Ugens kunstner: Allan Otte

Ugens kunstner: Allan Otte

Allan Otte: Lundbye Remake (5:6), 2011. Foto: Anders Sune Berg.

Billedserie

Billedkunstner Allan Otte er kendt for sine fotorealistiske landskabsmalerier, der skildrer nutidens modernisering af landbruget. I sine malerier gør Otte op med 1800-tallets nationalromantiske landskab og forærer os et nutidigt, usentimentalt indblik i det danske landskab fyldt med døde grise, smadrede køretøjer og industriel landbrugsproduktion.

Portræt af Allan Otte foran egne værker. Foto: Anders Sune. Berg.

Allan Otte (f. 1978) er opvokset i en landbrugsfamilie nær Aars i Nordjylland. Selvom kunst ikke var en del af hans opvækst, var det alligevel livet på landet, der kom til at spille en afgørende rolle i hans senere kunstpraksis. Med sine landskabsmalerier ønsker Otte at frembringe autentiske og retvisende skildringer af det danske landbrug, uden idealiserede forestillinger og romantik.

Otte tager afstand fra kunsthistoriens nationalromantiske kunstnere som Lundbye, Eckersberg og Skovgaard, der hyldede deres land gennem romantiserede gengivelser af det danske landskab. Værket Lundbye Remake er en parafrasering af Lundbyes værk Eftersårslandskab. Hankehøj ved Vallekilde.

Allan Otte: Nedbrydning, 2019. Foto: Torben Eskerod.

Med vindmøller og emballerede halmballer fremstår Ottes maleri som en nutidig kommentar på nationalromantikkens natursyn, der ifølge Otte stadig synes at forme vores forestillinger om det danske landskab, navnlig landbruget. For kunstneren er industrielle landbrugsmaskiner og arbejdsulykker en konstatering om det virkelige landbrug, der ikke skal idylliseres, men i stedet betragtes, som det, det er. Otte tager beskueren med ind i stalden, for i hans malerier græsser køerne ikke i det fri, og han konfronterer os med døde dyr og efterladte, forulykkede køretøjer uden synlige tegn på liv.

Allan Otte: Smadret, 2007. Foto: Anders Sune Berg.

Alligevel vidner malerierne om liv, idet man som beskuer let kan forestille sig de forudgående skæbnesvangre hændelser.

Vanitassymbolik

I værket Ophobning fra 2010 ses en overfyldt container med døde grise.

Der er langt fra plads til alle dyrene, så omtrent halvdelen er skødesløst placeret rundt om containeren. Lader man synet passere videre fra det urovækkende syn af grisene og retter blikket mod baggrunden, opstår der en tydelig kontrast. Her er himlen blå, og blomster pryder marken i gule og lyserøde nuancer. Der opstår en tvetydighed i billedet, som kun synes at forstærke den foruroligende skildring af de døde grise. Ophobning er ét ud af Ottes mange malerier af døde dyr, hvoriblandt også katte, svaner og andre fugle portrætteres. Det er alle motiver, der leder tankerne hen på vanitassymbolikkens morale om livets forgængelighed – husk, du skal dø.

Allan Otte: Ophobning, 2010. Foto: Anders Sune Berg

Når synet bedrages

Det er en særlig teknik, Otte anvender i sine malerier, der til forveksling ligner fotografier, hvis de betragtes på afstand. Han samler billeder fra internettet samt egne fotografier og bearbejder dem til en collage på computeren. Otte skaber således et nyt, fiktivt landskabsmotiv bestående af delelementer fra virkelighedens landskaber. Når motivet er skabt, overføres det til et lærred ved hjælp af gitter-lignende strukturer, hvor små kvadratiske felter skabes af skiftevis horisontale og vertikale penselstrøg angivet med en sirlig præcision.

Maleteknikken skaber illusionen af pixels, som vi kender fra digitale billeder, og maleriet bliver hyperrealistisk. Først når man bevæger sig helt tæt på værkerne, overbevises man om, at de virkelig er malet, idet man ser de enkelte penselstrøg og det bagvedliggende manuelle arbejde. En anden teknik bringes i spil, når Otte maler motiver på store platter, der er skabt i samarbejde med Royal Copenhagen.

Allan Otte: Uden titel (Død kat), 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Motiverne er malet i frihånd med den klassiske koboltblå farve og udført i overglaseret undermaling. Trods en traditionel teknik, bliver resultatet en platte, der modsat Royal Copenhagens folkekære porcelæn, næppe finder sin vej til middagsselskabet.

En konstrueret virkelighed

Otte kaster lys over tragiske, absurde begivenheder, og i kollisionen mellem døde dyr og forulykkede køretøjer skabes øjeblikke, hvor noget påfaldende smukt og grimt formår at eksistere side om side.

Bag de mennesketomme, øde landskaber emmer elementer af skønhed og fortællinger om det danske landskab. Selvom Ottes fotorealistiske malerier er en konstrueret virkelighed, er de et stærkt modspil til den virkelighedsfjerne naturforestilling, de gang på gang forsøger at aflive.

Se portfolio nedenfor:

Allan Otte: Fødsel, 2020. Foto: Torben Eskerod.
Allan Otte: Høst (sammenbrud), 2019. Foto: Louise Dybbro.
Allan Otte: Naturskildring (avlsarbejde), 2018. Foto: Torben Eskerod.
Allan Otte: 12 timer, 2017. Foto: Torben Eskerod.
Allan Otte: Slut scene, 2017. Foto: Torben Eskerod.
Allan Otte: Skabelsen, 2017. Foto: Torben Eskerod.
Allan Otte: Løsdriftsstald (foderskubber), 2017. Foto: Torben Eskero.
Allan Otte: Sædemanden, 2016. Foto: Torben Eskerod.
Allan Otte: Suppedas, 2014. Foto: Anders Sune Berg.
Allan Otte: Ole 25 år, fisse, 2013. Foto: Alec Due.
Allan Otte: Furer (1:3), 2012. Foto: Anders Sune Berg.
Allan Otte: Vertikalt landskab ­- verdens navle, 2012. Foto: Anders Sune Berg.
Allan Otte: Fugl, 2009. Foto: Anders Sune Berg.

Allan Otte er født i 1978 i Aars i Nordjylland. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og bor og arbejder idag i København.

Aktuel udstilling: NaturligvisLandskabsmalerier af Allan Otte på HEART - Herning Museum of Contemporary Art. Udstillingen er skabt i samarbejde med Fuglsang Kunstmuseum og Kunstmuseum Brandts, hvor den efterfølgende kan opleves. Der vises flere end 50 af Ottes værker fra 2006 og frem, og det er den hidtil største udstilling af kunstnerens arbejde.

Se Allan Ottes hjemmeside her.

Se liste over hans tidligere udstillinger her.

 

 

Billedserie

Del artiklen

'Ugens kunstner: Allan Otte'

Facebook