Børn og unge skal møde billedkunsten på nye måder

Børn og unge skal møde billedkunsten på nye måder

Installationsfoto fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legatudstilling 2016 (Margrete Sørensen). Foto: Den Frie Udstillingsbygning.

Statens Kunstfond søsætter ny pulje for ambitiøs og eksperimenterende formidling af samtidskunst til børn og unge i hele landet.

Projektstøtteudvalget annoncerede i efteråret en ny pulje rettet specifikt mod børn og unge. Med den nye pulje vil udvalget se særligt positivt på projekter, der er målrettet børn og unge, som ellers kun har begrænset adgang til kunstoplevelser af høj kvalitet:

”Vi vil gerne opfordre samtidskunstens institutioner og aktører til at tænke i nye metoder og nye samarbejder. Både når det gælder formater for formidling til børn og unge, men også når det gælder om at nå nogle af dem, som ikke normalt kommer og besøger udstillingerne”, siger Lisette Vind Ebbesen,  udvalgsleder for Projektstøtteudvalget for Billedkunst.

Nu har udvalget behandlet den første runde af ansøgninger og har valgt at give tilskud til syv projekter.

De syv projekter er formuleret af:

Ringsted Galleriet: Formidlingscenter på Ringsted Galleriet, der får 200.000 kr.
Kunsthal Aarhus: Billeder fra fremtiden, der får 193.582 kr.
Gæsteatelier Hollufgård: SkulpturOdense’21 for børn og unge, der får 100.000 kr.
Struer Tracks: Lydens Landskaber, der får 70.000 kr.
Copenhagen Contemporary: Playing Up på Krakas Plads, der får 70.000 kr.
Sønderborg Kommune: Enacting New Realities, der får 66.000 kr.
Another Public: #VærkDinVerden, der får 64.000 kr.

Lisette Vind Ebbesen udtaler:
”Billedkunsten kan være nøglen til anderledes perspektiver på verden, vores samfund og os selv. Det er et vigtigt erfaringsrum, som vi gerne vil åbne op for børn og unge. Vi tror grundlæggende på, at mødet med kunsten og samtalen om kunsten er centralt for dens værdi. Når børn og unge skal møde kunsten, giver det dog mening, at understøtte mødet med et veltilrettelagt forløb og en ambitiøs samtalepartner.

Vi vil gerne sikre, at børn og unge møder kunstværker af høj kvalitet og forestiller os, at projekter kunne udfoldes på fx en kunsthal, et kunstnerdrevent sted eller galleri. Men formidlingen kunne også sagtens vedrøre værker i det offentlige rum, en midlertidig begivenhed eller noget helt tredje. Vi er åbne overfor alle nytænkende, ambitiøse og vægtige initiativer, der går ud over de gængse tilbud.”

Kilde: Statens Kunstfond

Der er afsat i alt 5 mio. kr. til uddeling i 2020 og 2021: 800.000 i 2020 og 4,2 mio kr. i 2021.

Bemærk, at puljen har frist igen allerede 21. januar 2021.

Del artiklen

'Børn og unge skal møde billedkunsten på nye måder'

Facebook