Træt af Adrian og Pia!

"Hvis du holder mund, bliver kunsten til ingenting. Du har et ansvar. Du har hænder, der kan handle. Du har en mund, der kan tale. Du har en krop, der kan gøre oprør."

Jeg står i Teater FÅR302s foyer i Toldbodgade i København og læser, imens jeg venter spændt på at opleve en kunstner tage livtag med kunstens manglende samfundsrelevans. Dramatikeren bag aftenens forestilling er tilfældigvis også billedkunstner.

På vej mod afgrunden
I foyeren er der kunst på væggene – en udstilling kurateret af Lundme, og på bedste avantgardevis har han også forfattet et kunstnerisk manifest til forestillingen. Og bare de første linjer antyder, at der er tale om en kunst idag, der ifølge Lundme ikke bruger sin stemme, sine hænder eller sin krop til at gøre modstand eller udfordrer samfundets bevægelse mod afgrunden.

Kunsten skal med andre ord tage sit ansvar alvorligt og etablere en modstand. Her svigter kunsten ikke bare sin egen men også folkets stemme. "Din samvittighed er kunstens," som han skriver.

Kunstens samfundsmæssige rolle
Det er prisværdigt opråb i en tid, hvor kunst måles primært på evnen til omsætning i en erhvervsøkonomisk, oplevelsesøkonomisk eller kommunalpolitisk sammenhæng.
Kunstens samfundsmæssige rolle er et aktuelt kulturpolitisk buzz-word. Kunststyrelsens repræsentantskaber (hvor Pia K. fornyligt tiltrådte) afholdte et seminar med den overskrift for ganske nylig.

Der lød opsangen til den politisk visionsløse kunst således fra Lotte Hansen (kendt bl.a. fra Jersild og spin): "Har kunsten et svar på det moderne menneskes udfordringer? Ja." Og hun understregede: "I bliver nødt til at skabe et rum for at blive forstået på kunstens præmisser." Men selvfølgelig var hverken Pia K. eller nogen andre politikere til stede.

Men Lundme har altså fat i noget. Spørgsmålet er om Træt af kunst! kan bidrage med noget som helst? Mest af alt et godt grin, lyder buddet herfra.

Så er der udsolgt!
I stykkets åbningsscene er vi i sminkerummet til forestillingen Holiday on Ice, hvor Kimmie Strandgård (toppede i firserne som barnestjernen i Bille Augusts film) har tabt alt håb om at blive en del af ‘det store show’ ude på isen, og hvert tiende minut kigger hun nervøst ned i den køletaske hun bærer rundt på, der indeholder Camilla – hendes datter, som hun iøvrigt selv har taget livet af. Ikke just et lykkeligt liv på skøjter. Her har vi kunsten og kunstneren idag repræsenteret, ifølge Lundme.

Vi følger Kimmie i tykt og tyndt, hendes drømme, mareridt manifesteret i møder med dels hendes fortid, kunstens ikoner (Picasso og Jasper Johns værker og en genoplivet–og helt fantastisk–Andy Warhol) Adrian Hughes fra Smagsdommerne, museet, hendes datter og forskellige suspekte typer, der giver hende råd om livet og især den kunstneriske karriere.

Men ak og ve, Kimmie forlader aldrig det rum, hun befinder sig i. De situationer, der udspiller sig, er indholdet af en udsolgt kunstners dårlige samvittighed. På væggen hænger et samtaleanlæg, der gang på gang prikker til denne samvittighed og med krænker-undertoner irettesætter og fornedrer den håb-løse Kimmie.

Jødekortet og Piakortet
Det viser sig at Kimmie er datter af Fritzl (den incestoide far fra Amstetten i Østrig), stemmen i samtaleanlæget, som ikke sønderligt opfindsomt fremstilles som en Hitler-figur (efter alt at dømme en ublu reference til Pia Kjærsgaards nye magtbeføjelser), og der relateres med lige så lidt held til jødeforfølgelser og dette folks tavse skæbne.

Er kunstneren en forfulgt jøde, der mishandles i en kælder i Østrig? Øh… Det bliver ærlig talt ret usmageligt, når man uden videre trækker jødekortet, når man vil udtrykke afmægtighed, og Pia/Hitler-kortet, når der skal udtrykkes magtudnyttelse.

Men kunsten er for en gang skyld primært selv skyld i realiteterne. Den har nemlig solgt ud, ladet sig styre af mammonens korte lykkerus, og DR2’s Smagsdommerne står som udtrykket for denne totale, ukritiske forfladigelse i den bedste sendetid. Holiday on Ice er med andre ord lige om hjørnet.

Sjov men blind vej
Træt af kunst indeholder både en yderst velsleben, afvæbnende humor og en prisværdig kritik af tilstanden, men også en uhæmmet brug af stereotyper, som der allerede er bred enighed om i det kulturelle felt. Der bliver ikke leveret noget nyt – kun karikaturer, som heldigvis er morsomme. Og ser man på kunsten og kunstnerens skæbne i Træt af kunst!, så er der vel ikke så mange muligheder for en kunst, der – rent billedligt – er spærret inde i en kælder i Østrig, hvor far (Pia) bestemmer mere, end hvad godt er. Så kan man godt forstå at Lundme er træt.

Jeg har dog sværere ved at forstå legitimiteten i Lundmes pegen fingre af kunstscenens øvrige aktører. For hvis Lundme skal klappe sig selv på skulderen, så skal de vises sten så sandelig også op af køletasken, og det opgør, som manifestet lover, når aldrig de skrå brædder.