I 2007 lod han temperaturen på Sharjah Art Museum stige med to grader ved at skrue ned på airconditionanlægget og brugte den økonomiske gevinst på køb af regnskov. Til Skulptur Projekte Münster samme år skabte han en stålblank gyllespreder, der udledte jernklorid til bekæmpelse af algevækst i en kunstigt anlagt sø.

På Sorø Kunstmuseum anlagde han en mark tilsået med monokulturer. Og i 2012 kuraterede han udstillingen Worldly House i forbindelse med documenta 12. En udstilling, der udspillede sig i en hytte, der oprindeligt var tiltænkt stedets sorte svaner.

Kort fortalt: Naturen – og menneskets ofte problematiske sameksistens med denne – har siden 00’erne været et centralt omdrejningspunk i Tue Greenforts kunstneriske praksis.

De seneste år er udtrykket ‘klimakunst’ for alvor kommet på dagsordenen, når store kunstinstitutioner anlægger udstillinger, der tematiserer klimaforandringer, som eksempelvis RETHINK Contemporary Art & Climate Change (2010), der spredte sig over Nikolaj Kunsthal, Den Frie Udstillingsbygning og Statens Museum for Kunst eller sidste års ARoS-udstilling Tomorrow is the question.

Læs også: Ugens Kunstner: Tue Greenfort

Er det et udtryk for en tro på, at kunsten kan og bør spille en aktiv rolle i kampen mod klimaforandringer, eller er det blot opportunisme hos de store institutioner, hvor man rider med på en bølge af hype? Og hvor ser kunstnerne sig selv og ikke mindst kunsten i hele denne problemstilling?

Kunst skal ikke være politisk korrekt

Siden tiden på kunstakademiet har Tue Greenfort været optaget af ‘environmentalism’, altså kunst, der på forskellig vis beskæftiger sig med miljøspørgsmål og naturforståelse, men han er også rundet af ældre traditioner, som Land Art og institutionskritisk kunst.

For Greenfort er spørgsmålet om kunstens rolle i denne sammenhæng slet ikke så entydigt, og forestillingen om, at kunst skal have en bestemt samfundsmæssig funktion eller målbar “effekt”, er i Greenforts øjne en misforståelse af kunstens grundlæggende natur og væsen, sammenlignet med andre udtryksformer.

“Jeg mener, at det interessante ved kunsten er, at den er så bredt favnende. At man kan være interdisciplinær, og at man som kunstner være repræsentant for andre fagligheder på et æstetisk plan”, fortæller Greenfort.

Kunsten er altså ikke underlagt samme objektivitetskriterier, som eksempelvis videnskab eller journalistik. Og den tjener derfor ikke en bestemt funktion, eller kan indskrives i en foruddefineret agenda, som eksempelvis en bestemt holdning til klimaspørgsmålet:

“Kunsten handler ikke om en politisk korrekthed, og jeg ville være ked af at falde i sådan en kategorisering. Så synes jeg mit projekt spiller fallit, og det er jeg meget bevidst om. For når man taler ‘klimakunst’, så taler det også i forlængelse af et spørgsmål om politisk korrekthed”, forklarer Greenfort.

“På den anden side handler kunsten også om at skabe billeder og visioner, og om at lave fortællinger. Og det er efter min mening dét, der er vigtigt, når vi skal prøve at redefinere os selv, og forsøge at forholde os til de her ekstremt store problemstillinger, som f.eks. klimaforandringer. Hvordan kan vi nå ind til mennesket?”, uddyber han.

Mødet med andetheden

En af de helt store udfordringer i forhold til eksempelvis klima er, at der er tale om så omfattende og komplekse systemer, at vi som enkeltindivider har vanskeligt ved helt at overskue dets omfang.

Timothy Morton taler om “The Hyper Object”; fænomener hvis udstrækning i tid og rum er så komplekse, at de ikke lader sig kondensere til én, enkel, konkret beskrivelse. Det er ifølge Greenfort netop disse komplekse sammenhænge, som kunsten kan hjælpe med at anskueliggøre.

Læs også anmeldelse: Den Frie som væksthus for planter og svampe

For Greenforts kunstneriske praksis manifesterer det sig ofte i den nære naturoplevelse og mødet med “andetheden”; altså dét, som ikke er menneskeligt: “Når jeg kigger på naturen, får jeg en meget bedre forståelse af vores civilisation og den institutionskritik, man kan rette udrette i dag. Det er den helt umiddelbare oplevelse af ‘Det Andet’; det, som vi absolut ikke kan forstå.”

