Glyptotekets udstilling Paul Gauguin – Hvorfor er du vred? stiller ubekvemme spørgsmål. Og den gør det ud fra et fundament, som kun er muligt, når den grundige forskning prioriteres.
En gruppe farverigt klædte queer- og transpersoner fra Polynesien sidder i et talkshow og diskuterer Paul Gauguins kendte maleri Arearea no varua ino (Den onde ånds morskab), 1894. Det er billedet, hvor to bløde kvindekroppe hhv. sidder og ligger i forgrunden, mens to mandekroppe har en ubestemmelig interaktion i baggrunden, og en kultisk figur troner ude til venstre.
Talkshowværten Queen Hera og gæsterne i studiet kaster sig ivrigt ind i diskussionen, ikke alt er oversat, det er svært at følge med, hvilket er helt intenderet. Først og fremmest er samtalen direkte, uærbødig og humoristisk. Deltagerne har mange spørgsmål, de gerne ville stille Paul Gauguin.
Den japansk/samoanske kunstner Yuki Kiharas First Impressions fra 2018 vises som et blandt flere samtidskunstværker i anden del af udstillingen, ”Paul Gauguin – Hvorfor er du vred?”, som er kurateret af Anna Kærsgaard Gregersen. Det er et oplagt værk, når man som kurator gerne vil have nye relevante blikke på den kanoniserede Paul Gauguins værk, men det er også et bidrag, som lige løfter perspektivet: Humor og nysgerrighed er en god indgang til at tale om den besværlige fortid.
Den varme maler i den varme stol
Paul Gauguin (1848-1903) er en varm maler på mange måder, og man kan se hans spor i samtidsmaleriet hos f.eks. Peter Doig. Indenfor de sidste 20 år har der været hele tre udstillinger på Glyptoteket med den franskfødte kunstner, som museet, qua Gauguins ægteskab med danske Mette, født Gad, har en verdensberømt samling af. Glyptotekets egne tahitianske værker suppleres med væsentlige indlån, som f.eks. stentøjsskulpturen Oviri, fra Musée d´Orsay.
Paul Gauguin – hvorfor er du vred? har fokus på Gauguins liv på Tahiti i Fransk Polynesien, og er ikke optaget af at beundre Gauguins vilde farver, flydende flader og symboler. Præmissen er, at det er ubekvemt og kompliceret at beskæftige sig med Gauguins liv i Polynesien, hvor han levede i forhold med pigebørn på 13-14 år.
Det er et ubehag, som ikke må gemmes væk. Det handler ikke om at piske sig med fortid, eller afskrive dens værker, men om som minimum at anlægge dobbeltperspektiv, for ”at blive i spændingsfeltet mellem Gauguins liv og værk, mellem hans kunstneriske ambition og den koloniale kontekst”.
Der er to samtalepartnere på udstillingen, dels den historiske fakta-del og dels den kontemporære kunsthistorie, hvor stemmer fra det polynesiske område får lige så meget plads som Gauguins egne værker. Det er udstillingens pointe, at det giver god mening at arbejde med en mere rumlig tidsforståelse og tage nutidige værker med, som kaster ikke-vestlige perspektiver ind i samtalen. Fortællingen om den store postimpressionist/syntetist, der søgte friheden mod syd, kan ikke stå alene mere.
Den ædle vilde
Det første værk på udstillingen er Gauguins bronzemaske fra 1895. Den ligner ham selv, men har været givet titler som Tahitianer og Maske af en vild. Det var en maske, han mente måtte kunne sælges i flere eksemplarer. Han ville selv være en ”sauvage”, bryde ud af det konforme. Den, der købte Gauguins vilde maske – som i dag nærmere får mig til at tænke på en religiøs afbildning af Jesus– kunne på den måde få en lille del af det frie liv, som kunstneren så at sige udlevede på deres vegne.
