Kunsthal Aarhus åbner filial i København

Kunsthal Aarhus åbner filial i København

Kiosken Mælkebøtten. Pressefoto.

Kunsthal Aarhus BBC er navnet på den nye – og COVID-19-venlige – filial af Kunsthal Aarhus, der netop er åbnet i København.

Filialen er beliggende på Vesterbrogade 208 på Frederiksberg. Til daglig huser adressen Brev Box Center – deraf navnet BBC. Hvis man ønsker at besøge udstillingsstedet, skal man gå ind i kiosken Mælkebøtten på Vesterbrogade 198, hvor man får udleveret en nøgle og yderligere oplysninger.

Konceptet er udviklet af kunstner Pernille Kapper Williams og Kunstfaglig Direktør Jacob Fabricius fra Kunsthal Aarhus, som i forbindelse med åbningen udtaler: “Vi tror på, Kunsthal Aarhus BBC vil bidrage til nye, intime og fysiske kunstoplevelser”.

Med det nye udstillingssted ønsker Kunsthal Aarhus at imødekomme de, der bor i i hovedstadsområdet, og som er forhindret i at besøge Kunsthal Aarhus. Samtidig er det nye udstillingssted er en COVID-19 venlig oplevelse, idet der kun er plads til 2 personer ad gangen.

I løbet af året vil stedet udstille 12 danske og internationale kunstnere, som hver får en måned på skift med udstillingsåbning den første dag i måneden.

Den første kunstner til at udstille i den nye filial er Mira Winding, hvis udstilling åbnede 1. januar. Udstillingen har titlen boyfriends are soldiers og viser fotografier af skulpturer fotograferet i offentlige rum og på museer. Det er intime portrætter af skulpturer, der repræsenterer menneskekroppe støbt i bronze eller hugget i marmor.

De næste kunstnere til at udstille i Kunsthal Aarhus BBC bliver Maiken Stæhr i februar og Sophie Nys i marts.

Kilde: Kunsthal Aarhus.

Du kan læse mere om rutevejledning her.

Del artiklen

'Kunsthal Aarhus åbner filial i København'

Facebook