Mødet kan eksempelvis opstå, når man betragter en solsort i haven, eller en regnorm, der kravler over vejen. Eller som i et af Greenforts tidlige værker, hvor tilpasningsdygtige ræve i Berlin blev portrætteret med “selfies” i fotofælder, som Greenfort havde opstillet på en byggetomt.

“Os” og “dem” og “vi”

“Kunsten handler om at være et legende væsen, at være undersøgende og nysgerrig”, fortsætter Greenfort. “Jeg er fandens nysgerrig – især overfor denneher “andethed”, som vi er så forbundet med, at vi slet ikke kan udskrive os fra det. Men selve naturbegrebet er netop denne udskrivelse, hvor vi mener at stå udenfor og kigge på det.”

“Det er i forsøget på at forstå Det Andet, at vi historisk har begået mange fejl, for jeg er grundlæggende sikker på, at vi ikke rigtigt forstår noget af det, men at dét vi umiddelbart kan forstå er, at det er et andet liv. Så det er et billede på vores egen eksistens, og det er noget det, jeg vender tilbage til igen og igen.”

Den historiske adskillelse mellem “naturen” og “civilisationen” er også en tematik, man genfinder i Greenforts aktuelle udstilling på GL STRAND, hvor Greenfort søger tilbage til det oprindelige kystlandskab, der i dag er dækket af brosten, og som – meget apropos – har givet udstillingsstedet sit navn.

Læs også anmeldelse: Stranden som samfundets brydningsrum

At denne historiske adskillelse mellem et os, menneskene, og en andethed, naturen, netop bør gentænkes i et kollektivt “vi”, er en kongstanke i et af tidens buzzwords “Det antropocæne” – forestillingen om, at vi mennesker nu påvirker kloden i en sådan grad, at det vil kunne aflæses geologisk i fremtiden.

“Når jeg siger, at det er et “vi”, så er det fordi, der er et paradigmeskifte i filosofien fra en meget dualistisk forestilling, til at vi er en pluralitet. Og det genfinder man i naturvidenskab”, forklarer Greenfort. “Imellem de grundlæggende sten for den rationelle forestilling om verden, viser der sig rum for tvivl om, hvordan tingene hænger sammen.”

Kunst som tvivl

Usikkerheden og tvivlen er for Greenfort også væsentlige forudsætninger for kunstens ageren. Kunsten bør netop altid tvivle på sig selv og sine egne virkemidler, og derigennem forholde sig kritisk til sig selv. Det er også derfor, sidste års undersøgelse af klimakunstens “effekt” på publikum ifølge Greenfort ikke rigtigt giver nogen mening.

Laura Sommer fra projektet Climart på NTNU havde undersøgt publikums reaktioner på 37 kunstværker, der blev vist under klimatopmødet i Paris i 2015. Undersøgelsens konklusion var blandt andet, at kun 3 af værkerne havde fået publikum til at reflektere over deres egen rolle i klimaspørgsmålet.

“Jeg mener, at kunsten har en afgørende betydning i forhold til, hvordan vi oplever os selv i forhold til vores identitet som individer og som samfund. Også i relation til klimaspørgsmål. Der mener jeg, at kunsten rent faktisk kan være utroligt stærk, for den handler om de billeder, der bliver skabt, og fortællingerne om hvem vi er, og hvordan vi så gør det. “

Undersøgelsen er dog ifølge Greenfort problematisk, fordi den som grundpræmis har en ide om, at publikum skal nå frem til en på forhånd defineret konklusion i oplevelsen af værket.

Kunsten skal først og fremmest være kunst

I stedet har kunsten nærmere karakter af at være et spejl på samfundet, hvor kunstneren kan præsentere et materiale, der anskueliggør en problemstilling og lader det være op til publikum at drage sine egne konklusioner.

“Der må gerne være nogle idealer og nogle lidt radikale tegn på, hvad det kunne være – men uden at være belærende. Man kan skabe nogle fortællinger, hvad enten de så er utopiske eller dystopiske. Men de må gerne være undergravende og udfordre status quo”, mener Greenfort.

Vi lever i en samtid præget af mange absurditeter, som kunsten kan være med til at bringe frem i lyset. Men kunstens rolle er ifølge Greenfort stadig først og fremmest at være kunst.

“Frem for det polemiske og politiske, så er jeg meget mere funderet i det skønne. Så om hvorvidt kunsten kan noget: Ja, den kan utroligt meget – også i denne debat om klimaspørgsmålet – men tag et skridt tilbage til kunsten selv.”