“Vi skaber en ny mulighed for den unge uafhængige kurator, som ofte overses”

“Vi skaber en ny mulighed for den unge uafhængige kurator, som ofte overses”

Something Blue. Gether Contemporary. Foto: David Stjernholm.

For unge kuratorer findes der kun meget få muligheder for at gøre karriere. Det forsøger Gether Contemporary at rykke ved med lanceringen af Young Curators Programme. Kunsten.nu har talt med gallerist Sophus Gether samt kurator Katia Porro, som har vundet muligheden for at kuratere en udstilling på galleriet og netop nu viser gruppeudstillingen Something Blue.

Jeg kan nærmest dufte Middelhavet og osen fra de massivt trafikerede veje og mærke sandkorn kilde i mine næsebor. Udstillingen Something Blue på Gether Contemporary har transporteret mig direkte til Marseille, hvor den amerikanske kurator, Katia Porro har sin base.

Katia Porro. Pressefoto.

Porro står bag den aktuelle udstilling på galleriet, der på poetisk vis fabulerer over hendes eget forhold til den franske havneby, mindernes magi, hydrofeminisme og vand i det hele taget.

“Eftersom jeg er vokset op i Miami og nu bor i Marseille, har havet altid fyldt meget i mit liv”, fortæller Porro om valget af udstillingens overordnede tema.

Fra Marseille til København

Muligheden for at udstille i København, som Porro ikke har besøgt, før hun landede i Kastrup for at gå i gang med installeringen af udstillingen, har hun vundet via et open call. Sidste år indsendte hun nemlig et udstillingsforslag til konkurrencen Young Curators Programme, som imponerede juryen. Gallerist Sophus Gether fortæller:

“Det, der tiltrak os ved Katia Porros forslag, var hendes enormt fine koncept, en stor poetisk sensibilitet og opmærksomhed over for naturlige perspektiver i vores hverdag, som ikke er frembrusende, men i kraft af deres stærke materialitet, alligevel formår at bringe en stærk og selvstændig stemme frem.”

Til udstillingen har Porro valgt at samarbejde med de to franske kunstnere, Océane Bruel og Maxime Fragnon, der, som Katia Porro selv, er i starten af deres kunstneriske karrierer. Om kunstnerne og deres værker fortæller Katia Porro:

“Der er en vigtig materiel tilstedeværelse i udstillingen, hvad enten den er organisk eller uorganisk. Begge kunstnere har respekt for de materialer, de arbejder med, såvel som for tingenes metamorfose. Værkerne af Océane Bruel og Maxime Fragnon afslører en vis skrøbelighed og er konstant udsat for transformationer, forårsaget af både naturlig og menneskelig indgriben”.

Something Blue. Gether Contemporary. Foto: David Stjernholm.

Den unge kurator i kunstens økosystem

Young Curators Programme er et initiativ, som Gether Contemporary har etableret med en udvælgelseskomité, der består af Irene Campolmi, uafhængig kurator, Marianne Torp, senior-kurator på SMK, Sara Lysgaard, samler af ung samtidskunst og Sophus Gether selv. Projektet handler om at give unge talenter, som ikke er i søgelyset, mulighed for at udstille i galleriet. 

“Ønsket har været at invitere folk ind, som vi ikke kender på forhånd. Og det gør man lettest ved at lave et open call”, fortæller Sophus Gether.

Young Curators Programme er blevet til for at støtte unge kuratorer i Danmark og internationalt. Sophus Gether mener, at unge kuratorer ofte overses i de indledende faser af deres karriere og sjældent får det fokus, de fortjener: 

“Kunstbranchen kan godt være en svær nød at knække. Der er helt tydelige hierarkier, som kunstnere, kuratorer og kritikere er en del af og må lære at navigere i. Men når man først har fået foden indenfor, er det lettere at få bolden til at rulle videre. Det kunne vi godt tænke os at prøve at ændre på ved at skabe en ny og anderledes mulighed.”

Læs også: Gallerist Sophus Gether: “Tab ikke den unge generation af kunstnere”

Det er noget, som Katia Porro kan nikke genkendende til:

“Når man arbejder som en ung uafhængig kurator, er det let at befinde sig i usikre økonomiske situationer, hvilket gør det vanskeligt at udvikle projekter. I et stykke tid organiserede jeg mindre off-site projekter på steder, som lokale barer og i et forladt vagtværelse i det lejlighedskompleks, jeg bor i. De fleste af disse projekter var selvfinansierede med meget minimale midler, så dét at ansøge via open calls er en vigtigt mulighed for at finansiere bestemte projekter. Jeg er virkelig smigret over, at Gether Contemporary har valgt mit projekt. Det er motiverende at føle sig støttet af en jury, som du aldrig har mødt før.”

Dig, mig og vandet

Something Blue har en klar reference til en sang af Hiroshi Yoshimara. Selve melodiens opbygning mindede Katia Porro om, hvordan vand altid og for evigt er i bevægelse, hvilket i overført betydning kan beskrive den måde, vi er forbundet med hinanden og naturen.

