BUSINESS MEN som moderne metafor

Billedserie

Udstilling

Dominion

31 okt 2009

Eldon Garnet

Gallery Poulsen - Herning
Se kort og tider

BUSINESS MEN som moderne metafor

Eldon Garnet, Dominion 1. Voldsom kamp mellem to mænd foran Mies van der Rohes velkendte bygningskompleks Toronto Dominion Center. (Udsnit)

Canadiske Eldon Garnet viser ikoniske fotos på udstillingen Dominion i Gallery Poulsen.

Gallery Poulsen Herning – der beskedent holder til i en baggård i Nørgaards Alle i Herning – viser i øjeblikket en lille soloudstilling af den kendte canadiske fotokunstner Eldon Garnet.

Han arbejder inden for mange kunstgenrer.

Han er både digter og forfatter, performancekunstner og visual artist (fotokunstner, videokunstner og filmskaber).

Disse mange genrer mødes og krydses på bedste postmoderne vis i hans litterære og visuelle værker. Gerne med godt greb om det narrative og konceptuelle.

Forretningsmanden i clinch med naturen
I udstillingen Dominion vises fem fotos i storformat med en af Eldon Garnets gennemgående moderne figurer og metaforer: forretningsmanden.

Den velklædte og habitklædte forretningsmand er et magtfuldt og tvetydigt symbol på den vestlige civilisation. De anonyme mænd i de enkelte fotos udkæmper forskellige kampe af mental eller fysisk karakter.

Eldon Garnet, Dominion 2
Eldon Garnet, Dominion 2

I billedet Dominion 2 ses en mand kæmpe mod strømmen i en pulserende flod og i Dominion 5 er en mand på ensom fodrejse med to kanvassække på ryggen.

Der er i begge tilfælde en tydelig kontrast mellem den voldsomme eller øde natur og den velklædte forretningsmands ageren. Et klassisk stilrent møde mellem kulturens civiliserede udtryk og form (forretningsmanden) og naturen.

Eldon Garnet, Dominion 5
Eldon Garnet, Dominion 5

Filmiske referencer
Eldon Garnets Dominionværker har en speciel karakter, der modarbejder eller ironisk kommenterer værkernes dokumentariske stil.

Værkerne har nemlig karakter af filmiske stills eller tableauer. Der er eksempelvis umiskendelige filmiske referencer til Hitchcock i aktørernes positurer.

Kunstneren instruerer fotografiernes poseringer uden den dramatik, der kendetegner andre fotokunstnere, der bruger det iscenesatte fotografi som udtryksmiddel. Dramaet ligger udelukkende i den kropslige dynamik og den udefinerede narrative handling, der afbildes.

Udstillingsvue. Foto Gallery Poulsen
Udstillingsvue. Foto Gallery Poulsen

Krop og referencer
Eldon Garnet har tidligere i stærkt nøgterne fotoserier og installationer fokuseret på kroppen, både den påklædte og nøgne krop.

Kroppens usminkede nøgenhed og tvetydige karakter som hjemsted for smerte, ydmygelse og seksualitet har karakteriseret flere fotoserier.

Med fotoserien Dominion og dens narrative elementer skaber Eldon Garnet aktuelle allegorier om det moderne civilisatoriske (læs: påklædte) menneske og dets kampe, dets skønhed, dets ensomhed og dets lidelser.

Værkerne er åbne for fortolkninger – men der er et hav af klassiske og mytologiske referencer for dem, der kan deres kulturkanons inden for litteratur, film, fotografi, arkitektur og billedkunst.

Udstillingsvue. Foto Gallery Poulsen
Udstillingsvue. Foto Gallery Poulsen

International udstilling på Gallery Poulsen
Med denne Eldon Garnet-udstilling satser Gallery Poulsen i Herning på velrenomeret international fotokunst.

Udstillingen viser ud over de fem Dominionværker ni mindre, nærmest hologramagtige fotos af insekter.


Eldon Garnet har tidligere udstillet i gallerier over hele Nordamerika og det meste af Europa. Blandt andet på biennalen i Venedig, Pompidou Centret i Paris, Centrum voor Fotografie i Amsterdam og senest på Museum of Contemporary Art i Toronto.

Med udstillingen Dominion udstiller Eldon Garnet for første gang i Skandinavien.

Billedserie

Udstilling

Dominion

31 okt 2009

Eldon Garnet

Gallery Poulsen - Herning
Se kort og tider

Del artiklen

'BUSINESS MEN som moderne metafor'

Facebook