Gallerirevy København maj 2021: Mellem ædelgasser, heste og kolonisering af Afrika

Gallerirevy København maj 2021: Mellem ædelgasser, heste og kolonisering af Afrika

Johannes Sivertsen: Study for a collective portrait of Leopold II, 2021. Foto: Galleri SPECTA.

Gallerirevyens kunstnere, Nat Bloch Gregersen, Kaspar Oppen Samuelsen og Johannes Sivertsen ‘maler’ enten med ædelgasser eller med gouache, blyant eller olie. De arbejder med skiftende fokus på det store i det små og det små i det store – og der kigges med kritiske briller på Europas gruopvækkende kolonisering af Afrika.

Det er Nat Bloch Gregersens (f. 1986) første soloudstilling i Alice Folker Gallery. I sine multimediale kunstværker undersøger hun såvel kosmos som jordens æteriske naturressourcer. Især serien Light Techniques, hvor hun inddrager ædelgasser, er tankevækkende og æstetisk appellerende.

Ædelgasser er grundstoffer i den 18. gruppe i det periodiske system. De blev opdaget i slutningen af det 18. århundrede. Egentlig er de usynlige, men i kraft af det elektriske lys i de tynde, svungne glasrør, som omslutter dem, bliver de synlige som monokromer i forskellige farver.

Nat Bloch Gregersen: (blåt krypton værk med kviksølv, som hænger i tynd ståltråd) Light technique Kr, quick silver, clear #3’, 2021. Foto: Alice Folker Gallery.

Da jeg ankommer til galleriet i den blå time, er det smukt oplyst af disse tyndt snoede lysrør, der næsten ligner Picasso og Jorns lysmalerier, men Gregersens approach – og materialer – er en ganske anden.

Ædelgasserne er helium, argon, neon, xenon, krypton, radon og den nye ædelgas oganesson. Nogle af dem er giftige, så kunstneren har måttet koncentrere sig om neon, helion, xenon og krypton. På udstillingen kan vi møde dem i en kunstnerisk forarbejdet form, der gør disse usynlige gasarter tilgængelige for vores sanseapparat.

Nat Bloch Gregersen: (røde neonværker) Light technique N1, clear, #4, 2021, Light technique N1, #3, N3 (opal red) #3, 2020. Foto: Malle Madsen.

Derudover viser Bloch Gregersen bl.a. en række semitransparente tekstilværker med NASA-fotografier af det ydre rum, en række kalksten med farvet resin i hulningerne og planter ”konserveret” med resin – en kunstig form for harpiks.
Bloch Gregersen henter så at sige det store rum ind i udstillingsrummet midt i København, og giver det synlighed på denne fint tunede kammerudstilling.

Nat Bloch Gregersen er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2015, men havde først en afstikker til kunstakademiet i Kyoto i Japan. Hun er en skrivende kunstner, der gennemførte et års undervisning i 2016-17 på forfatterskolen i Tromsø. Hun har deltaget i en række gruppeudstillinger og har været artist-in-residence på CCA, Andratx i 2021 og i Clermont-Ferrand i 2020 efter at have vundet juryens specialpris i 2019 på den internationale JCE-biennale i denne franske by. Sidste år skabte hun et permanent værk til Retten i Lyngby.

Nat Bloch Gregersen: Dressed in Saturn. To Have every Dumb Flower. Alice Folker Gallery. Til 15.maj.

Farvel til hestene

Kaspar Oppen Samuelsens (f. 1977) nye soloudstilling Goodbye Horses refererer til et rocknummer fra 1988 af den amerikanske sangerinde Q Lazzarus, der mantraagtigt gentager dette omkvæd i sin grunge i apokalyptisk 80’er-stil.

Angiveligt handler det om en ud af kroppen-oplevelse, hvor der skiftes synspunkt, og hvor verden – her heste – ses fra luften. Der anslås nogle transcenderende eksistensformer, som giver adgang til flere dimensioner end de fire, der er tilgængelige for almindeligt dødelige.

Kaspar Oppen Samuelsen: Goodbye Horses. Installationsview. Foto: Jan Søndergaard.

Udstillingen opererer desuden med et begreb om transformationer, og man bemærker, at også Q Lazzarus, der på mystisk vis forsvandt fuldstændig fra offentligheden efter sit kæmpehit, har en mandsstemme. Alting flyder, som allerede Heraklit konstaterede omkring 500 BC. Også kønnet.

