Kunsten at være grønlænder i Danmark

Jeg hopper forpustet af cyklen; det regner. Klokken er 16.45 tirsdag eftermiddag, og jeg er lige landet foran Kunsten i Aalborg. Ved museets indgang holder en food truck med ordene Arctic Street Food klistret på den sorte side. Inde i vognen er tre unge ved at gøre mundrette anretninger klar. Arctic Street Food er et projekt for unge med grønlandsk baggrund og det er de unges deltagelse i kunstprojektet Forflytninger, der er grunden til, at jeg står foran museet i dag.

Dagens hovedattraktion er en performance af kunstner Amalia Fonfara og de unge fra Arctic Street Food. Jeg slutter mig til den lille gruppe mennesker, der er stimlet sammen foran indgangen til udstillingssalen, der rummer Michelangelo Pistolettos knuste spejlkabinet Eleven Less One. Imens vi venter på at dørene bliver åbnet, læser jeg skiltet der er sat op i dagens anledning:

”Kan vi være fysisk forbundet til steder, selv om vi geografisk set befinder os langt derfra? Og bærer kroppen rundt på spor efter disse steder, som man har fjernet sig fra. Det er et af de spørgsmål, der bliver rejst i kunstprojektet Forflytninger”.

Kl. 17 åbner dørene og vi går indenfor, ført an af en gruppe unge med Arctic Street Food logoer på deres sorte t-shirts; en stiliseret, benfarvet tupilak. I midten af rummet er tre rækker stole sat op med front mod Pistolettos knuste spejle. De unge i sort har stillet sig op med ryggen til os. I hænderne holder de hver især et skilt med forskellige udsagn skrevet med sprittusch på hvidt karton. På skift læser de højt:

”Hvorfor fryser du? Du er grønlænder”

”Kan vi sammen være et folk?”

”Bor du i en iglo? Ja, når man ikke betaler husleje, så kommer de og smelter den”

De unge er upåvirkede af højtlæsningen; det er tydeligt, at de er vant til at blive konfronteret med den slags fordomme. Nogle af dem trækker lidt på smilebåndet af de fortærskede jokes.

Højtlæsningen kører i cirkler, indtil deltagerne holder inde og sætter sig ned på stole blandt publikum. Lyset bliver dæmpet, og Amalia Fonfara begynder at slå på en tromme, hun holder i hånden. Fonfara bevæger sig rundt i rummet, mens hun slår taktfaste slag på trommeskindet i en trancheinducerende rytme. Efter ca. 5 min. trommer kunstneren af, lyset tænder, og de unge rejser sig op og stiller sig op foran indgangen med deres skilte. Publikum klapper, og vi går ud.

Performancen efterfølges af en debat mellem Mads Siegenfeldt (Arctic Street Food), Amalia Fonfara, Bo Albrechtsen (Det Grønlandske Hus) og Lasse Andersson (KUNSTEN)

”Jeg har glemt min guldøl”

Som et led i det tre-årige postdoc-projekt Open, anført af kunsthistorikeren Signe Meisner Christensen, har KUNSTEN indgået samarbejde med Det Grønlandske Hus i Aalborg og Arctic Street Food. Omdrejningspunktet for samarbejdet er det performative, deltagelsesorienterede projekt, Forflytninger.

Postdoc-projektet Open lægger sig i forlængelse af et generelt øget fokus på ’proces fremfor produkt’ indenfor kuratoriske tilgange i samtidskunsten. Projektets fokus er at skabe en bevidsthed om, hvordan de involverede deltagere sammen skaber det, der til sidst kan blive oplevet som et kunstværk. Den færdige performance, der bliver præsenteret for publikum, er altså i princippet kun en parentes i den uges samskabelse, der er gået forud for denne tirsdag.

Forflytninger er startet som et møde mellem de unge fra Arctic Street Food, kunstner Amalia Fonfara og Signe Meisner Christensen. Mødet på Grønlandshavnen i Aalborg og den følgende uges intense samvær er det eneste element af samarbejdet, der har været planlagt forud. Tesen er, at selve mødet skaber en naturlig forudsætning for dialog og udveksling af de forskellige parters baggrund, og derfra kan projektet tage form. Derfor bærer den endelige performance elementer fra alle involverede parters praksisser. Arctic Street Foods grønlandske delikatesser, de unges aktivistiske ønske om at skabe forandring, Amalia Fonfaras shamanistiske trommespil og Signe Meisner Christensen, der samler parterne i KUNSTENs ramme. I denne kontekst bliver samtidskunsten et mødested, hvor deltagerne kan udveksle perspektiver på verden med kunsten som et aktivt redskab.

Eksempelvis er de udsagn, der er skrevet på de unges skilte, opstået undervejs i processen som en naturlig del af samtalen om, hvordan det er at have grønlandsk baggrund i Danmark. Sidst på ugen blev der rullet et langt stykke papir ud på bordet, hvor de unge skrev udsagn, som personer med grønlandsk baggrund ofte må lægge øre til. Det er de stereotype forestillinger de unge bag Arctic Street Food vil skubbe til, når de møder publikum gennem maden. Forflytninger giver dem muligheden for at sprede budskabet i en ny kontekst og med kunsten som et supplement til de redskaber, de allerede har med sig i rygsækken.

”Hvornår er man rigtig grønlænder?”

