Anmelderen fra KUNSTEN.NU gentager de selv samme ekskluderende og xenofobiske samfundsmønstre, som udstillingen Building Democracy forsøger at belyse og kritisere. Det mener kunstneren Lasse Lau.
Matthias Hvass Borello er bestemt meningernes mand specielt mht. holdninger til de seneste udstillinger på Overgaden, hvilket må siges at være ganske befriende på en kunstscene, hvor der helst offentligt skal rygklappes. Matthias mener således i sin anmeldelse af Building Democracy udstillingen, at den lyver over for sig selv, og at kunstnerne (aka undertegnede) har hygget sig i en campingvogn, med deres mange resurser, og fine små politiske utopier isoleret fra virkeligheden.
Matthias må selvfølgelig have sine meninger, og det er heller ikke hans meninger, som jeg her i mit svar per se vil antaste. Men der, hvor det i hans anmeldelse bliver problemfyldt er når han forbigår det essentielle i udstillings konceptet. Ikke blot forbigår han, men ligeledes gentager han i anmeldelsen selv samme ekskluderende og xenofobiske samfundsmønstre, som vi med udstillingen forsøger at kritisere.
Konceptet for udstillingen er at belyse migrant kunstnere, der med en ikke- vestlig baggrund, og fortrinsvis en ikke vestlig optik, gentagne gange bliver udelukket fra at få adgang til mulighederne for at producere, og retten til at udøve deres fag. Når man – som vi – forsøger at give de muligheder og de fornødne ressourcer, placerer man sig selv i en kompliceret position: at være den, der giver ordet videre. Men en forskydning skal der til, et eller andet sted, hvis strukturerne og de institutionelle rammer skal ændres, og hvor er det bedre at starte med én selv. I dette mønster ligger der ligeledes den manglende mulighed for at blive anmeldt til offentligheden.
Det er derfor interessant, at det lykkes Matthias Hvass Borello at forbigå 2/3 af udstillingen. Det er symptomatisk at den manglende gennemgang af filmene er en gentagende ekskludering af de tre film produceret af henholdsvis Sutio Marnas, Siad Mohamoud Ali og Jamal Amin Alhassani, hvis film er det eneste faktuelle og centrale aspekt for hele udstillingen. De er alle tre professionelle kunstnere, der har oplevet at blive ekskluderet fra deres fag her i Europa. Jamal Amin fra Odense siger i vores interview med ham "…I Irak under diktatur kunne vi ikke have lov til at have vores meninger, men I Danmark må vi ikke beholde vores fag." Og forsætter "… jeg er gået fra at være kunstner til at være et nummer" på kommunen.
Når det eneste Matthias Hvass Borello formår at skrive om de tre film er, at de er "… stereotypiske," så gentager han den selv samme eksklusion som vi forsøger at belyse. Hvorfor og hvordan de tre film er stereotypiske, eller blot en fornuftig gennemgang af deres indhold, må vi ikke få lov til som læser at vide mere om. Jeg kan kun gisne, at det måske er svært at anmelde værker, som ikke kun kan læses og forstås udefra en hegemonisk vestlig diskurs og kunstsyn, der forsøger at være universel. Og selvom filmene så alligevel synes minerende og stereotypiske, så findes der altid en forskydning, som Homi K. Bhabha er inde på, som man skal være opmærksom på.
Til gengæld er det langt lettere for Matthias Hvass Borello at tage udgangspunkt i vores produktionshold (Lise Skou, Khaled Barakeh og undertegnede) økonomisk skrabede campingvogns/ telt rejse ned gennem nogle af Europas mest udstødte forstæder. Der forsøges med det blik/vinkling således, at ligge en vis form for eksotisme (når den er værst) ned over projektet, som nu engang ikke er, hvor konceptet for udstillingen ligger. Vores rolle var netop at tilsidesætte vores egne kunstneriske udtryk (i en kompliceret men transparent rollefordeling at se på udstillingen) til fordel for de tre kunstneres produktion, via nogle netværk og valg, som ikke har været vores egne. Ud over at bibringe de fornødne produktionsforhold havde vi totalt ”hands off” mht filmene, manuskripterne og æstetiske såvel som indholdsmæssige forhold.
Merværdi har det altid med at være på bekostning af andres frihed. Derfor skal vi være mere opmærksomme på, hvordan vi helt banalt tildeler kronerne. Dernæst hvilke sociale mønstre der står for fordelingen. Jacques Rancière beskriver fint i The Politics of the aesthetics hvad der konstituerer en separerende sensibilitet i kunsten. Det har Matthias Hvass Borello nu givet os endnu et eksempel på. Tak for det.
Faktuel rettelse til anmeldelsen "Når Kunsten lyver:"
1. Udstillingen har ikke som det er beskrevet noget at gøre med CUDI - Center for Urbanitet, Dialog og Information, som var et beboer drevet kunstner projekt i Vollsmose 2000-01. Der går nogle sammenfaldene navne igen i udstillingen, men CUDI ophørte med at eksistere senest 2002.
2. Matthias Hvass Borello skriver "... Lasse Lau udtaler selv (i en videodokumentation af projektet): "Intentionen var at portrættere det her flygtninge-mønster, hvilket vi har fejlet i – totalt." Så kan man spørge sig selv, om man måske skulle have stoppet der?" Citatet er taget ud af den korrekte sammenhæng, som konkret beskriver en begivenhed i projektet, der hvor netværks strukturen falder sammen, da vi når til Paris, og Siad's familie vælger ikke at vil deltage.
