Angela Gram, Hannah Yata, Zane York: Modern Mythos
12 jun 202110 jul 2021

Angela Gram: Name This Place, 2021.

Lørdag d. 12 Juni åbner Gallery Poulsen trepersoners-udstillingen Modern Mythos med Angela Gram, Hannah Yata og Zane York.

I en teknologisk og pandemisk tidsalder med upersonlige og distance-prægede relationer mellem folk, ser man i stigende grad en følsomhed i samtidskunsten, der understreger den indbyrdes afhængighed, der er mellem levende væsener, menneskelige som ikke-menneskelige. Dette skildres gennem brugen af antropomorfisme, allegori og surrealistiske fortolkninger af den naturlige verden i kunsten.

Vi har så travlt med at være i den digitale verden, hvor vi ikke behøver at forholde os til virkeligheden og naturen bliver på den måde en form for moderne myte. Udstillingen tager sit udgangspunkt i den oldgamle fortælling om forholdet mellem mennesker, dyr og natur og deres symbolske gensidige afhængighed, på en måde, der kan have en identitetsændrende effekt. Angela Gram, Hannah Yata og Zane York visualiserer denne oprindelige fortælling i et samtidigt perspektiv.

Surrealismen i Angela Grams fire værker er baseret i naturlige fænomener, forholdet mellem rovdyr og bytte og miljøets uundgåelige udryddelse gennem klimaforandringer. Eksempelvis udforsker Angela Gram i sit maleri ”Name This Place” leucismens udbredelse hos fremavlede løver. Leucisme er en sjælden genetisk mutation, hvor dyret mister dets pigment men Angela Gram forestiller sig, hvordan denne genfejl kan blive en fordel i en tænkt fremtid, hvor løver er tvunget til at leve i polarlandskaber pga. klimaforandringer.

Hannah Yatas værker sætter fokus på livets kraft og cyklusser bestående af død, forfald og regenerering. Hun dykker ned i dæmonisering af det feminine i det patriarkalske samfund. Hannah Yata portrætterer den oldgræske gud Hades, som en kvinde. I forhistoriske myter tilegnes denne rolle en kvinde, da man troede, at man ved døden kom tilbage i kvindens skød eller underverdenen for efterfølgende at blive genfødt. I Hannah Yatas malerier fremstilles kombinationen af naturen og urgamle mytiske fortællinger i en grotesk sammensmeltning, der genopliver den oprindelige forbindelse mellem menneske og den naturlige verden. Mask

Zane Yorks malerier bærer præg af en passiv uvirkelighed. Det er stilleben-malerier, hvor elementerne forskydes, forstærkes eller på anden måde transformeres i forhold til beskuerens forventede oplevelser. Omdrejningspunktet for denne oplevelse er de fremstillede insekters transformation til blomster, der samles i buketter svævende over typiske eller atypiske vaser. Interessen for Zane er ikke at skabe det surrealistiske; snarere at placere virkelige elementer i et uvirkeligt scenarie. Målet med dette er at vise, at det absurde og det smukke ikke er modsætninger, men sammenhængende og komplimenterende komponenter i vores virkelighed.
Man ser tydeligt indflydelsen fra de hollandske guldaldermalere (de Heem, Heda, van Schriek) såvel som mestermalerne Caravaggio og Archimboldo i Zane Yorks malerier.

Kilde: Gallery Poulsen

Gallery Poulsen

Staldgade 32
1699 København V

Ons-Fre 10 – 17.30
Lørdag: 11 – 15

Gratis entré

Kontakt

+45 33339396

Angela Gram, Hannah Yata, Zane York: Modern Mythos
12 jun 202110 jul 2021

Del

'Angela Gram, Hannah Yata, Zane York: Modern Mythos'

Facebook