Ny kurateret gæstespilsscene på Den Frie i København

Ny kurateret gæstespilsscene på Den Frie i København

TOASTERs kurator Miriam Frandsen. Pressefoto.

Med en samlet bevilling på 10 millioner fra Statens Kunstfond skal Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning fremover udvikle og drive den kuraterede gæstespilsscene TOASTER, der fra august tilbyder teater- og udstillingsrum til nationale og internationale kompagnier og kunstnere.

I december 2020 blev det meldt ud, at Statens Kunstfond har udpeget Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning til Hovedstadens nye kuraterede gæstespilsscene. Projektet er døbt TOASTER og skal i de næste 4 år (2021-2025) tilbyde teater- og udstillingsrum på tværs af institutionerne og med kunstnere i både ind- og udland. TOASTER bliver derved hjemstedet for den eksperimenterende scenekunst i krydsfeltet mellem teater, performance og billedkunst, og skal samtidig fungere som en drivkraft i udviklingen af feltet nationalt og internationalt samt tydeliggøre miljøet for publikum.

Kurator og projektleder på TOASTER bliver Miriam Frandsen, der sammen med Husets Teaters kommende teaterchef Liv Helm og direktør for Den Frie Udstillingsbygning, Dina Vester Feilberg – plus de ansatte i de respektive huse og de eksterne samarbejdspartnere – skal udvikle programmet over de næste fire år.

Publikum kan forvente at opleve forestillinger og performances på både Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning, der allerede har en historik med at præsentere forskellige kompagniers værker.

Husets Teater har blandt andet vist ROCKY! (2017) i et samarbejde med teaterkompagniet Fix og Foxy og forestillingen ZINKDRENGENE (2021) i samarbejde med teater AKUT 360. Den Frie Udstillingsbygning har desuden vist store immersive forestillinger med bl.a. Sisters Academy af performancegruppen Sisters Hope og den kommende RE(W)RITE! af det eksperimenterende teater Cantabile 2. Tilsammen dækker de to huse altså et bredt spektrum af frie grupper, der arbejder i feltet fra teater over til performance. I den kommende sæson vil TOASTER blandt andet kunne præsentere kollektiverne The Performance Agency og Danseatelier på Den Frie Udstillingsbygning samt kunstnerduoen Kirsten Astrup og Maria Bordorff på Husets Teater, der til efteråret også indleder samarbejder med kompagnier som TOETT og LOGEN.

Kilde: Den Frie Udstillingsbygning.

OPEN CALL

TOASTER åbner officielt den 1. august 2021, men allerede nu er der et Open Call til programmet for sommeren 2022, der er offentliggjort på hjemmesiden med ansøgningsfrist den 7. maj og svar senest den 21. maj 2021.

Læs mere på Toasters hjemmeside.

Del artiklen

'Ny kurateret gæstespilsscene på Den Frie i København'

Facebook