Aarhus’ nye kunstnerdrevne udstillingssted inviterer til åbning og fernisering

Aarhus’ nye kunstnerdrevne udstillingssted inviterer til åbning og fernisering

Luna Lund Jensen: Rundgang, 2020. Pressefoto.

Cantina er navnet på et nyt kunstnerdrevet udstillingssted på Godsbanen i Aarhus, som er drevet af medlemmerne af den nystartede forening Corporum. Foreningen henvender sig til professionelle nyuddannede kunstnere og består på nuværende tidspunkt af 12 medlemmer.

Ordet cantina ligner “kantine” og stammer fra det italienske ord for en kælder eller vingård. I Spanien er en cantina en bar, der ligger ved en togstation eller nær arbejdspladser. Det er her, arbejderne mødes i frokostpausen eller efter fyraften for at nyde mad og drikke, mens de konverserer og reflekterer over dagen.

På samme vis er udstillingsstedet Cantina placeret på Godsbanen blandt kunstproduktion, mødelokaler og atelierer; et sted, hvor det kreative miljø kan mødes for at reflektere over kunsten.

Gruppeudstillingen Just a sip – covered with a face er den første udstilling på Cantina og dermed også en åbningsfest for stedet og fejring af medlemmerne, der har etableret det. 9 af Corporums medlemmer bidrager til udstillingen, som kan opleves under Aarhus Art Weekend.

Udstillingens titel er inspireret af en sonnette skrevet af den spanske forfatter Francisco de Quevedo (1580-1645), hvori han beskriver netop cantinaen som sted. Just a sip – covered with a face giver en lille forsmag på medlemmerne af Corporum og viser et udvalg af deres individuelle praksisser.

Udstillingen er kurateret af kurator og billedkunstner Anna Bak.

Deltagende kunstnere: Mads Borre, Lucie Payoux, Stefan Bakmand, Frederik Rønde Sørensen, Max Gam Iversen, Cilla Leitao, Sidsel Seeberg, Luna Lund Jensen og Heidi Nikolaisen.

Kilde: Cantina.

Hvor: Cantina, Godsbanen, Skovgaardsgade 3, Indgang 3D, 8000 Aarhus.

Fernisering: Den 2. oktober kl. 16-20.
Åben fredag – søndag kl. 12-16 og efter aftale.

Art Weekend Aarhus: Cantina præsenterer gruppeudstillingen Just a sip - covered with a face den 3. oktober – 1. november 2020.

Læs mere her.

Corporum er en nystartet forening støttet af Aarhus kommune. Foreningen har til formål at skabe gunstige produktionsbetingelser, styrke og udvikle unge kunstnere og det aarhusianske kunstmiljø.

Foreningen Corporum tilbyder atelierpladser i et atelierfællesskab i Aarhus til afgængere fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Det Fynske Kunstakademi, Det Jyske Kunstakademi og andre videregående, udenlandske kunstuddannelser. Foreningen henvender sig til kunstnere, der har fuldført enten basis- (bachelor), diplom- eller masteruddannelse. Tilbuddet gælder for kunstnere, der inden for en tidsperiode på fem år, har afsluttet uddannelse.

Del artiklen

'Aarhus’ nye kunstnerdrevne udstillingssted inviterer til åbning og fernisering'

Facebook