Fra et grønt bladfilter dukker et mørkhåret kvindeansigt op. Hun har en knaldrød hibiscusblomst i munden, fristende som Gauguins våde drøm om den ægte vilde. Hun slår ikke blikket ned og rækker dig sin blomst, hun ser ufravendt på dig og holder blikket, mens hun langsomt æder blomsten. Angela Tiatias video Hibiscus Rosa Sinensis fra 2010 er et stærkt værk, der tager magten tilbage. ”Spis tiden! / Du skal spise tiden!/ Du skal fortære/ vores fortids spildte tid/ så fortiden/ forbinder sig med fremtiden”, skriver den tahitianske digter Henri Hiro i et af de digte, som er trykt på væggen.
Drømmen om paradis på jord
Udstillingen åbner med fortællingen om Tahiti, hvis oprindelige folk kom til øen vestfra fra bl.a. Samoa. Europæerne kom første gang til øen i 1767, og derfra tager den stadigt levende myte om det jordiske paradis fart: På Stillehavsøerne har ingen nødigt at arbejde, kvinderne er gavmilde og stiller ingen krav. Den myte lever sådan set den dag i dag. Fra datidens stik og senere fotografier ser den koloniale magtovertagelse idyllisk ud, men faktum var, at der lå grum vold bag.
Mere end 100 år senere, på Verdensudstillingen i Paris i 1889, sælges Tahiti stadig som stedet, hvor en mands drømme kan forløses. Den franske stat vil gerne have folk derud. Man kan se ”ægte indfødte” udstillet og man kan købe souvenirs lavet af ”de vilde”.
Gauguin køber en afrikansk figur, som han bemaler og signerer. Den kan ses på Glyptoteket, og han tager turistbrochurer med sig hjem. En af dem skriver han af fra i et brev til Willumsen, hvor han udfolder tankerne om sit fremtidige frie liv, i det han andetsteds kalder ”tropernes atelier”. Det er klart, at myten ikke havde gang på jord, men også at den tahitianske kultur havde værdier og forståelser af det gode liv, som vesten dengang og nu, kunne lære en del af.
Splittelsens figur
Den mytologi, Gauguin tapper ind i om det uspolerede og vilde, har rod i Rousseaus tanker, og fortæller en hel del om, hvor ufrit livet i det pæne borgerskab var. Gauguins liv minder mig om Knud Rasmussens historie. Gauguin tilbragte sine førskoleår i Peru, og de brud og splittelser har paralleller til Rasmussens.
Som ham identificerer Gauguin sig med den oprindelige befolkning og tager afstand fra øens franske elitære overklasse, og samtidig er han i den grad en del af undertrykkelsen. I sine skriverier lægger han ikke skjul på, at han kan tage kvinderne, når han lyster, men samtidig forsvarer han deres modstand overfor kolonisatorerne.
Paul Gauguin opholder sig i alt otte år på Tahiti, og han dør i 1903 på en af de nordligere Marquesasøer. Men da han ankommer til øen i 1891, er den allerede et paradise lost. Man regner med, at befolkningen fra 1767 til 1848 reduceres til en fjerdedel pga. sygdomme, som de fremmede bragte med sig – lige fra forkølelse til syfilis.
For to kroner autenticitet
To kroner kan du putte i automaten, så danser de for dig i udstillingens andet videoværk af Kihara, Culture for sale. Som et peep-show – her er det bare lidt etnisk show, du betaler for, som de kolonialiserede altid er blevet betalt med småpenge for at aflevere deres håndværk, fangstdyr eller krop til den hvide, vestlige mand. Men tro ikke, at man nødvendigvis fik den autenticitet, man betalte for. At handle og få det bedste ud af det er en ret basal, menneskelig ting.
Der er flere fremragende samtidsværker på udstillingen og masser af historisk materiale at gå ombord i. Udstillingen er båret af en høj faglighed, hvad også kataloget vidner om. Det har ikke været en let udstilling at lave, men at kurator også selv har sat sig i den ubekvemme stol, gør det til en udstilling, hvor der er plads til, at man som beskuer kan tænke med.
