Rebecca Matthews bliver ny direktør for Glasmuseet i Ebeltoft

Rebecca Matthews bliver ny direktør for Glasmuseet i Ebeltoft

Glasmuseet Ebeltofts nye direktør Rebecca Matthews. Foto: Henrik Bjerregrav.

Rebecca Matthews, tidligere direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, bliver ny direktør for Glasmuseet Ebeltoft fra 2021.

Efter fem år som direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og to år som direktør for Goodenough College i London, skal Rebecca Matthews fra d. 1. maj 2021 stå i spidsen for Glasmuseet Ebeltoft.

Matthews har flere internationale topposter inden for kunst og kultur bag sig. Hendes tidligere jobs omfatter stillingen som British Councils direktør for New York og Global Partnerships, direktør for Government Relations ved Operahuset i Sydney samt en række stillinger med ansvar for opbygning af kulturelle og diplomatiske relationer.

“Jeg glæder mig utrolig meget til at være en del af Glasmuseet Ebeltoft, der forener det ypperste af dansk og international glaskunst. Glasmuseet Ebeltoft har et enestående internationalt renommé, og jeg ser frem til at være med til at styrke den fortsatte udvikling med mit netværk nationalt og internationalt. Glasmuseet Ebeltoft er en perle i den danske museumsverden med en unik beliggenhed. Jeg har tidligere i en periode boet i Ebeltoft, og det er en meget spændende by i rivende udvikling. Ebeltoft har stærke kulturinstitutioner som Maltfabrikken, Fregatten Jylland, Filmhøjskolen og Glasmuseet Ebeltoft samt en international frontløber som Kvadrat, og jeg ser med stor forventning frem til samarbejdet”, siger Rebecca Matthews.

Om ansættelsen af Rebecca Matthews som ny direktør for Glasmuseet Ebeltoft, udtaler Henning Kovsted, formand for museets fondsbestyrelse:

”Rebecca Matthews har bred international kunsthistorisk baggrund og en solid erfaring som leder i kulturverdenen. Hun har et stort og bredt netværk indenfor kunst og kultur nationalt som internationalt og har i en fornem karriere bevist sit værd, ikke mindst gennem realiseringen af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Glasmuseet arbejder med en ambitiøs strategiplan for de kommende år og jeg er sikker på, at Rebecca Matthews med stor faglighed, troværdighed, en smittende energi og iderigdom vil sætte retningen og bringe museet sikkert ind i fremtiden. ”

Kilde: Glasmuseet Ebeltoft

Del artiklen

'Rebecca Matthews bliver ny direktør for Glasmuseet i Ebeltoft'

Facebook