Bikubenfondens åbner for ansøgninger til udstillingsprisen Vision

Bikubenfondens åbner for ansøgninger til udstillingsprisen Vision

Esbjerg Kunstmuseum vandt en af de tidligere udgaver af Udstillingsprisen Vision og kunne efterfølgende realisere udstillingsserien Wunderkammer. Installationsview fra Esbjerg Kunstmuseum, 2018. Foto: Torben E. Meyer

Bikubenfonden inviterer igen i år museer, kunsthaller og andre udstillingsaktører til at sætte gang i idéudviklingen og komme med oplæg til den mest visionære udstilling med afsæt i billedkunsten. I år med en revideret ansøgningsprocedure.

På baggrund af en evaluering af prisen har Bikubenfonden i år justeret konkurrenceformatet, så tre udvalgte ideer får mulighed for grundig udvikling, inden vinderen findes. Udstillingsprisen Vision er Bikubenfondens årlige konkurrence, hvor idéer til visionære udstillinger med nutidig relevans får mulighed for at blive realiseret med op til 5 mio. kr. i støtte til vinderidéen. Bikubenfonden åbner for modtagelse ansøgninger i perioden 20. november – 4. december 2020.

Et frirum for nytænkning for ALLE kunstscenens aktører

Udstillingsprisen Vision blev etableret i 2014 med hensigten om at skabe rum for nytænkning af udstillingen som formidlingsformat. For at undersøge om det formål bliver opfyldt satte Bikubenfonden i foråret en evaluering af prisen i gang. Evalueringen har vist, at prisen bidrager til nytænkning, men at der med fordel kan justeres på formatet så alle kunstscenens aktører kan være med.

“Det er meget vigtigt for os, at alle udstillingsaktører ser en mulighed for tænke nyt med denne her pris. Den visionære udstillingside kan både komme fra det store statsanerkendte museum, den mindre kunsthal eller den uafhængige kunstner eller kurator, og alle kan have gavn af at få tid og økonomi til at udvikle den gode ide. Men som evalueringen har vist, er det ikke alle, der har de samme rammer og kompetencer at trække på i et udviklingsarbejde. Derfor prøver vi nu at skabe nogle mere lige vilkår for at deltage”, siger chef for kunstområdet i Bikubenfonden Mette Marcus.

Med det mål for øje vil Bikubenfonden fremover tilbyde mødefaciliteter og mulighed for økonomisk rådgivning i forbindelse med budgetlægning til de ideer, der går videre til kvalifikationsrunden.

Yderligere er formatet blevet justeret, så det fremover kun vil være tre ideer, der går videre til kvalifikationsrunden i stedet for fem. Til gengæld vil de tre udvalgte ideer få et større beløb til udviklingsarbejdet samt en grundig feedback fra juryen. På den måde vil man stå med et mere færdigt koncept efter kvalifikationsrunden og dermed en større chance for at få sin ide realiseret – også selvom man ikke vinder Udstillingsprisen Vision. Ligeledes vil vinderen af Udstillingsprisen Vision fremover blive tilbudt støtte til kommunikation i processen frem mod realisering af udstillingen.

Udstillingsprisen Vision kort fortalt

Udstillingsprisen Vision er Bikubenfondens årlige konkurrence, hvor idéer til visionære udstillinger med afsæt i billedkunsten og nutidig relevans får mulighed for at blive realiseret med op til 5 mio. kr. i støtte til vinderidéen.

Tre idéer bliver udvalgt til en kvalificeringsrunde, hvor deltagerne modtager 40.000 kr. til videreudvikling af deres idéer i en periode på otte uger. I kvalifikationsrunden er der mulighed for at låne mødefaciliteter og få økonomisk rådgivning til budgetlægning. Juryen vurderer efter kvalificeringsrunden ud over udstillingsideen også en realistisk tidsplan og budgetlægning.

Efter kvalifikationsrunden udpeger juryen den endelige vinder, der kan få op til 5. mio. kr. i støtte. Alle tre deltagere vil dog få en grundig feedback. Både store og små udstillinger har mulighed for at vinde Udstillingsprisen Vision.

En jury bestående af syv fagfolk fra relevante brancher vurderer alle indkomne idéoplæg. I udvælgelsen af de bedste idéer har juryen fokus på den gode formidling, det banebrydende format og det indholdsmæssigt visionære koncept.

Juryen er sammensat af personer med stærke kompetencer indenfor kunsthistorie, kuratering, formidling og rumlig iscenesættelse. Bikubenfonden er repræsenteret af direktør Søren Kaare-Andersen og chef for kunstområdet, Mette Marcus.

Kilde: Bikubenfonden

Bikubenfonden modtager ansøgninger i perioden 20. november – 4. december 2020.
Læs mere på Bikubenfondens hjemmeside her.

Juryen til Udstillingsprisen Vision 2021 vil blive annonceret i nær fremtid.

Del artiklen

'Bikubenfondens åbner for ansøgninger til udstillingsprisen Vision'

Facebook