Workshoppen har fundet sted på Grønlandshavnen i Aalborg, der fra 1972 til 2019 var centrum for grønlandshandlen i Danmark. På denne måde har havneområdet i Aalborg haft en symbolsk rolle i de unges performative arbejde med identitet og tilhørsforhold. For hvad vil det sige at være både grønlænder og dansker?

Det er noget Amalia Fonfara kender til. Kunstneren er født i Nanortalik, den sydligste by i Sydgrønland, af danske forældre. I 2019 vendte kunstneren tilbage til sin fødeby med projektet Nanortalik historier (Stories from South Greenland). Her inkluderede hun unge fra Nanortalik i sin performative praksis for at forsøge at svare på spørgsmålet ”Hvad vil det sige at høre til et sted?”. På samme måde som i Aalborg skabte projektet et refleksionsrum og en mulighed for at gå i dialog om emner som kulturel identitet og tilhørsforhold.

I Forflytninger har Fonfara arbejdet med trommen som et meditativt redskab i bearbejdelsen af minder og oplevelser fra deltagernes fortid. Den performative workshop og den dialog, der er opstået mellem deltagerne, er grundstenen i hendes praksis, der rummer elementer af aktivisme, shamanisme og dramaturgi.

”Har I isbjørne som kæledyr? Ja. Hvorfor flyttede du så til Danmark? Fordi vores isbjørn døde og det er deprimerende”

Mads Seigenfeldt er også med i performancen. På hans skilt står der ”Hvornår er man et helt menneske?” Han er en af initiativtagerne bag Arctic Street Food. Projektet har eksisteret i to år gennem Det Grønlandske Hus i Aalborg og er et tilbud til unge med grønlandsk baggrund, som er bosiddende i kommunen. Arctic Street Food handler om at gå på opdagelse i Grønlandsk madkultur og selv være med til at skabe noget nyt. Gennem ugentlige møder, arrangementer og samarbejder er de unge med til at fortolke og genopdage deres kulturelle ophav.

På spørgsmålet om, hvordan mødet med Amalia og performancekunsten har indvirket på deres gruppe, svarer Seigenfeldt:

”Performance og andre kreative, æstetiske processer er en stor del af vores arbejde med identitet og selvet. De unge har selv designet vores logo og deres uniformer. Vi performer altid, f.eks. når vi er ude og lave mad til 1000 mennesker på en Food Festival. Det er fedt at få Amalia med i det arbejde. Hun har været med til at synliggøre, hvad det er vi gør, når vi skal have banket et mere nuanceret billede af Grønland ind i hovedet på danskerne. De kreative, æstetiske processer lærer os også noget om os selv. De unge mennesker, der er en del af Arctic Street Food, det er dem, der skal høres. Det er dem, der bliver mødt af fordommene. De er de virkelige stemmer, og det er noget, vi skal støtte op om.

En af de unge deltagere i projektet supplerer:

”Svaret på, hvorfor man fryser som Grønlænder i Danmark, er, at klimaet er meget tørt på Grønland. Det har været rart at tale om de fordomme, der eksisterer derude. Det har været spændende og sjovt at være med. Vi har hygget os meget, grinet meget”

Det er tydeligt, at humoren har været en stor del af ugen, de unge har haft sammen. I dette tilfælde bliver humoren brugt som en måde at udvikle immunitet overfor hygge-racismen og som et redskab til at tale om de negative ting.

”Hvordan kan vi hele vores historie?”

Selve ideen med Open er at iværksætte projekter, der skaber en bevidsthed om et fælles fodslag og om en udveksling af læring mellem både kunstneriske og sociale initiativer.
I Forflytninger bliver performancen noget at samles om. Det introducerer en ny måde for de unge at bearbejde de udfordringer, de møder i hverdagen og en anden måde at hele på. Kunsten bliver brugt som et aktivt redskab, den bliver sat på arbejde og åbner for et nyt mulighedsrum.

Man kan så spørge, hvordan publikum stilles i projektet?
Det paradoksale er nemlig, at vi som publikum stadig bliver holdt udenfor den egentlige kerne af projektet, selve den proces, der er gået forud for den performance, vi oplever i spejlsalen. Vi får kun lov til at se det færdige produkt, som måske kommer til at virke fragmenteret på grund af vores manglende kendskab til aktørerne og manglende indblik i deres fælles arbejde.

Det er kun i den efterfølgende talk med de involverede parter, at publikum bliver inddraget i processen. Det er et dilemma, som jeg ikke har løsningen på. Men nogle spørgsmål rejser sig: Hvorfor er det vigtigt at involvere os i samtalen, når selve essensen af projektet er ovre? Hvorfor skal der være et slutprodukt, når det netop er feticheringen det ’færdige kunstværk’ Open forsøger at bevæge sig væk fra? Måske ville det være forfriskende enten at gentænke, hvordan man involverer offentligheden i processen – eller blot at skære publikum ud af ligningen – frem for at jage en offentlig præsentation af et færdigt produkt i den hvide kube?

”Har I almindelig mad oppe i Grønland? Nej, vi spiser kun fisk, sæl og rensdyr”

Efter performancen og den efterfølgende talk, bevæger jeg mig ud til Food Trucken igen. Jeg vælger en asiatisk inspireret rejecocktail fra Arctic Street Foods disk og guffer den i mig på vej hjem.