Søren Rønholt: KALKLAND
29 apr 202122 maj 2021

Søren Rønholt: KALDLAND

Natur og menneske mødes i KALKLAND – en landskabsberetning og -betragtning, hvor Søren Rønholt med sine fotografier inviterer os ud i naturen og ind i en verden af kraftfulde kontraster.

Fredfyldt og formaningsfrit portrætterer Søren Rønholt den moderne natur: Dramatisk landskab og terræn fortæller historier om naturrigdom, tid og evolution – i harmonisk favntag med brutalistiske konturer, industrialisering og revolution. Natur og menneske giver hinanden hånd i KALKLAND. Natur bliver til mur, og mur bliver til natur.

På helt tæt hold får vi lov til at studere den æstetiske symbiose, der opstår, når tunge maskiner indhugger maskinelle mønstre i de organiske klippevægge. Når jernkonstruktioner kaster dansende skygger på naturens flader. Eller omvendt. Når naturens vilde kræfter kysser asfalt og beton. Når himlens blændende skær gennembryder og modellerer det industrielle mørke til en grafisk skulptur.

For det går begge veje. KALKLAND er kontrasternes land, men Søren Rønholt ophæver venligt, men bestemt modsætningerne og skaber synergi og ikke dystopi. Med en geologs nysgerrighed og fascination af naturens spektakulære fortællinger om asteroider og dinosaurer tager Søren Rønholt os i hånden og guider os igennem en storslået naturoplevelse og et sort-hvidt, næsten akademisk materialestudie. Og samtidig, med en æstetikers poetiske blik, tager han os med ind i et sanseligt univers af øjebliksbilleder, der favner, omfavner og dvæler ved det menneskeskabte naturlandskab, menneskets geologiske kraft.

Kontrasterne forenes i Søren Rønholts betragtning af den moderne natur. Og i dén forening opstår en forunderlig ophøjethed, en skønhed og ro. Støv af kalk og kridt transcenderer maskineri og produktion til florlet ynde. Mørkets dystre rum bliver hjertebankende smukt og dragende. Mur bliver til natur. I det, der føles som en slags balanceøvelse i KALKLAND – i etik, i æstetik, i evig dualisme – opstår harmoni. Søren Rønholt mestrer balanceringens kunst. Og ikke mindst. Kunsten at hvile, et øjeblik, en stund, i den skønhed, der findes i det uskønne.

Kilde: Galleri Sandberg

Galleri Sandberg

Vestergade 102, 5000 Odense C

Tirs efter aftale
Ons-fre 11-17
Lør 11-14

Kontakt

70707457

Søren Rønholt: KALKLAND
29 apr 202122 maj 2021

Del

'Søren Rønholt: KALKLAND'

Facebook