Kunsten kan kvalificere offentlige debatter – også om en drænet sø på Djursland

Det er alle relevante spørgsmål. Og mon ikke spørgsmålene er mere indlysende, når du har læst dette essay. For det handler om kunst. Helt præcist Kristoffer Ørums udstilling Djurs Øhav i Kunsthal for maritim æstetik i Grenaa.

Udstillingen er en del af en række arrangementer, der alle handler om Kolindsund, og som kunsthallen arrangerer. Det er nok de færreste, der ikke bor på Djursland, som har hørt om Kolindsund, men det var faktisk Jyllands største sø, indtil den blev drænet i 1870’erne.

Afvandingen af Kolindsund lå i tidens ånd. Kornpriserne steg på verdensmarkedet, fordi den europæiske befolkning voksede. Det kunne betale sig at investere i jord. I Danmark blev hede og vådområder omdannet til landbrugsjord, så vinden kunne kaste sine bølger i de gyldne marker, og hvad der ellers blev dyrket.

Derfor drænede et københavnsk aktieselskab Kolindsund og udstykkede jorden. Det frie initiativ kunne blomstre på fundamentet af den borgerlige ejendomsret, hvilket også dengang var en relativ ny opfindelse. Alt sammen motoren i det 20. århundredes økonomiske vækst; ejendomsret, frie markeder og globalisering. Faktisk var projektet fremsynet, selvom det i de første mange år ikke var nogen succes, fordi afvandingen ikke bare lod sig gøre, og sundbunden var svær at gro noget på.

Sluk pumperne og slip utopien fri

Men nu er det 21. århundrede i fuld gang. I dag findes en voksende gruppe af mennesker på Djursland, som arbejder for, at Kolindsund skal genetableres som sø; at man skal slukke for de stakåndede pumper, som flytter 2000 liter vand i sekundet. For den blotlagte sundbund udleder store mængder CO2, og kystturisme er i vælten. Endnu mere nu med Covid-19 lockdown, hvor Staycation betyder, at danskerne får øjnene op for at holde ferie i Danmark.

Ligesom det var en utopi af dræne sundet i sin tid, er det også en utopi at lade Kolindsund genoversvømme – hvis man også forstår utopi som et stort og kompliceret projekt. Der findes undersøgelser, som beskriver det ene og andet scenarie: Saglige oplysninger beskrevet i rapporter, henvendt til eksperter og engagerede græsrodsaktivister, udarbejdet af eksperter og folk, der beskæftiger sig med fremtiden. På alle måder kvalificeret viden.

Hvordan ser fremtiden ud?

Men hvem er det egentlig i den sidste ende, som skal tage stilling, om sundet skal genoversvømmes? Det er faktisk dig, kære læser. For hvis folkestemningen er imod, så er det svært at finde en ledende politiker, som vil bakke op. Og det er jo smukt, for det minder om demokrati, selvom præmissen ofte mere bygger på en fornemmelse, end grundig og saglig viden, som går lidt videre og dybere end en opinionsundersøgelse.

Problemet er bare at ingen taler om, hvordan en konkret hverdag kan se ud engang i fremtiden i et genoversvømmet Kolindsund. ”Hvor skal vi bygge og hvor skal vi bo”, som det hedder i børnesangen, der sjovt nok bliver mere aktuel i denne sammenhæng, når det i næste vers hedder ”Strandvejen nummer 2”!

Her er det så, at Kristoffer Ørums udstilling Djurs Øhav kommer ind i billedet. Helt konkret. For Kristoffer udstiller en række fortællinger, der på forskellige måde fortæller om en hverdag i et genoversvømmet Kolindsund på et ubestemt tidspunkt langt ude i fremtiden. Om at stå op og udføre dagens opgaver. Leve og opleve i de 24 timer, der udgør et døgn.

Det er ikke dystre utopier. Tværtimod. Vi vil komme til at bo i østers. Store som campingvogne. Beskyttet af deres tykke skal. I en gensidig og lykkelig symbiose. Leve vores sammenvævede liv på vandet. I kæmpestore og stillestående østersbanker.

Kunsten at kvalificere debatten

Det lyder ikke som noget, der kan kvalificere en debat. For hvad så med vores smartphones, politiske institutioner, verdensøkonomien, og børnenes skoleferier? Svaret er, at de fandtes. Og at de gik under i forsøget på at skabe en anden utopi. For utopier er nu engang også motoren i verdenshistorien og udtryk for drømmen om et bedre samfund, uanset de konkrete omstændigheder og politiske farvninger. Og så kom vandet i Kolindsund og tiden, der forandrede os. Indtil vi er på tidspunktet for de fortællinger, Kristoffer viser på sin udstilling.

