig svær og uforståelig kunstform, og ingen hverken vil eller tør tro på, at mødet med kunsten kan være så simpel og ikke kræve nogen form for forudgående viden….

Minimalisme 2.0
Grundlæggende er der ingen forskel på den oprindelige minimalisme og Jeppe Heins Minimalisme 2.0 – lige bortset fra at Hein har taget konsekvensen af publikums manglende lydhørhed over for det simple.

En larmende, rystende aluminiumskube, Jeppe Hein, Shaking Cube, 2004. Foto: Kasper Lie.
En larmende, rystende aluminiumskube, Jeppe Hein, Shaking Cube, 2004. Foto: Kasper Lie.

Før var det os, der skulle reagere på skulpturens tilstedeværelse; hos Hein er det i første omgang skulpturen, der reagerer på os og tvinger os til at reagere tilbage. Dermed bliver vi listigt lokket til at være opmærksomme på vores krops møde med værket.

Larmende kropsengagement
Når aluminiumskassen, Shaking Cube, pludselig begynder at ryste med en infernalsk larm, farer vi forskrækket sammen, springer tre skridt tilbage, opdager at kassen falder til ro og bliver klar over, at det er vores krop, der er skyld i al larmen og rysteriet.

Relationel Æstetik 2.0
Hvis minimalismen er Heins far, så er 1990’ernes relationelle æstetik hans mor. Dengang skulle værkerne skabe platforme for møder mellem mennesker. Der blev lagt store forhåbninger til mødernes potentialer, men for det meste blev det ikke til mere end den sædvanlige ferniserings chit-chat – ingen ny samfundsorden, hvor mikroskopisk den end måtte være, rejste sig af 1990’ernes ferniseringsstøv.

Jeppe Hein vil også skabe møder mellem folk, der kikker på hans skulpturer, men han har, i forhold til 1990’ernes tro på relationernes potentialer, nedjusteret forventningerne til, hvad der skal komme ud af disse møder. Først og sidst vil han have folk til at le af og med hinanden.

Kunstneren selv som latterens midtpunkt. Jeppe Hein, Smoking Bench, 2002. Foto: Kasper Lie.
Kunstneren selv som latterens midtpunkt. Jeppe Hein, Smoking Bench, 2002. Foto: Kasper Lie.
En lattervækkende omgang røg
Når jeg sætter mig på Smoking Bench og bliver indhyllet i en tyk røgsky, så ler de andre gæster på ARoS.

De ler ikke af mig, de ler sammen med mig, for jeg sidder selv og flækker af grin over mit eget spejlbillede, der fortoner sig mere og mere i røgskyen. Det er sådan møderne foregår omkring Heins skulpturer.

Måske har den latter, vi ler sammen, vidtrækkende potentialer ude i den virkelige verden, hindsides kunstmuseet, måske har den ikke, men det lader Jeppe Hein være op til os.

Han nøjes med at give os god grund til at le.

Udstillingen følges op med en række kataloger og pamfletter.

Der er det store, i bogstavelig forstand, forkromede udstillingskatalog, to kort over henholdsvis udstillingen indendørs på ARoS og udstillingen af Modified Social Benches i det århusianske byrum samt skulpturguiden Kunst i det offentlige rum i Århus.

Guiden er skrevet af Jesper N. Jørgensen og uddeles gratis i forbindelse med Sense City.

Billedserie

Udstilling

Sense City

9 okt 2009 21 feb 2010

Jeppe Hein

ARoS
Se kort og tider

Jeppe Hein modtog i 2009 et arbejdslegat på 50.000 kr. fra Statens Kunstfond.

Statens Kunstfond

Del artiklen

'Kunsten at grine i kor'

Facebook