Paul Gauguin: Hvorfor er du vred?
19 nov 202016 maj 2021

”Vi har mange spørgsmål, vi gerne vil stille Gauguin” – Yuki Kihara, First Impressions: Paul Gauguin (2018).

Paul Gauguin: Vahine no te Tiare, 1891. Pressefoto.
Paul Gauguin: Vahine no te Tiare, 1891. Pressefoto.

Ny Carlsberg Glyptotek rummer en af verdens absolut fineste samlinger af værker af den franske kunstner Paul Gauguin (1848-1903). I november 2020 åbner museet en stor særudstilling centreret om museets egen samling, suppleret med flere prominente indlån fra en række udenlandske museer og institutioner.

Særudstillingen Paul Gauguin – Hvorfor er du vred? genbesøger fortællingen om en af fransk kunsts mest mytologiserede figurer og stiller skarpt på kunstnerens værkproduktion fra Tahiti. Samlingen bliver sat i et nyt lys ved at lade værkerne spille sammen med historisk materiale fra både Gauguins fortid og hans samtid og ikke mindst med international samtidskunst.

Arkivmateriale, billedkunst og litteratur
Historien om Gauguin som ”vildmanden”, der i 1891 forlader Paris, sin danske kone og sine fem børn til fordel for en spirituel og kunstnerisk rejse til det Sydlige Stillehav, er en højt skattet fortælling i den vestlige kunsthistorie.

Glyptoteket udfordrer den fortælling, vi umiddelbart kender og tematiserer igennem et alsidigt udvalg af historisk arkivmateriale, billedkunst og litteratur, hvordan Gauguins værkproduktion fra Tahiti ikke stod alene, men var del af et større politisk og kulturhistorisk landskab. Udstillingen ser blandt andet på, hvordan Gauguins kunst blev påvirket af den populariserede Tahitimyte, der allerede før Gauguins afrejse til det Sydlige Stillehav havde floreret op igennem et århundredes vestlig imperialisme og kulturhistorie.

På tværs af maleri, grafik, keramik, tegnekunst, tekster og træskærerarbejde lægger Paul Gauguin – Hvorfor er du vred? endnu et kapitel til fortællingen om Gauguin og hans mangesidige værkproduktion. Med både velkendte hovedværker fra museets egen samling som Vahine no te tiare (1891) samt sjældent udstillede værker fra bl.a. Musée d’Orsay i Paris og The Museu de Arte de São Paulo, vil udstillingen fremhæve nye facetter, der rækker udover kunstneriske ’ismer, form, farve og flade.

International samtidskunst
At genbesøge Gauguins værker handler også om at sætte den rene æstetiske oplevelse af værkerne ind i en kontekst, der lader os se på vores egen samtid i lyset af historien. Gauguins tahitianske billedverden kan i dag give anledning til refleksioner over blandt andet repræsentation, kolonialisme og køn, og der er ingen tvivl om, at værkerne kan påvirke os forskelligt afhængigt af hvilken kultur, historie, etnicitet, alder og køn, vi kommer med. I den sammenhæng har Glyptoteket valgt at præsentere en række internationale samtidskunstnere, hvis værker ikke tidligere har været vist i Danmark. De bidrager i udstillingen med nye og anderledes forståelser af den arv, Gauguins kunst har efterladt os i dag. Blandt de deltagende kunstnere er Angela Tiatia (NZ/AUS), Nashashibi/Skaer (UK), Selina Tusitala Marsh (NZ) samt Yuki Kihara (WS/J). Sidstnævnte vil bl.a. bidrage med et stort videoværk, kommissioneret af Glyptoteket og de Young Museum i San Francisco, USA.

Kilde: Glyptoteket

Glyptoteket

Dantes Plads 7
1556 København V

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej, men lifter og elevator til de fleste udstillinger
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Tirs-søn 10-17
Tors 10-21

Pris voksen: 125 kr.
Pris u. 27/stud.: 95 kr.

Kontakt

+45 33418141

Paul Gauguin: Hvorfor er du vred?
19 nov 202016 maj 2021

Del

'Paul Gauguin: Hvorfor er du vred?'

Facebook