“Udstillingen adresserer idéer om liminalitet, intimitet, sammensmeltning og tingenes sammenhæng, og derfor ønskede jeg at fremkalde dette udefinerbare ”something”. Med titlen Something Blue henviser jeg også til flydende kroppe, flydende modernitet, flydende tilværelse – så på den måde er der er en meget indlysende henvisning til vand”, forklarer Katia Porro.

Something Blue består af i alt ni skulpturelle og installatoriske værker af Maxime Fragnon og Océanne Bruel. 

Ved indgangen til udstillingen hænger Maxime Fragnons værk Souffle chaud d’été (eng. Hot breath of summer), der virkelig fremkalder minder hos mig om altid sommerlige Marseille, og man forestiller sig, at de tørrede kviste, blomster, frø og frugter, som støbt ind i den hængende installation, kunne være indsamlet på ture ind i det sydfranske landskab. 

Something Blue. Gether Contemporary. Foto: David Stjernholm.

Ved siden af Fragnons værk står to skulpturelle beholdere på det kolde betongulv. Untitled (You and Me) er lavet af omsmeltet stearinlys i nuancer af pastelgrønne farver, som Océanne Bruel samler på. 

Océanne Bruel, som også er til stede, fortæller mig, at inspirationen til værket udsprang fra en følelse af ensomhed, da alle hendes gode venner forlod Helsinki, som er hendes nuværende base, og hun blev tilbage. 

Hun besluttede sig derfor for at holde en fest og invitere på vin. Hun forklarer mig, at løfter man værket, vil man kunne høre lyden af vand (måske vin) skvulpe inde i skulpturen: 

”Væsken ligger i tætsluttede beholdere og vil derfor blive inde i skulpturen for altid”. Derfor vil mindet om festen altid følge med værket.

At give noget tilbage

Grunden til, at Gether Contemporary lægger udstillingsrum til projektet, handler dels om, at det ifølge Sophus Gether ligger i galleriets DNA at være nysgerrig på kunsten, og at man på galleriet generelt interesserer sig for alternative kunststemmer og formater, som er anderledes og uforudsigelige. 

Dels er der fra Gethers side et ønske om at give noget tilbage:

”Vi oplever indenfor branchen, at der for kunstnere er en række forskellige legater og priser, man kan opnå støtte og tilskud fra, men for unge kuratorer er der længere mellem mulighederne”.

Han fortsætter: 

”Vi ønsker at fokusere på kuratorerne, fordi de udgør et uundværligt led i kunstøkosystemet. Vi vil gerne være med til at skabe nye perspektiver på kunsten fremadrettet ved at også at anerkende de unge kuratorers stemme. Vi anerkender, at det ikke let at være uafhængig kurator, og vi har derfor ønsket at give plads til en uafhængig stemme til fuldt ud at udøve og udtrykke deres talent”

For Sophus Gether, der selv går op i at kuratere på en vedkommende måde, giver det desuden nye perspektiver på, hvad en kuratorisk praksis kan, og hvordan den kan se ud i dag:

“Den store berigelse ved at arbejde med det her projekt er at se disse mere end 30 forslag, vi har modtaget, og opleve hvordan udstillinger, skabt af unge kuratorer fra alle steder i verden, kan se ud. Den diversitet, vi har set i forslagene, er spændende at få indblik i. Selv på baggrund af de udfordringer, verden står overfor netop nu, kan vi se en masse unge, intelligente folk, som tænker frie kunstneriske tanker, som har en stemme og udviser stor selvstændighed og kreativitet. Det er helt vidunderligt at se.”

Om Gether Contemporary:
Gether Contemporary er et galleri dedikeret til samtidskunst. Visionen er at præsentere kunst, der afviger fra normen, og som inspirerer til nye tanker og følelser. Gether Contemporary er grundlagt af Sophus Gether i 2014 og har til huse i Kødbyen, København. Gether Contemporary repræsenterer bl.a. Marie Kølbæk Iversen, Astrid Myntekær, Sif Itona Westerberg og kunstnergruppen Vinyl, Terror & Horror.

Om Katia Porro:
Katia Porro er en uafhængig kurator, kunstformidler og oversætter med base i Marseille. Hun er uddannet fra Sorbonne Université og Parsons Paris – The New School. Foruden samarbejdet med Gether Contemporary har Porro kurateret en udstilling på Fondation d’entreprise Richard i Paris samt andre off-site udstillingsprojekter.

Om Océanne Bruel:
Océanne Bruel er en fransk billedkunstner med base i Helsinki. I 2019 deltog hun på CHART i gruppeudstillingen The Gatherer, The Dumpsterdiver, The Raver, The Hunter, The Alien and The Witch, kurateret af Helga Just Christoffersen. Bruel og Porro har tidligere arbejdet sammen i forbindelse med gruppeudstillingen L’Almanach des aléas (The Almanac of Uncertainties) på Fondation d’enterprise Ricard i Paris.

Om Maxime Fragnon:
Maxime Fragnon er en fransk billedkunstner, som foruden Gether Contemporary har udstillet på udstillingsstedet HVW8 i Berlin.

Del artiklen

'"Vi skaber en ny mulighed for den unge uafhængige kurator, som ofte overses"'

Facebook