Podcast: Kvinder i kunst

To lydmontager af en af dansk kunst store, kvindlige pionerer skærer et skarpt samtidsbillede af kvindens position i kunstverdenen i 1970’erne. Institut for Dansk Lydarkæologi har netop genudgivet Kirsten Justesens lydværk. Du kan lytte med her på kunsten.nu, eller på Institut for Lydarkæologis hjemmeside, hvor du også kan finde et spændende arkiv af andet kunstnerisk lydmateriale.

Kirsten Justesen (f. 1943) er uddannet billedhugger fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og var en af de centrale skikkelser i etableringen af en feministisk kunst i Danmark og var bl.a. aktivt involveret i kvindebevægelsen, medstifter af rødstrømpebevægelsen og medredaktør af tidsskriftet Kvinder.

Justesen omtaler konsekvent sin praksis som udgjort af arbejder og ikke værker. På tværs af hendes mangefacetterede karriere omtaler Justesen skulpturer, lønarbejde, scenografiopgaver, redaktionsarbejde, udstillinger osv. som arbejder. I den forstand er de to lydmontager også arbejder – arbejder, der befinder sig et sted i overlappet mellem kunst og politisk liv, og handler om at lave kunst og leve i et patriarkat på ulige præmisser.

Kvinder i kunst I

Maleren Anna Ancher er den gennemgående figur og optræder som eksempel på kvindelige kunstneres undertrykkelse i Danmark i Kvinder i kunst I. I studieindtalte passager af Allan de Waal og Justesen samt i interviewet med kunsthistoriker Hellen Lassen fremdrages Ancher i flere passager gennem hele montagen som et historisk eksempel på den ringeagt, som kvindelige kunstnere er blevet mødt med.

Gennem længere uddrag af interviews og samtaler anskues den strukturelle ulighed fra forskellige vinkler. Af uddrag kan nævnes: Kunsthistoriker Hellen Lassen, der fortæller om sit arbejde med at analysere kvindelige kunstneres offentlige modtagelse både i fortiden (bl.a. Anna Ancher og Sonja Ferlov) og i 1970’erne (Lassens analyse udkom efterfølgende som bidrag til bogen Billedet som Kampmiddel. Kvindebilleder mellem 1968 og 1977 udgivet på Informations Forlag i 1977); Tre studerende ved Kunstakademiet i København, der fortæller om at arbejde med kvinders repræsentation i bl.a. reklamer og med at udvikle en kollektiv arbejdsform samt hvordan det mødes af misbilligelse, foragt og forbigåelse af deres professor; Kirsten Justesen, der interviewer den gruppe af kunstnere, som står for at arrangere den kommende Kvindeudstilling på Charlottenborg, samt Gudrun Poulsen, forkvinde for Kvindelige Kunstneres Samfund, om en kommende udstilling i Nikolaj Kunsthal.

Undervejs i montagen bringes fire uddrag af Lene Adler Petersens sang Sangen om kaffekoppen sunget af kunstneren selv (uddragene er udgivet sammen med Lene Adler Petersens lydværk Nansensgade 1971 af Institut for Dansk Lydarkæologi i 2019).

Medvirkende: Lene Adler Petersen, Sisse Vestergaard, Susanne Ullitz, Eva Öhrling, Line Rasmussen, Pernille Brethvad, Jette Debois, Hanne Fogtdal, Marianne Lassen, Eva Weiss Bentzon, Helen Lait Kluge, Inga Lyngbye, Charlotte Christensen og Hellen Lassen.
Tilrettelagt af Kirsten Justesen.
Magasinet På Lurenkig blev redigeret af Allan de Waal.

Kvinder i kunst II

Hvor den første montage fokuserer på de danske forhold, trækker den anden tråde ud til lignende problemstillinger i udlandet. Centralt står en række uddrag fra et kassettebånd som kunstnerne, der drev galleriet SOHO21 i New York, har sendt som bidrag. Af andre klip kan nævnes: Interviews med de svenske kunstnere Monica Sjöö og Anna Sjödahl og to boganmeldelser af henholdsvis Jytte Rex og Elisabeth Rygaard. Kunstner Ursula Reuter Christiansen bidrager med teksten Imaginære rejser fra 1970, indtalt af hende selv.

Medvirkende: Hellen Lassen, Ursula Reuter, Jytte Rex, Elisabeth Rygaard, Monica Sjöö, Anna Sjödahl, gallerigruppen SOHO21.
Tilrettelagt af Kirsten Justesen.
Magasinet På Lurenkig blev redigeret af Allan de Waal.

Tekst af Magnus Kaslov, Institut for Lydarkæologi

Del artiklen

'Podcast: Kvinder i kunst'

Facebook