Produktionen af en stereotyp

Vi ved alle sammen ganske udmærket, at virkeligheden har flere versioner. Selvom man har haft en helt konkret og forklarlig oplevelse, vil den ‘sandhed’, den repræsenterer, kunne se markant anderledes ud fra en anden magtposition, synsvinkel og tankegang. Den realitet er særlig konfliktfuld, når det gælder repræsentation, og den magt fordomme og forudindtagede opfattelser rummer. Det vidner de seneste måneders Black Lives Matter demonstrationer helt konkret om.

Indignationens brændsel

Derfor har medier, og den skrevne gengivelse som de repræsenterer, en ekstrem magt som repræsentant for befolkningens stemme. Det til trods for, at medierne ofte står i en situation, hvor de hverken har tid eller plads til at omfavne den egentlige kompleksitet i en hændelse eller fortælling. Ja, ofte vil konklusionerne omkring tingenes større sammenhæng sådan set være taget på forhånd omkring redaktionsbordet.

Det er paradokset, og den indignerede brændsel, der ligger bag flere af den danske, Malmø-baserede billedkunstner Henrik Lund Jørgensens (f. 1975) værker og særligt hans seneste store produktion, The Documentary, hvor virkelighed og fiktion flettes sammen for at tydeliggøre netop forskellen.

Fortællingen som liveevent

Dette nye og komplekse værk udfolder sig som en totalinstallation, hvor man som publikum ledes i små hold igennem en scenografi med syv rum og smalle korridorer. Jeg får både associationer til Seimi Nørregaards legende og intime scenografier og de seneste års store live-tableauer under Venedig-biennalen (Anne Imhof: Faust, 2017 og Sun & Sea (Marina) af Rugilė Barzdžiukaitė, Vaiva Grainytė og Lina Lapelytė, 2019).

Hurtigt står det klart, at der er to fortællinger i spil på samme tid:
På den ene side en virkelig hændelse med udsatte personer, politi, presse og stor offentlig bevågning i Malmö i 2009. Hændelsen omhandler ‘manden uden erindring’ (mannen utan minne), som vågnede op på et svensk hospital i 2009.

Historien blev hurtigt ‘breaking news’, og den svenske befolkning udviste stor interesse for- og sympati med den nødlidende mand. En mand uden erindring etablerer på en måde et nulpunkt, hvor individet har en mulighed for at starte forfra, samtidig med at omverdenen skal forsøge at undgå at fylde denne ‘tomme skal’ med de lavest hængende projektioner og fordomme.

Da det så pludselig viste sig, at erindrings-tabet var et dække, faldt alle medmenneskelige tilnærmelser til jorden. ‘Mahmoud Hussein’ blev fløjet hjem til Tyskland, og forargelsen løb ned af de svenske avissider.

På den anden side aktiveres så kunstnerens eget forsøg på tilbage i 2009 at fortælle og behandle selv samme hændelse i et videoværk, som han dog ikke afsluttede af frygt for retslige konsekvenser.
Ligesom virkeligheden pludselig opløstes i, hvad der for de svenske medier blev betegnet som et bluff, og følgende harme i den svenske offentlighed, så stod Henrik Lund Jørgensen overfor nogle for ham svære valg, fordi hans forsøg på at udfordre den etablerede fortælling synes utopisk. Man kan også sige, at fortællingen om ‘Mahmoud Hussein’ (MH) endte med at producere sin egen forsimplede stereotyp: Flygtningen, der snyder og bluffer sig hele vejen gennem Europa til Malmö for så at blive fløjet hjem til sin Mercedes og sit helt igennem fordækte liv.

Det er altså på sin vis Lund Jørgensens ufuldendte dokumentar fra 2009, der rekonstrueres og live-performes i Lilith Performance Studio – men nu viklet ind i dokumentationer af den fortælling, som foregik i medierne.

En live dokumentar-øvelse

I flere af rummene møder vi således elementer, karakterer og implicerede i denne dobbelte fortælling fra 2009: en hotel-receptionist, et radiointerview, en medvirkende dreng (nu mand), en journalist, politiets spor, en skuespiller og en fascinerende performance-sekvens med en menneskehob, der forsøger at holde en helikopter nede. Vi er inde midt i ‘dokumentaren’ med slukkede mobiler og skal stykke bidderne sammen rum for rum.

I værket bevæger vi os rundt fra rum til rum. Vi modtager informationer og fortællinger. Noget er fra selve hændelsen, andet er fra kunstnerens bearbejdelse. Undervejs leder guides os fra rum til rum. Til tider stiller de kritiske spørgsmål til de involverede. Vi deltager også i et forhør, mærker man.

Hotel-receptionisten læser op fra sin digtsamling. Journalisten gransker forvandlingen af MHs ansigt fra offer til skurk i medierne. Den nu 18-årige medvirkende dreng viser klip fra optagelserne i 2009 og synes ret hovedrystende omkring hele projektet dengang. En skuespiller, der skulle spille den hjemsendte MH forsøger at forklare sin afsked med svenskerne. I korridorerne står sønderskudte lærreder med afbildede mørklødede gidseltagere og ‘skurke’, som taget ud af en 70’er tegneserie.

Disse afbildninger, patron-hylstre på gulvet og særligt en gengivet gidseltagnings-strategi på væggen, gør det efterhånden klart, at den location, Jørgensen havde fundet til indspilningen af sin film i 2009, var træningsplads for politiets antiterror enheder – og én stor iscenesættelse af en stereotyp: Politiets gerningsmand per excellence; muslim, lav, skallet, enfoldig, bevæbnet med automatvåben, med krav om udlevering af en iman i en æres-konflikt, lyder det fra skitserne på væggen.

Her ligger den tredje fortælling og produktion af en stereotyp i The Documentary.

Et studie af stereotypens natur

Vi er således inde midt i konstruktionen af flere sandheder, flere metoder men også flere produktioner af stereotyper:

1) Kunstneren som den indignerede (og her også forfejlede) udfordrer af forsimplingens mekanismer, hvor målet er vores erkendelse af sandhedens uhåndgribelige kompleksitet og mediernes magt.

2) Pressen (og ordensmagten) som leverandør af simple fortællinger om helte og skurke, der bekræfter vores frygt og fordømmende natur som socialt afhængige individer.

I The Documentary strander sandhederne i hinandens greb, så at sige. Intet forløses. Sandheden synes snarere, at skulle findes i netop dette ubehag, som uvisheden skaber, hvor begge konstruktioner fejler og viser deres ‘sande’ natur og begrænsninger.

Måske er det netop derfor, menneskehoben hænger i helikopteren for at tøjle vore mekanismer, bremse produktionen af vore værste tilbøjeligheder. Et desperat forsøg i værkets højlydte finale på – trods mediernes og politiets magt og frygtscenarier – at tilbagerulle fortællingen og bibeholde empatien med den anden, som vi endnu ikke kender sandheden om. Det er iøvrigt samme motiv og opfordring, vi møder i Superflex’s plakatværk Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes fra 2002, som dengang også hang i Malmøs gader.

Da jeg forlader Lilith Performance Studio, passerer jeg en mand på parkeringspladsen, der kigger lidt fjernt frem for sig, og jo, han virkede da bekendt. Var det….?!