Som ikke er én fortælling, men en række anti-lineære fortællinger, der samtidig breder sig fra kunsthallen ind i det nærliggende Museum Østjyllands store udstilling om Kolindsund, hvor Kristoffer har placeret elementer fra sin utopiske fremtid i den store udstilling om Kolindsund. En slags bagvendt arkæologi – og selvfølgelig et hack af institutionen MUSEUM. Men det er en mindre vigtig pointe i denne sammenhæng. Hacket gentager egentlig bare spørgsmålet om fremtiden.

Er det langt ude at forestille sig, at vi skal bo i østers? Ja, men kun måske! For Kristoffer baserer sine utopier på historiske fakta og videnskabelige data. Der fandtes østers i Kolindsund, for der var saltvand i sundet engang. Og med Bruuns regel fra 1952 kan man udregne den stigende vandstands påvirkning af kystlinjen, som Kristoffer har gjort. Og så har Kristoffer tilføjet en uspecificeret twist. Ligesom at historien også har en twist, der så bare hedder tilfældighed; det vi aldrig havde en chance for at forudse, ligesom oplysningstiden næppe kunne forestille sig Internettet, eller jæger-samler samfundet de store industrielle slagterier, vi har i dag. For at nævne nogle få, temmeligt uforudsigelige ting fra en ellers ret lang liste.

Kvalificerer det så debatten? Ja, det gør det. Fordi nu kan vi forholde os til en konkret hverdag. Den behøver ikke at være sand. Men Kristoffers værker formulerer et sted, hvorfra jeg kan stå og forestille mig og tænke videre. I stedet for tørre tal der ikke fortæller særlig meget. Tal som for eksempel at temperaturen vil stige 1,5 grad mellem år 2030 og 2052. Hvilket naturligvis vil påvirke hele verden voldsomt. Men hvordan? Helt konkret? Hvordan vil min hverdag så se ud? Og kan jeg forestille mig et liv, jeg ønsker under de betingelser, enten for mig selv, eller mine børns børn?

Lokalt højaktuelt og forbundet med stærke følelser

Det er interessant som kurator at arbejde med spørgsmål, som er højaktuelle og har en konkret betydning for en stor gruppe mennesker. Pointen med temaet Kolindsund er at kvalificere en samtale. Eller revitalisere den. For debatten er polariseret og forudsigelig. Venstrefløjen har følelser og idealisme forbundet med miljøspørgsmål. Højrefløjen har regneark og pragmatisme. Groft sagt. Udover at problematikken om Kolindsund også symboliserer forskellen mellem det 20. og 21. århundredes verdenssyn.

Kunsten skal selvfølgelig ikke mægle mellem de to positioner i debatten. Men den kan tilbyde fortællinger og andre måder at arbejde med problematikken på. Kunsthallen afholder derfor også en række arrangementer, som hver især bearbejder problematikken på andre måder. Både traditionelt – i udgivelser og ved afholdelse af debatarrangementer, og så lidt mere utraditionelt; ved at afholde mad-events og busture med termokandekaffe og fællessang. En aktivisme i forlængelse af den umiddelbare æstetiske tilgængelighed i Kristoffers værker, som også afspejler sig i referencen til æstetikken hos både Djurs Sommerland og sikkerhedsfoldere ombord på fly. For at række ud til et publikum, som ellers ikke vil opsøge kunst eller bare er uvante med at aflæse kunst. Og selvfølgelig også fordi der er stærke følelser forbundet med debatten om Kolindsund. Og stærke følelser er altid interessante at arbejde med i kunst.

Lever vi, som vi ønsker at leve?

Tiden forandrer. Altid. Og noget skal forandres. Jeg læste for nylig om to undersøgelser, hvor den ene i England beskriver, at kun 13% af børnefamilierne ønsker at vende tilbage til det liv, de havde før Covid-19 lockdown. Den anden at der i 72% af alt donorblod i USA findes spor af angst-dæmpende medicin. Det er ikke den enkelte, som har et problem. Samfundet har et strukturelt problem. Vi har fortjent en bedre fremtid, hvis nogen ellers skulle være i tvivl!

I Kristoffers utopi bor vi i lykkelig off-line symbiose med østers i noget, der ligner tidlige bonde-samfund. Frie og ustressede. Det behøver ikke være svaret på, hvad lykke er. Men utopien stiller spørgsmålstegn ved det liv, vi lever nu. Den diskuterer lykke. Indirekte. Men spørgsmålet er ikke til at overse.

Det er faktisk en af de væsentligste pointer med udstillingen; lever vi, som vi ønsker at leve? Netop fordi spørgsmålet er stillet gennem kunst, som i sin natur arbejder med billeder, så er det også noget, vi kan relatere til, fordi svaret er billedligt, eller billedlige, fordi der er flere utopier i spil. Derfor kan kunsten kvalificere debatten om Kolindsund, fordi den starter med, at vi taler om, hvilken fremtid vi ønsker. Helt konkret.