I sine nye værker leger Oppen Samuelsen med karnevaleske identitetsskift. Han er en eminent maler og ”håndværker”, og værkerne er minutiøst og perfektionistisk arrangerede som kollager af bemalede lærredsstykker, limet sirligt og smukt på de ubehandlede lærreder.

Motiverne kan minde om den ældre maler, belgiske James Ensor (1860-1949), der leverede en sønderlemmende kritik af borgerskabets maskepi i sine ekspressive malerier. Men hos Oppen Samuelsen synes persongalleriet hjemsøgt af en tristesse; øjnene hænger, og undertiden kan man kigge ind i kroppen og se blotlagte ribben – ”røntgenfotograferet” af kunstneren, der til stadighed bygger billedet op af disse dele – som i et puslespil.

Der er mange spændende spor og lag i Oppen Samuelsens både poetiske og eksistentielt søgende værker med et eksotisk figurgalleri, der inkarnerer mange skæbner, der agerer som på en scene lige foran os.
Værkerne er bl.a. et resultat af hans sorgarbejde over tabet af sin mor, fremgår det af den italienske kurator Domenico de Chiricos indlevede tekst, der ledsager udstillingen.

Kasper Oppen Samuelsen (f. 1977), som dimitterede fra Det kgl. Danske Kunstakademi i 2011, afsluttede først en BFA med udmærkelse fra Goldsmith College i London.

Kasper Oppen Samuelsen: Goodbye Horses. V1 Gallery. Til maj.

Kaspar Oppen Samuelsen: Goodbye Horses. Installationsview. Foto: Jan Søndergaard.

En kolonialismekritisk tour de force

Lad det være sagt straks: Johannes Sivertsen (f. 1984) hvisker mere, end han råber, selv om hans nye værker tematiserer nogle af verdenshistoriens mest grusomme overgreb: Europæernes kolonisering af Afrika.

Men hans formsprog er diskret, blidt og blegt – som dyppet i kalk – og formaterne er beskedne, undertiden næsten undselige. Blegheden forlener de fotografisk-realistiske, dog også smukt maleriske, skildringer med noget erindringsagtigt – som var malerierne hentet frem efter års bortgemthed i arkivkasser, hvor de har samlet støv.

Men selv om det er længe siden, så trækker Europas kolonisering af det afrikanske kontinent blodige spor efter sig langt ind i nutiden.

Johannes Sivertsen: Berlin, 2021. Foto: Anders Sune Berg.

Scenen er sat: Afrika blev delt mellem et stort antal europæiske lande – også Danmark – ved Berlinkonferencen i 1884-85. Hermed mistede størsteparten af Afrika selvstændigheden. Man slog streger ned gennem kontinentet og delte ”rovet” imellem sig uden hensyntagen til befolkningernes etniske, kulturelle eller religiøse sammensætning. Med Berlinkonferencen formaliseredes den økonomiske og ressourcemæssige udbytning af det mægtige kontinent, hvis følger det stadig kæmper med som det fattigste i verden på trods af umådelige naturressourcer. Ikke at forglemme slavegørelsen af en stor del af den sorte befolkning i århundrederne før. Alt sammen i etnocentrismens blindt grådige navn.

Værkerne dokumenterer både krigsførelsen i Afrika, udnyttelsen af ressourcerne og også følgevirkninger af kolonialismen i dagens Frankrig med ghettoisering og racisme.

Fransk-danske Sivertsen har haft kolonihistorien helt inde på livet under sin opvækst i en forstad til Paris, hvilket han har bearbejdet motivisk ved flere lejligheder i sine malerier med fokus på fremmedhed og flydende identiteter – herunder den mesterlige udstilling De unavngivne i Overgaden i fjor.

På sin nye udstilling opsummeres hele problematikken i maleriet Berlin (2021), hvor en hånd slår en streg ned gennem et kort over Afrika vha. en lineal. Øverst hviler på dekadent og kynisk vis et rødvinsglas, der allerede har sat ringe på landkortet … Dette maleri og resten af udstillingen er både mesterligt tænkt og mesterligt udført.

Udstillingstitlen Toubab er en afrikansk betegnelse for den hvide mand.

Johannes Sivertsen: Toubab. Galleri SPECTA. Til 15. maj.

Del artiklen

'Gallerirevy København maj 2021: Mellem ædelgasser, heste og kolonisering af Afrika'

Facebook